Prøv avisen
Interview

Norsk forfatter gør op med litterære navlepillerier

Det gode kæmper mod det onde i ”Guds børn” af Lars Petter Sveen, Norges nye stjerneforfatter, hvis roman bliver kaldt ”en sjælden bog i samtidslitteraturen”. Foto: Camilla Stephan/Polfoto

Selvbiografiske romaner er uinteressante, siger 33-årige norske Lars Petter Sveen bag den anmelderroste historiske roman ”Guds børn”, der handler om ondskab og godhed på Jesu tid

Lars Petter Sveen indrømmer, at han ikke har læst en eneste side af Karl Ove Knausgårds berømmede romanserie ”Min kamp”. Og det er han overhovedet ikke flov over, selvom han også er nordmand og forfatter og selvsagt vidende om kollegaens status verden over.

”Der er i Norge en stærk tendens til, at seriøse voksenbøger skal være selvransagende psykologiske skildringer af en hovedperson, som ofte er den mandlige kunstner selv. Jeg har aldrig følt mig hjemme i den del af den norske litteratur,” siger Lars Petter Sveen, hvis historiske og meget roste roman ”Guds børn” netop er udkommet på dansk.

Læs anmeldelsen af "Guds børn" her:

Herhjemme satte litteraturforsker Mette Høeg tidligere på året brand i den danske bogverden med et krast indlæg i Weekendavisen, hvor hun langede ud efter det, hun mener, er selvcentreret navlepilleri i dansk litteratur, især fra kvindelige forfattere.

Den danske debat har Lars Petter Sveen ikke registreret, men han er enig i, at den selvbiografiske litteratur har taget overhånd.

”Jeg har en aversion mod at skrive om mig selv og lade andre vide alt om mit liv. Det bliver lidt snævert, når det kun handler om en forfatters liv, som måske ikke engang er relevant eller særlig interessant,” siger Lars Petter Sveen, der selv er stor fan af episke fortællinger af blandt andre israelske Amos Oz og colombianske Gabriel García Márquez, som ifølge den norske forfatter er grænseløse og fortæller meget mere om samfundet end den indadvendte bekendelseslitteratur.

Lars Petter Sveen er i Danmark for at fortælle om sin egen episke roman, der i hjemlandet er blevet modtaget med en bølge af rosende ord.

”I en tid, hvor forfattere gerne skriver om deres egen navlefnug, og kritikken pligtskyldigt leder efter rammende måder at beskrive fnuggen på, giver det fornyet tro på skrivekunsten at læse Lars Petter Sveens roman om Jesu tid,” lyder det blandt andet i den norske avis Aftenposten, der kalder værket for årets bedste roman.

Historien begynder i Betlehem ved Jesu fødsel og følger tiden frem til efter hans død. Sveen inddrager blandt andre flere bibelske karakterer, sande og falske profeter og ”almindelige” mennesker, der lever under den brutale romerske besættelsesmagt.

Der er flere parallelle historier med forskellige karakterer, der på forskellig vis møder modstand og gør oprør: Soldater og røverbander anvender vold; Jesus og hans følgere anvender revolutionerende ord.

Det er ikke en religiøs bog, fastslår Lars Petter Sveen, der mener, at den snarere kan læses som en samtidsroman. Det var slet ikke hans plan at skrive om noget, der foregik for 2000 år siden.

”Jeg ville skrive en stor roman om det politiske samfund i dag. Dagen efter angrebene i Oslo og på Utøya følte jeg et stort behov for at skrive om det gode i verden og om angrebet på Norge den dag. Det skulle være den store norske samtidsroman. Men det gik slet ikke,” fortæller han.

Det gik straks nemmere med at skrive om det onde og det gode i en fremmed verden for længe siden.

”Jeg gik uden de store problemer ind i den verden, der føltes hypermoderne. Det handlede om konflikter, religioner, moderate over for ekstremister, oprørere og terrorisme. Det var fascinerende, og teksterne voksede og voksede til en stor fortælling,” fortæller forfatteren, der aldrig selv har været i ”Det Hellige Land”.

Det krævede en del research i historiebøger og i kortene, fortæller han, blandt andet for at finde ud af, hvor lang tid det tog at gå fra Jeriko til Jerusalem, hvad man spiste og andre dagligdags spørgsmål.

”Da alt det var på plads, var det ret befriende at skrive historierne. Jeg vil gerne være så detaljeret som muligt, have fakta på plads og beskrive lugten og fornemmelsen af menneskeliv dengang. På den anden side kender mange de bibelske fortællinger fra området og har allerede gjort sig forestillinger om, hvordan der ser ud. Så det har jeg ikke gjort så meget ud af. Jeg havde heller ikke et behov for at gå ind i en religiøs diskussion,” påpeger Sveen, der blev overrasket over, hvor brutalt samfundet var dengang, og hvordan modstanden var skruet sammen på mange forskellige måder og i mange fraktioner.

”Jo mere jeg læste, desto mere mindede det mig om vores tid. Jeg synes faktisk ikke selv, det er en historisk roman. I dag har vi også terrorisme, besættelse og blodig vold,” siger Lars Petter Sveen og fortæller, at bogen handler om fællesskaber og om, hvordan individer i grupper reagerer på modstand og mødet med det onde, som i bogen også viser sig i skikkelse af en gammel mand eller Satan, om man vil.

”Da jeg var yngre, læste jeg Hannah Arendts beskrivelser af retssagen mod nazisten Adolf Eichmann, som hun fandt nærmest normal at se på, og så læste jeg senere om retspsykologen, der havde talt med ham og ikke var i tvivl om, at den tyske funktionær var rabiat antisemit og fuldstændig klar over, hvad han havde gjort. Jeg har undersøgt denne destruktive menneskelige side i blandt andet krigslitteratur fra Balkan, og forklaringen på ondskabsfulde handlinger er ofte, at det var nødvendigt at gøre. Det dilemma ville jeg gerne have med, at mennesker, der gør ondskabsfulde ting, måske ikke altid er bevidste om det. Ingen er umiddelbart kun onde eller gode,” siger Lars Petter Sveen, som blev fascineret af Jesu disciple, der var den eneste gruppering, der stod op mod overmagten uden at gribe til vold, selvom de blev presset.

Især Peter gjorde indtryk på ham:

”Peter svigtede sit fællesskab og er den mest menneskelige karakter, som jeg derfor bedst kan identificere mig med. Han svigtede, men turde sige fra og stillede spørgsmål. Jeg tror ikke, at ondskab kan udryddes. Det vil altid være en del af os mennesker. Jeg vil gerne skildre den kamp, at vi aldrig må give op, selvom det ser umuligt ud,” siger Lars Petter Sveen.