Norges store kultdyrkede forfatter skriver så verden åbner sig på ny

Det velkendte – lyset, som siver gennem gardinets stof, lyden af åndedrættet, et æble, der rådner – beskrives og genfortrylles i Tor Ulvens ”Afløsning”, der nu foreligger i fortrinlig dansk oversættelse

Norges store kultdyrkede forfatter skriver så verden åbner sig på ny

Beskrives en genstand, et fænomen eller en begivenhed præcist nok, så opstår en egen skønhed, en egen poesi.

Det vidste franske Francis Ponge, der i sin vidunderlige ”At tage tingenes parti” fra 1942 beskrev det undseelige – en strandsten, en snegl, regnen – i et fortættet sprog, og det vidste norske Tor Ulven, der op til sit selvmord i 1995 sværgede til den intense registrering og en ”fordybelsens æstetik”.

Det sidste kan til overflod opleves i Ulvens eneste roman, ”Afløsning” fra 1993, der er medvirkende årsag til, at han dyrkes hengivent i Norge. Han spiller således en mytisk rolle i Joachim Triers film ”Reprise”, og Karl Ove Knausgård hylder ham i ”Min kamp” for den ”uhørte, næsten overmenneskelige præcision”. Og ja, to af de fire bind i Knausgårds årstids-kvartet består af fint registrerende beskrivelser af ting og fænomener og ligner en hyldest til ikke bare Ponge, men også til Ulven.

Nu kan man så, takket være det lille superforlag Sidste Århundrede, læse Ulvens ”Afløsning” på dansk, og den består af 15 forløb. Heriblandt et om en svagelig ældre mand, et om en dreng, der tænker tilbage på et ophold på sygehuset, og et om en kærlighedssyg og tømmermandsplaget ung mand.

De er forskellige, men er beskrevet med samme sprog af en fortæller, der benytter sig af et ”du”. Og man skal være opmærksom for at fornemme, hvor fortælleren skifter fokus; hvornår den ene dreng eller mand afløses af den anden.

I efterskriftet skriver Mikkel Thykier, at fortælleren med sit væv af karakterer beskriver ”det liv, der kunne have været, og det liv, der var, men så lidt, at det næsten ikke var.” Det er sandt. Men egentlig er temaet og handlingen ikke så vigtige, ligesom mændene og drengenes individuelle kendetegn ikke er afgørende. I hvert fald ikke for mig. I mine øjne er det nemlig helt nede på sætningsplan, at den skal nydes.

At læse den som en normal roman, i et par lange stræk, giver ikke rigtig mening. Den er for kompakt, for intens, som en stor digtsamling, og bør derfor læses et par sider ad gangen. Gør man det, mærkes poesien. Som her, hvor en mand mærker, at aftenen er på vej: ”Værelset er i gang med at gro til med mørke, ligesom vandhuller i skoven kan gro til med græs, siv og grønske, dette kan du kalde sortske, rummet gror til med sortske”.

Eller da en mand tænker på en kvinde: ”Nogle bittesmå fnug af snavs gemt i de salathovedlignende folder i hendes navle”.

Eller: ”Ligesom du har set glødende jern rinde som saft af blodappelsiner i smelteværkerne”.

Præcisionen, sanseligheden og sammenligningerne er eminente, og ved at benytte en fortæller, én stemme, der beretter om drengene og mændene og kender deres fortid og tanker, bringer Ulven sig i en position, hvor han hele vejen igennem værket kan benytte samme uhyre nærværende, suveræne sprog og dyrke ”fordybelsens æstetik”.

”Afløsning” er den første Ulven-bog i dansk oversættelse siden ”Gravgaver” fra 2002 og er lydhørt og omhyggeligt oversat af Silje Mari Lundal og Søren Møllerhøj Porsmose. Og læst i det rigtige tempo er det ikke nogen svær bog. Men den er krævende i den forstand, at den kun afgiver sin skønhed, hvis man giver den udelt opmærksomhed.

På den måde er bogen på kollisionskurs med tidsånden, men de, der gerne vil tage sig tid og se den velkendte verden – lyset, der siver gennem gardinets stof, lyden af åndedrættet, et æble, der rådner – tæt beskrevet og således genfortryllet, de bør øjeblikkeligt anskaffe sig den. Og så ellers udbrede budskabet om et forfatterskab, der ikke er særlig kendt herhjemme, men burde være det. Selvom kendthed virkelig ikke var noget for Ulven, der i årelange, depressive perioder ikke forlod sit barndomshjem i Oslo-bydelen Årvoll.

Den slags har sin egen fascinationskraft. Det nærer kulten, mytologien. Men det er altså Ulvens bøger, der fortjener mest opmærksomhed. Og i dén grad kræver den.