”Normalt er det mig, der styrer showet

Hans kunstneriske univers er blevet udsat for teaterformens fortælling og musikkens stemning. Fra på fredag kan man opleve resultatet af billedkunstner Peter Callesens første opgave som scenograf i forestillingen Winterreise

Det bærende i billedkunstner Peter Callesens scenografi til forestillingen ”Winterreise” er et stort papirflygel. Bagved hænger det papir, flyglets dele er klippet ud af. –
Det bærende i billedkunstner Peter Callesens scenografi til forestillingen ”Winterreise” er et stort papirflygel. Bagved hænger det papir, flyglets dele er klippet ud af. –. Foto: Leif Tuxen.

Kan vi ikke lige se det sidste?

Billedkunstner Peter Callesen hvisker spørgsmålet for ikke at forstyrre prøven til forestillingen Winterreise, på Københavns Musikteater. Der er kun et par sange tilbage i stykkets blot anden gennemspilning, og han har endnu ikke haft mulighed for at se med.

LÆS OGSÅ: Kunsten minder os om, at vi skal dø

Det er fredag, og der er præcis en uge til premiere-dagen, hvor den danske billedkunstner, bedst kendt for sine store værker i papirklip, der både har været udstillet i Danmark og udlandet, finder ud af, om hans debut som scenograf er lykkedes. Om sang og scene stemmer overens. Om fortællingen i stykket og hans store værk i papirklip passer sammen. Og ikke mindst, om det store papirflygel, han har lavet, holder.

For en af de mere praktiske udfordringer, som Peter Callesen har stået over for, efter at han for omkring halvandet år siden sagde ja til at lave scenografien til Franz Schuberts klassiker Winterreise fra 1827, var, at han på teaterscenen ikke måtte bruge det materiale, som han gennem årene er blevet internationalt kendt for at benytte: ganske almindeligt papir.

På grund af brandfare har han i stedet måttet arbejde med drop paper et brandsikkert materiale, der minder om papir, men er ikke lige så stift, hvilket har gjort det sværere at få flygelet til at holde. Dagen inden blev Peter Callesen på teateret til efter midnat for at stive det af og gøre det mere holdbart, så det kan holde sin egen vægt.

Selvom de praktiske udfordringer er begyndt at dukke op så tæt på premieren eller ferniseringen, som Peter Callesen af gammel vane kommer til at kalde det er det dog på det kunstneriske plan, der har været flest udfordringer.

Det er jo noget helt andet. For det første er processen anderledes, og for det andet skal man pludselig arbejde med andre mennesker. Det er ikke mig, der styrer showet, men et samarbejde mellem mange.

Den første udfordring blev da også at finde ud af, hvad instruktøren, Anna Dirckinck-Holmfeld, forventede af ham:

I starten troede jeg, at jeg skulle underlægges stykket på en eller anden måde, og at mine idéer skulle passe ind med Annas idé med forestillingen. Men så talte jeg med Anna, der sagde, at hun netop havde valgt mig, fordi jeg skulle komme på med mine egne idéer, min måde at ar­bejde på og mit eget udtryk.

Og hans første indskydelse var et flygel af papir. Bygget i rigtig størrelse med alle de små detaljer. Eksempelvis alle tangenterne, som Peter Callesen stolt viser frem, efter at gennemspilningen er afsluttet. Desværre vil ingen fra publikum bemærke dem, da flygelet vender med tangenter ind mod scenebagvæggen. På modsatte side af scenen står det sorte ægte flygel, som papirflyglet er en nøjagtig spejling af.

Winterreise foregår i et meget kontrastfyldt og dramatisk univers, og der synes jeg, min spejling passer godt ind. Den viser kontrasten mellem det store tunge, mørke, kulturbærende flygel og det lyse, lette og lydløse flygel af papir. Samtidig tænker jeg også, at det stumme, hvide og lette flygel tematiserer sneen, der er gennemgående i stykket. Det rammer forhåbentlig stemningen af noget, der er så stille som sne, siger han og tilføjer, at de to flygler også symboliserer kontrasten mellem liv og død, som også er et vigtigt tema i stykket.

Derudover har forestillingen flere af de temaer, som Peter Callesen selv bruger i sin kunst: ulykkelig kærlighed og den store natur, der på den ene side er smuk og sublim og på den anden side skræmmende og forgængelig.

På grund af teatergenrens fortælling og lyd er der dog kommet et ekstra udtryk på Peter Callesens kunst, tilføjer han.

Mange siger, at mine værker er små narrationer, der viser før og efter. Her blandes det med forestillingens forløb, og oven i det er der også musikken og lydene, som rammer folks følelser. Jeg synes, det er interessant at se mit univers udsat for en stemning og andre folks narrationer.

Og så tilbage til det mere praktiske. For nok tager alle hans værker tid, men at være med om bord på et musikteaterstykke har ifølge Peter Callesen virkelig været en anderledes proces:

Der er en masse udtryk, jeg ikke kender i teaterverdenen, og det er en helt anden måde at arbejde på. Det er meget mere struktureret og disciplineret, hvilket er klart, når man er så mange, der skal arbejde sig hen mod det samme resultat. Jeg er vant til at arbejde mere alene.

Hvis man spørger, om han vil gøre det igen, er svaret ja. Dog ikke i den nærmeste fremtid.

Lige nu ser jeg frem til at komme tilbage til rigtigt papir.

Kan vi ikke lige se det sidste?

Billedkunstner Peter Callesen hvisker spørgsmålet for ikke at forstyrre prøven til forestillingen Winterreise, på Københavns Musikteater. Der er kun et par sange tilbage i stykkets blot anden gennemspilning, og han har endnu ikke haft mulighed for at se med.

Det er fredag, og der er præcis en uge til premieredagen, hvor den danske billedkunstner, bedst kendt for sine store værker i papirklip, der både har været udstillet i Danmark og udlandet, finder ud, af om hans debut som scenograf lykkedes. Om sang og scene stemmer overens. Om fortællingen i stykket og hans store papirklipsværk passer sammen. Og ikke mindst, om det store papir-flygel, han har lavet, holder.

For en af de mere praktiske udfordringer, som Peter Callesen har stået overfor, efter han for omkring halvandet år siden sagde ja til at lave scenografien til Franz Schuberts klassiker fra 1827 Winterreise, var, at han på teaterscenen ikke måtte bruge det materiale, som han gennem årene er blevet internationalt kendt for at benytte: ganske almindeligt papir.

På grund af brandfare har han i stedet måttet arbejde med drop paper et brandsikkert materiale, der minder om papir, men er ikke ligeså stift, hvilket har gjort det sværere at få flygelet til at holde. Dagen inden blev Peter Callesen på teateret til efter midnat for at stive det af og gøre det mere holdbart, så det kan holde sin egen vægt.

Selvom de praktiske udfordringer er begyndt at dukke op så tæt på premieren eller ferniseringen, som Peter Callesen af gammel vane kommer til at kalde det er det dog på det kunstneriske plan, der har været flest udfordringer.

Det er jo noget helt andet. For det første er processen anderledes, og for det andet skal man pludselig arbejde med andre mennesker. Det er ikke mig, der styrer showet, men et samarbejde mellem mange.

Den første udfordring blev da også at finde ud af, hvad instruktøren Anna Dirckinck-Holmfeld forventede af ham:

I starten troede jeg, at jeg skulle underlægges stykket på en eller anden måde, og at mine ideer skulle passe ind med Annas ide med forestillingen. Men så snakkede jeg med Anna, som sagde, at hun netop havde valgt mig, fordi jeg skulle komme på med mine egne ideer, min egen måde at arbejde på og mit eget udtryk.

Og hans første indskydelse var et flygel af papir. Bygget i rigtig størrelse med alle de små detaljer. Eksempelvis alle tangenterne, som Peter Callesen stolt viser frem, efter gennemspilningen er afsluttet. Desværre vil ingen fra publikum bemærke dem, da flygelet vender med tangenter ind mod scenebagvæggen. På modsatte side af scenen står det sorte ægte flygel, som papirsflyglet er en nøjagtig spejling af.

Winterreise foregår i et meget kontrastfyldt og dramatisk univers, og der synes jeg, min spejling passer godt ind. Den viser kontrasten mellem det store tunge, mørke, kulturbærende flygel og det lyse, lette og lydløse flygel af papir. Samtidig tænker jeg også, at det stumme, hvide og lette flygel tematiserer sneen, som er gennemgående i stykket. Det rammer forhåbentlig stemningen af noget, der er 'så stille som sne'," siger han og tilføjer, at de to flygel også symboliserer kontrasten mellem liv og død, som også er et vigtigt tema i stykket.

Derudover har forestillingen også flere af de temaer, som Peter Callesen selv bruger i sin kunst: ulykkelig kærlighed og den store natur, der på den ene side er smuk og sublim og på den anden skræmmende og forgængelig.

På grund af teatergenrens fortælling og lyd er der dog kommet et ekstra udtryk på Peter Callesens kunst tilføjer han.

Mange siger, at mine værker er små narrationer, der viser før og efter. Her blandes det med forestillingens forløb, og oven i det er der er også musikken og lydene, som rammer folks følelser. Jeg synes, det er interessant at se mit univers udsat for en stemning og andre folks narrationer.

Og så tilbage til det mere praktiske. For nok tager alle hans værker tid, men at være med om bord på et musikteaterstykke har ifølge Peter Callesen virkelig været en anderledes proces:

Der er en masse udtryk, jeg ikke kender i teaterverdenen, og det er en helt anden måde at arbejde på. Det er meget mere struktureret og disciplineret, hvilket er klart, når man er så mange, der skal arbejde sig hen mod det samme resultat. Jeg er vant til at arbejde mere alene.

Hvis man spørger, om han vil gøre det igen, er svaret ja. Dog ikke i nærmere fremtid.

Lige nu ser jeg frem til at komme tilbage til rigtigt papir.

Winterreise er en liedcyklus fra 1827 med tekst af Wilhelm Müller og musik af Franz Schubert. Forestillingen bliver set som en milepæl i vestlig musikhistorie og handler om en ensom sjæl, der efter et mislykket kærlighedsforhold begiver sig ud på en langsom vandring mod døden. Forestillingen er en nyfortolkning, der er sat op af kunstnergruppen Elfenbenstaarnet, som arbejder med klassisk musik.