For fire år siden modtog Jon Fosse Nordisk Råds litteraturpris for tre bøger, der var små af omfang – hver på omkring 70 sider – men med et kolossalt indre rum. ”Andvake”, ”Olavs drømme” og ”Kveldsvævd” var et højdepunkt i et særegent og blændende forfatterskab og skildrede livets omstændelighed i én lang sætning og altså uden ét eneste punktum.
Sådan forholder det sig også i nordmandens nye projekt, der ikke er en trilogi, men en septologi. Det er med andre ord planen, at der skal udkomme hele syv bøger, og i den første er der heller ingen punktummer og kun linjeskift ved direkte tale.
Men hvor stilen er den samme, er settingen en anden. Fosse har bevæget sig væk fra den ikke præcist definerede fortid og op i vor tid. Men mange navne går igen, og hovedpersonen hedder som i trilogien Asle, mens Ales og Åsleik også er navne, læseren genkender, og det samme gælder hovedbyen, Bjørgvin – et gammelt ord for Bergen.
Men alt er sat i en ny tidsramme, og alle har nye livsbaner. Asle er således kunstmaler nu og bor alene i huset på landet, hvor han længe levede sammen med sin elskede Ales. Dagene går ved staffeliet, og indimellem kværulerer han lidt med Åsleik, der er fiskebonde og også bor alene. Åsleik får hver december et af Asles malerier mod lidt ludfisk og pindekød, men ellers afleverer Asle sine billeder til gallerist Beyer i Bjørgvin. Derinde bor også en anden mand ved navn Asle. De deler ikke bare navn, men også stil: Lang sort frakke, tørklæde om halsen, det grå hår samlet i en pisk.
De to er venner, forstår man, og maleren Asle får efter at have været i byen dårlig samvittighed over ikke at have kigget ind. Så han kører tilbage og finder vennen liggende i sneen. Døddrukken og dødssyg.
Har man set Fosse og kender til hans fortid, vil man se lighederne. Han går klædt som de to, der hedder Asle, og han var dybt alkoholiseret i mange år. Som maleren Asle er han også blevet katolik, og han benytter tilsyneladende dobbeltgængermotivet til at vise to veje, hans liv kunne have taget. Den ene med kunsten og troen, den anden med flasken og fornedrelsen, og der er i det hele taget noget flydende ved bogens tid og virkelighed.
Da Asle kører ind mod byen for at se til den anden Asle, ser han for eksempel to unge, der gynger på en legeplads. Det er tydeligvis ham selv og Ales, og det er sært at læse om, hvordan den ene af de to ældre Asle-versioner ser på en yngre version, inden han skal videre for at besøge den anden nutidige version af sig selv. Det sære bliver kun sæ-rere af, at Fosse benytter sig af sin velkendte stil, hvor gentagelser tvinger læseren ind i fortællingens univers og helt ned i tempo. Og frem af den omstændelige stil og den lange sætning – der strømmer gennem alle 259 sider og sikkert videre gennem de næste seks bind – træder en selvbiografisk tonet fortælling om ensomhed, misbrug, venskab, kærlighed, tro, kunst og død.
Fosses ”Det andet navn” er både i tematik og form Kunst med stort K og ville have været en roman til tiden i 1980’erne. I 2019 virker den en smule forældet, og Karl Ove Knausgård og hele den autobiografiske og selvudleverende strømning, der har hersket i den mellemliggende periode, får også Fosses selvbiografiske leg til at virke vel fersk og koket.
Men sproget er en nydelse, tonen er Fosses helt egen, og han mestrer den stemningsladede scene som få. Og så er den glimtvise selvironi velgørende. Som da vennen Åsleik siger, at Asle med sit hår samlet i elastikken ”ligner en lille pige”. For så at tilføje: ”eller snarere en gammel kælling”.
Det danske forlag omtaler allerede Fosses projekt som et ”syvbindsmesterværk”, men selvom der er strålende øjeblikke i det første bind, er det altså ikke mesterligt. I hvert fald ikke isoleret set. Måske det bliver det i lyset af de næste. Bind to kommer allerede i dansk oversættelse i begyndelsen af december. Så må vi se.