Hvordan skriver man digte om det, der er så ubærligt at tænke på, at det nærmest ikke lader sig tænke: En mor begår selvmord og efterlader en datter alene i verden? Efter at have læst norske Karoline Brændjords debutdigtsamling, ”Jeg vil vågne til verden”, smukt oversat til dansk af Sara Koch, ligger svaret lige for: som Karoline Brændjord. Fordi hun som få formår at skrive med en præcis og uforfærdet sproglig lethed om alt det, der tynger: døden, savnet, sorgen, længslen. Fordi hun kan skrive et nærvær frem midt i fraværet.
Læs bare dette korte, intense digt:
”Min mor smilede. Hun spredte armene som en mariehøne/ vipper vingerne ud. Så rejste hun.”
Så enkelt kan det gøres: et velplaceret punktum, der markerer det hårde og overrumplende skifte fra fylde (smilet, de spredte arme) til tomhed; og et elegant og præcist lynskud med mariehønen som emblematisk billede på barndommen, uskylden, omsorgen, håbet, men også tabet, sorgen, ophøret – mariehønen, der lander på fingerspidsen, inden den øjeblikket efter letter og flyver op mod himlen.
Det er karakteristisk for ”Jeg vil vågne til verden”, at den på den måde vender sig mod naturen. Digtene er – ud over den på én gang fraværende og nærværende mor – slående mennesketomme. Til gengæld vrimler de med fugle, dyr, træer, blade, vind og vand. Jegets sorgarbejde finder ikke sted blandt andre mennesker, det er ikke her, hun forsøger at finde fodfæste igen, men i den natur, der til stadighed er der både som metafor og erkendelsesrum i sin egen ret, som nu i det smukke, filosofiske digt ”Elm”:
”Den der sidder tålmodigt kan se skoven forandre sig,/ se bladene på en elm folde sig ud og siden krumme/ sig indad. Den tålmodige kan se træet give slip./ Et bladfæste gøres sprødt og svagt så blot et spinkelt/ vindkast får bladet til at løsne sig. Adskillelsen er/ aldrig ceremoniel, aldrig tragisk, den er hverdagsagtig./ Spørg elmen om savn.”
Eller dette, der som andre af bogens digte også trækker på en religiøs forestillingsverden:
”Hun tog min hvile med sig/ og naturlovene// jeg skelner ikke mellem tanker og åbenbaringer// Guds barmhjertighed findes ikke/ Men nagler slået ind i vind.”
Sådan er Brændjords digte altid inderlige og fulde af følelser, men aldrig sentimentale. Det skyldes måske ikke mindst, at hun besidder en lyrisk stemme, der på den ene side træder frem og rækker ud mod verden med et mildt, nænsomt, håbefuldt, undrende og forsonligt tonefald, men som på den anden side også trænger sig på med skånselsløse, kontante og hårdtslående udsagn. Eller begge dele samtidig:
”Vandet er blødt når man berører det forsigtigt/ og hårdt når man rammer det i høj fart./ Det ved døtre der dypper fødderne i vandkanten/ og har en mor der springer ud fra en bro.”
Mens man i andre digte igen finder en legende, humoristisk og barnlig (i ordets bedste betydning: nysgerrig, spørgende, åben, livlig, drømmende, fantasifuld, mytologisk) tilgang til verden og sproget.
Spændvidden i ”Jeg vil vågne til verden” er med andre ord stor, og alligevel fremstår samlingen overbevisende helstøbt. Man forstår således godt, at debutanten allerede har fået sit gennembrud i Norge i form af ikke bare Tarjei Vesaas’ debutantpris, men også Kritikerprisen. Sidst en debutant fik tildelt den, var det en vis Karl Ove Knausgård, der trådte ind på scenen. Brændjord er heldigvis ikke Knausgård. Men med sine bevægende, smukke, på én gang sorg- og håbefulde, dødsmærkede og livfulde, eksistentielle naturdigte en selvstændig poetisk stemme, der i den grad også fortjener opmærksomhed uden for Norge.