I et sønderbombet Tyskland leder en fortvivlet norsk kvinde i 1947 efter mad sammen med sit mindreårige barn. 24-årige Else Gabler var blevet frataget sit norske statsborgerskab og deporteret til Tyskland af Norge. Hun var én blandt op imod 100.000 andre. Hun var "tyskertøs". Da Anden Verdenskrig sluttede i Europa, kom hævnen mod medløberne.
Beretningen om Else Gabler findes i bogen "Tyskertøserne – Historierne vi ikke fik fortalt". Den er skrevet af den norske journalist Helle Aarnes, som har interviewet nogle af kvinderne.
Den dag i dag er spørgsmålet om de norske piger, der under krigen havde forhold til tyske soldater, fortsat et yderst følsomt spørgsmål. Aarnes skønner, at mellem 50.000 og 100.000 norske piger kan have haft nære kontakter til tyskere under krigen. Mange blev sat i interneringslejre efter krigen. Andre blev deporteret til Tyskland ved hjælp af en ifølge Aarnes ulovlig forordning, som samtidig fratog kvinderne deres norske statsborgerskab. Ifølge Aarnes var "tyskertøserne" den eneste gruppe i det norske samfund, som blev straffet på den måde.
Og selvom kvinderne ikke blev deporteret, så holdt forfølgelsen af dem ikke op, da de blev lukket ud af lejrene. Udstødte af deres familier opholdt mange af kvinderne i slutningen af 1940'erne sig hos landmænd, der behandlede dem dårligt. Det var landmænd, som under krigen måske havde solgt deres produkter til den tyske hær med god fortjeneste, men uden at blive straffet for det.
Ingen norske kvinder er dømt for at have haft samvær med fjenden. Efter krigen blev de kronraget, ydmyget og interneret, men de blev aldrig stillet for en dommer.
Aarnes bog om tyskertøserne har givet hende den største pris i norsk journalistik, men samtidig er hun blevet udsat for kritik for, at hun har afsløret, hvad de norske myndigheder gjorde ved kvinderne.
Og selvom der er gået over 60 år siden krigens afslutning, så mener det norske rigsarkiv, at kvindernes skæbne helst skal forblive en hemmelighed.
I alt 14.000 norske kvinder blev sat i lejre, men da medieforskeren og journalisten Lena Christin Kalle ville lave en dokumentarfilm om kvinderne, blev det stoppet. Rigsarkivet, som har alle oplysninger om, hvad der skete i lejrene, har med henvisning til tavshedspligten afvist at udlevere oplysninger.
Efter krigen blev der oprettet 40 lejre til de kvinder, der havde haft kærlighedsaffærer med tyskere. Den største lejr husede i alt 1100 kvinder. Endnu i dag kan man se nogle af de bygninger, de blev holdt fanget i uden rettergang eller dom.
Lena Christin Kalle har søgt aktindsigt og klaget, men lige meget har det hjulpet. Hun har fået nej ved flere klageinstanser. Rigsarkivet henviser til, at der er tale om personfølsomme oplysninger og til, at mange af kvinderne i dag er døde, og at deres familier måske ikke har haft kendskab til deres fortid.
Nu har Kalle lagt sit projekt på is, mens hun fortsætter forsøget på at få adgang til materialet.
"Det kan ikke være rigtigt, at staten med henvisning til tavshedspligten stopper forskning i de overgreb, som den norske stat begik," siger Lena Christin Kalle.
/ritzau/TT