Norsk forfatter vækker en lerklump til live i forrygende roman

Matias Faldbakkens ”Vi er fem” er en vild og vildt fascinerende fortælling om ungdom, familieliv og et uhyre af ler og gødning

Norsk forfatter vækker en lerklump til live i forrygende roman

Der findes mange gode romaner, og dem er der grund til at være taknemmelig for. Men suveræne romaner, helt usædvanlige romaner, er der få af. Der kommer måske en eller to om året. Nogle år slet ingen.

Matias Faldbakkens ”The Hills” fra 2017 var en af de usædvanligt gode romaner og på samme tid gammeldags og moderne, kynisk og vemodig, smuk og hæslig, pastiche og original.

Og selvom nordmandens nye roman, ”Vi er fem”, er fuldkommen anderledes, kan de samme ord faktisk bruges om den og historien om Tormod Blystad, der bygger et hus til sin familie på en gold grund tre timer nord for Oslo.

Forud er gået en ungdom, hvor Tormod drak og tog stoffer. Men kæresten Siv fik ham under kontrol, og nu arbejder han, som slægtens andre mænd, som håndværker, selvom hans hoved er gearet til teknologi og videnskab, og han kommer hver dag hjem til sine to børn og sin redningskvinde. Men trods taknemmeligheden bliver hendes ladhed og overspiseri for meget:

”Siv kørte gaffel efter gaffel med gratin og kartoffel rundt i det smeltede smør, før hun kom materialet ind i munden og sank. Der sad hun. Siv ernærede sig.”

Man mærker aversionen. Også her:

”Børnenes lugt var versioner af hans egen, altså umærkelig, men Sivs odør fra sofaen var som fra et andet pattedyr, en anden slags, et andet sted.”

Når Tormod må væk, går han ud i værkstedet, hvor han en nat blander ler og gødning. Men denne gang opfører blandingen sig underligt. Den samler sig, når han deler den, og den suger tilsyneladende næring fra mulden, han stiller den i, og en dag viser den sig at kunne udføre opgaver, den bliver sat til – skrue skruer i, feje gulvet i værkstedet, snitte grøntsager – og integreres gradvist i familielivet. Men den udvikler også en egen vilje, en egen uhyggelig drift, og flygter fra huset og begynder at husere i lokalmiljøet og i de omkringliggende skove, hvor fugles næb, geders pels og børns hår ”suges af”.

I islandske Sjóns mammutroman ”Codex 1962” bliver en klump ler levende, bliver en art golem, og noget lignende sker altså hos Faldbakken, der også lader forskellige genrer og stillejer afløse hinanden.

Men han gør det på meget færre sider, i en langt strammere form, og skaber på den måde en intens og legende fortælling, der indledningsvis synes at være en pastiche på norsk litteraturs to statsmænd, Jon Fosse og Dag Solstad, med sin enkle realisme og altmodische ordvalg. For så umærkeligt at vokse ind i noget helt andet, nemlig Mary Shelleysk horror om en videnskabsmand uden kontrol over sit forsøg, om frygtsomme lokale og et uhyre på flugt.

Ja, romanen er med sine tilsyneladende uforenelige elementer som Frankensteins monster, men det lykkes Faldbakken at skabe sammenhæng, troværdighed og spænding, og selvom der er utallige forskelle på den groteske ”Vi er fem” og den melankolske ”The Hills”, er kritikken af det moderne liv til stede i begge romaner.

Leret begynder for eksempel først at opføre sig uhyggeligt efter at have ligget i wi-fi-strålingen fra familiens router, og romanen kan, hvis man har dét temperament, læses som et udtryk for, hvordan teknologien, vi har skabt for at lette tilværelsen, har fået et eget liv og gør os ondt.

”Vi er fem” er nu også meget andet og ikke mindst et begavet billede på forfatterens arbejde: hvordan liv skabes af dødt stof, af bogstaver på papir eller skærm, og hvordan livet meget let bliver sin egen herre.

Det er nu også vidunderligt at lægge fortolkningsbrillerne fra sig og bare læse ”Vi er fem” som en utrolig og utroligt spændende fortælling om et sælsomt væsen, der begynder at hærge en egn og en by med pæne huse, velholdte haver og små frisører, og hvor købmanden, langt fra storbyernes politiske korrekthed, stadig handler med ”kolonialvarer”.

Men hvor refleksionerne i ”The Hills” ville være noget nær umulige at fange på film eller i en serie, kunne ”Vi er fem” med sin udvendige handling, sine beskrivelser af steder og materialer – Faldbakken er også billedkunstner – og sin konkrete handling sagtens blive til en af de serier, Tormods kone ligger og ser i sofaen, mens hun spiser chips og kager.

Det Faldbakkenske, den særlige blanding af hårdhed og humanisme, af elegance og vildskab, vil dog aldrig flytte med. Den finder man kun i romanen og i forfatterskabet, der er inde i en udvikling, som kan føre i alle retninger. Men bestemt ikke er retningsløst.