Norsk mesterforfatter afslutter syvbindsværk med et tyst, eksistentielt sug

Det sidste bind i Jon Fosses septologi er en smuk og bevægende påmindelse om, at litteratur læses forlæns men forstås baglæns

Jon Fosses septologi sætter gang i tanker om emner som tro, tab og sorg. Det føles næsten vemodigt, at der ikke kommer flere bind, skriver anmelderen.
Jon Fosses septologi sætter gang i tanker om emner som tro, tab og sorg. Det føles næsten vemodigt, at der ikke kommer flere bind, skriver anmelderen.

Jo længere man når hen i et stort romanværk, des flere bliver tankerne om, hvordan det hele mon ender.

Sådan er det også med Jon Fosses ”Et andet navn”, hvor første bind udkom i dansk oversættelse sidst i 2019, og hvor syvende og sidste bind nu foreligger. Septologien er fuldbragt, og undervejs har man som læser vænnet sig til den prisbehængte nordmands modernistisk inspirerede stil, hvor alle punktummer er udeladt og erstattet af linjeskift, og hvor kunstmaleren Ales på den ene side fortæller omstændeligt om sine hverdage, jordnært og konkret, men på den anden side oplever spejlinger og fordoblinger. Eller dobbeltgængere, om man vil.

Asle fandt således en kunstner magen til sig selv i første bind. En mand med samme navn lå dødssyg i sneen i den nærliggende by Bjørgvin. Sådan var det gået ham selv, hvis han havde valgt at fortsætte med alkoholen og gudløsheden og ikke havde mødt sin elskede Ales, der nu er død.

Bemærk navnene: Ales og Asle. Lette varianter over samme navn, og navnespillene og -spejlingerne og fordoblingerne fortsætter i syvende bind, hvor kvinden Guro, der bor i en smøge i Bjørkvin, som Asle kun kører ind til for at aflevere malerier til sin gallerist, omkommer i en brand. Men da Asle efter i årevis at have takket nej sejler med sin nabo, fiskeren Åsleik, ud til dennes søster, ja, så viser hun sig også at hedde Guro. Og ligne hende på en prik.

Septologien har på den måde vist sig at være en fusion af Asles ydre og indre, hvor nutid og fortid, sansning og erindring flettes sammen i den lange sætning, der trækkes gennem hele værket.

Det lyder måske kompliceret, men er det kun i bakspejlet, når man tænker over det læste. Undervejs forekommer det hele selvfølgeligt, og selvom der har været bind, hvor den omstændelige stil slog over i kedsomhed, så fik værket en vis fremdrift, samtidig med – og ikke uden ironi – at livsviljen og skaberkraften begynde at sive ud af Asle. Han savnede sin afdøde hustru så frygteligt, og som katolik kan han ikke vente med at møde hende igen på den anden side.

I bind seks og syv er livet blevet til en slags vegetativ venten på døden, og som bindene er udkommet, er forestillingerne, om hvordan Fosse vil afslutte det hele, blevet flere. Jeg har haft mine teorier. Men ingen af dem viser sig at holde stik. Og jeg kan jeg godt – uden at røbe for meget – oplyse, at fortællingen finder en både smuk og vemodig slutning juleaften.

Og nu kan jeg også konstatere, at de bind, der forekom lidt søvnige, også har en funktion i det samlede forløb. Andet havde da egentlig også været skuffende, når nu forfatteren er en af Nordens største og tidligere har skrevet den mesterlige ”Trilogien”, hvor mange af de samme greb og stilistiske træk også findes.

Men med syvende bind lukker Fosse altså af for sætningen og for en verden, der nu føles fortrolig: Asle, der står foran sit maleri i sit hus i Dylgia, Asle, som glider ud og ind ad minder om sin elskede Ales, ind og ud ad tiden på kunstskolen, som tænker på sin syge dobbeltgænger, som mærker Gud, der først er en støtte i livets ensomhed, men siden bliver et løfte om forløsning. Om frelse.

Hvor meget Fosse, der er i Asle, ville ikke være relevant, hvis ikke han selv trak forbindelseslinjer. Asle har som ham langt hår samlet i en pisk, går i sort tøj og store tørklæder. De er begge katolikker, kunstnere og tørlagte alkoholikere. Men værket synes at stille sig på maleriets side frem for litteraturens. Asle mener, at billeder er sandere end ord, tættere på sjælen og Gud, men man kan med rette mene, at de syv bind har været et forsøg på at modbevise netop dette.

Ja, septologien sætter skred i tanker om tro, tab, sorg, mening og kunst, og at det nu er slut, at der ikke kommer flere bind, sådan som læserne har vænnet sig til gennem to år, føles vemodigt; som en afsked med Asle og de relativt få mennesker, der har udgjort hans liv. Og afslutningen, de sidste sider, der på sin egen stilfærdige facon lukker værket, har en sugende dybde og skønhed. Sådan som hele værket – læst forlæns, men forstået baglæns – har det.