Den norske mesterforfatter Jon Fosse er stadig mere forfatter end mester

Jon Fosse er nået til Asles ungdom i tredje bind af sin ambitiøse, omstændelige og indtil videre kun glimtvist storartede septologi

Det tredje bind er en bedre læseoplevelse end det andet, og sine steder lyser den sirlige, naivt tonede fortælling på en måde, der minder om Fosses geniale trilogi, de tre kortromaner ”Andvake”, ”Olavs drømme” og ”Kveldsvævd” han modtog Nordisk Råds litteraturpris for i 2015.
Det tredje bind er en bedre læseoplevelse end det andet, og sine steder lyser den sirlige, naivt tonede fortælling på en måde, der minder om Fosses geniale trilogi, de tre kortromaner ”Andvake”, ”Olavs drømme” og ”Kveldsvævd” han modtog Nordisk Råds litteraturpris for i 2015. Foto: Leif Tuxen.

Et romanværk i syv bind er et så krævende og monumentalt forehavende, at det hører til sjældenhederne. Derfor er det også kuriøst, at hele tre såkaldte septologier er sat i gang i Norden den seneste tid; en af Solvej Balle, en af Asta Olivia Nordenhof og en af Jon Fosse.

Sidstnævnte er den, der er nået længst i arbejdet, og tredje bind er allerede landet – det første udkom i november 2019 – og her skriver den prisbehængte nordmand møjsommeligt videre på fortællingen om maleren og enkemanden Asle, som bor i landsbyen Dylgja. Og gennem de to første bind har vi forstået, at hans eneste bekendte er naboen Åsleik og galleristen Beyer i Bjørgvin, der er det gamle, norrøne navn for Bergen.

Vi er altså et sted på Norges vestkyst, og her har Asle en navnebror, som han en dag finder i sneen tæt ved galleriet. Han er også maler, men fordrukken og langt ude og ligner en udspaltning af den Asle, der finder ham. Sådan kunne hans liv være endt under lidt andre omstændigheder. Og hvad der gjorde, at det ikke blev sådan, hvad der har præget Asles liv på afgørende måder, afdækkes, når fortællingen på proustsk manér glider fra nutidssporet og ind i erindringssporet, og sådan har vi læsere erfaret, at Asle er vokset op på landet, har mistet sin søster, og at et møde med Skraldespanden, egnens pædofile, har sat sig spor.

I tredje binds begyndelse har lille Asle svært ved at forklare sin mor, hvorfra han har fået de tre kroner, Skraldespanden gav ham for at holde mund. Moderen er i det hele taget mistroisk og overbeskyttende og heller ikke meget for, at Asle som bare 15-årig flytter hjemmefra for at gå på gymnasiet og male. For det er kunstmaler, han vil være efter også at have forsøgt sig som guitarist. Uden held. Han var den dårligste i bandet, han øvede med, men maleriet fandt ham, snarere end omvendt, og alle disse minder træder frem, når Asle kører frem og tilbage mellem Dylgja og Bjørgvin, og hvor han hver gang overvejer at besøge den anden Asle på hospitalet.

Det siger sig selv, at en septologi må rumme mere end stoffet til en enkelt stor roman, at den må lodde endnu dybere, lyse med endnu større fascinationskraft, men i Fosses tilfælde har projektet endnu ikke helt overbevist, selvom temaerne – døden, kunsten, troen, kærligheden, ensomheden, skæbnen – er store nok. Men der er stadig en omstændelighed ved beskrivelserne, de hyppige gentagelser og uendelig mange ”siger jeg” og ”tænker jeg”, der tydeligvis er tilstræbt, men skaber træghed og tomgang, ligesom det er svært at se, hvad Fosses undladelse af punktummer – værket er én lang ubrudt sætning – skal gøre godt for. Ud over at være en elegant udført udvendighed, en slags modernistisk gimmick.

Når det er sagt, er tredje bind en bedre læseoplevelse end det andet, og sine steder lyser den sirlige, naivt tonede fortælling på en måde, der minder om Fosses geniale trilogi, de tre kortromaner ”Andvake”, ”Olavs drømme” og ”Kveldsvævd” han modtog Nordisk Råds litteraturpris for i 2015.

Om de kommende bind i Fosses ”Jeg er en anden”-septologi vil kaste nyt lys over bind et-tre og hæve dem op på et niveau, hvor det giver mening, når Karl Ove Knausgård kalder Fosse for ”en af de store europæiske forfattere”, ja, det kan man kun håbe på. Mens Asle stadig kører mellem hus og by og tænker tilbage på sit liv og nu altså er kommet til ungdommen. Mon ikke han til sidst i syvende bind står lige præcis dér, hvor fortiden skærer nutiden? Det virker oplagt. Og at det viser sig, at det er den anden Asle, der er fortælleren. Sådan håber jeg naturligvis ikke, at det bliver. Modernistisk på en forudsigelig facon. At det hele blot fortsætter i samme fint slebne, lidt søvndyssende skure.