Prøv avisen
Bog

Norsk litteratur er fortsat flyvende

5 stjerner

Lars Mytting har skrevet en umådelig velturneret roman om menneskelig dårskab og kvindelig snilde og mod

Norske Lars Mytting, der er kendt for “Svøm med dem som drukner” fra 2014, har nu i Danmark fået udgivet sin anden store roman “Søsterklokkerne”. Lad det være sagt med det samme, så er det en mesterroman med vid, i klasse med Kim Leine og en sjælden indsigt i kærlighedens vildveje, bygdehistorie og kulturbeskyttelse.

Romanen bygger på et ægte norsk sagn om to kirkeklokker, som blev støbt til minde om et par siamesiske tvillinger århundreder tilbage. Da den ene af tvillingerne blev dødssyg, bad faren præsten om, at de måtte dø sammen. Derefter blev der støbt to kirkeklokker, men ingen ved i dag, hvor de befinder sig. Ifølge sagnet sank den ene klokke i Mjøsa, da den skulle sendes til Oslo for at blive brugt i Oslos rådhus.

Dette fine, gamle sagn har Lars Mytting broderet videre på, og vi havner i 1880 ved stavkirken Butanger, hvor den tyveårige Astrid gør tjeneste i præstegården.

En dag får den norske bygd en ny præst, Kai Schweigaard, der ikke forstår sig ret meget på, hvordan tilværelsen former sig i et konservativt bygdesamfund, hvor der både hersker travl og lydig kirkegang og masser af overtro og hokuspokus side om side.

Der kan blive bitterligt koldt inde i en uopvarmet kirke, og denne vinter byder i åbningskapitlet på jammerlig kulde. Under den lange gudstjeneste begynder det sågar at sne inde i kirken, og da gudstjenesten endelig er forbi, er gamle Klara Mytting (jo, samme efternavn som forfatteren!) frosset fast til væggen og endda død.

I bygden har man i alle årene lagt de døde op på lofterne for at blive begravet hen på foråret, når frosten er gået af jorden. Det er noget, der skal ændres på, mener den moderne præst.

Men den norske bygd har sin helt egen opfattelse af, hvordan alt hænger sammen, og her træder Astrid til med snilde, snusfornuft og nænsom guiding. Hun får langsomt lært præsten, hvordan man skal tackle de noget vrangvillige beboere.

Nede i kulturbyen Dresden i Tyskland sidder der en fremsynet professor, der har læst og hørt om stavkirken i Butanger og især om de to kirkeklokker, der ringer så vidunderligt og endda nogle gange ringer af sig selv og varsler farlige tider. Professoren sender studenten Gerhard Schönauer op til Norge for at pille den gamle stavkirke ned og flytte den med klokkerne til Dresden mod at opføre en ny og moderne kirke.

Men man flytter ikke bare med en samling gamle stave, og slet ikke med to magtfulde kirkeklokker. Og Astrid er ikke tabt bag en vogn, så der sker voldsomme og dramatiske hændelser mellem de fremmede og de egenrådige nordmænd.

Af trekanten Astrid-Gerhard-Kai dannes der et kraftfelt, der kan blæse enhver læser omkuld og flette gedigen kærlighed ind i intrigerne.

Astrid er en tænksom pige med et oprørsk sind, der nægter at følge bygdens træge trummerum. Som der står om bygdefolket: “Aldrig rakte de ud efter andet end det nyttige”.

Romanen rummer som sagt vid, dybe indsigter og er overordentlig velformuleret. Da Astrid lærte forskellen mellem kogt vand og en bjergbæk, kendte hun også forskellen på sympati og forelskelse.