Norsk ener har skrevet en vild og sine steder virkelig god roman

I Ole Robert Sundes ”Penelope er syg” bliver en kort gåtur i Oslo til en odyssé spækket med sansning, refleksion og sorg

Norsk ener har skrevet en vild og sine steder virkelig god roman

I ”Odysseen” beretter Homer om Odysseus og hans 10 år lange og vildt eventyrlige rejse fra de trojanske krige og hjem til det elskede Ithaka, hvor hans søn og hustru, den trofaste Penelope, venter.

Den bevægelse ud og hjem, som Odysseus foretager, genbruger Ole Robert Sunde i ”Penelope er syg”, der er endnu en udfordrende bog fra nordmanden, der er blevet en litterær institution i sit hjemland i kraft af en skrift, som udfolder sig i lange sætninger, og som veksler mellem sansning, intellektuelle digressioner og sugende associationsspring.

Det er også tilfældet i ”Penelope er syg”, der dog må regnes for en af hans mere tilgængelige bøger og fortæller om en forfatter på Thereses Gate i Oslo. Han er på vej efter sushi og skal så hjem igen. Det hele tager vel 10 minutters tid. Så hvor Homer benytter sig af store afstande og mange år, presser Sunde det hele sammen, sådan at alt, hvad manden ser, beskrives indgående, og sådan, at læseren kommer med ind i hans lærde og knopskydende tankeverden, hvor tøvende skridt for eksempel kan få ham til at tænke på ”Montaigne og hans åbne måde at skrive på”.

Sunde er ikke den eneste, der har stemt en roman op mod ”Odysseen”, og ”Ulysses” – James Joyces flydende fortælling om en dag i 1904 i Dublin – spiller også direkte og indirekte med hos nordmanden, der altså fører en slags samtale med to af litteraturens hovedværker, men er samtidig en leg med det autobiografiske. Som når hovedpersonen tænker det her om en kvinde, han møder: ”jeg tror godt hun kunne lide mit tossede hoved og nogle af de mærkelige bøger, jeg havde skrevet, og nogle af mine essays.”

Om man finder de slyngede sætninger og de talløse afstikkere ud i litteratur, musik, og hvad har vi, stimulerende og blærede, er selvsagt en smagssag.

For mig fremstår de noget forcerede, selvom jeg er helt med på, at de er udtryk for mandens forsøg på at tænke på noget andet end sin dødssyge hustru, der venter hjemme i lejligheden, og som han er gået ud for at hente takeaway til. At det er en slags forsøg på at dulme og dække de sorte tanker om tab og død med andres tanker.

Det er bare ikke særlig interessant læsning, i hvert fald ikke for mig, og står i grel modsætning til den fortælling om den kræftopløste hustru, der åbner sig stadig mere mod slutningen. Hende, der venter hjemme. Sammen har de igen og igen håbet på helbredelse, på ”gode nyheder efter en CT-scanning”, men nu er både hun og håbet døende.

Det er hjerteskærende, og når mandens tanker glider fra det, han ser på gaden, og til hustruen og deres liv sammen, løfter bogen sig til andet og mere end en belæst flimren. Som da han på den anden side af gaden ser en gravid og tænker på sin nu voksne datters fødsel. Her opløses væggen mellem nutid og datid, mellem syn og erindring, så det virkelig kan mærkes.

Sunde mistede sin hustru gennem 44 år i 2016. Han har tidligere skrevet en roman på 400 sider uden punktum, men her blev der altså sat ét for ham. Slut. Og i et interview har han sagt: ”I stedet for at drikke mig ihjel, skrev jeg.”

Det blev til ”Penelope er syg”, hvor han altså reddede sit eget liv ved at skrive om sin hustrus død. Først ad omveje og med stilistiske manerer og så mod romanens ende mere direkte. Hvor han går ind i det, der gør ubegribeligt ondt, men som læseoplevelse gør virkelig godt.