Norsk mesterforfatter har skrevet en sært flad dagbog om det ene, det andet og det tredje

Dagbogsoptegnelserne i Per Pettersons “Mit Abruzzo” stimulerer tidens nyfigenhed, men ikke så meget andet

Per Pettersons (på billedet) nye værk er skrevet i et dagbogsformat, der nok pirrer nysgerrigheden, men som desværre ikke stimulerer meget andet end nyfigenheden. Sådan skriver anmelder Jeppe Krogsgaard om den norske forfatters nyeste udgivelse, der netop er udkommet på dansk.
Per Pettersons (på billedet) nye værk er skrevet i et dagbogsformat, der nok pirrer nysgerrigheden, men som desværre ikke stimulerer meget andet end nyfigenheden. Sådan skriver anmelder Jeppe Krogsgaard om den norske forfatters nyeste udgivelse, der netop er udkommet på dansk. . Foto: Javad Parsa/NTB/Ritzau Scanpix.

“Fredag den 29. januar. Jeg er otteogtres år nu og har været det siden juli sidste år, den 18. Der er coronapandemi på andet år med alt, hvad det indebærer.”

Sådan åbner Per Petterson “Mit Abruzzo” med undertitlen “Journal 29.1. – 18.07. 2021”. Det er altså en dagbog skrevet over et halvt års tid af den norske forfatter, der har signeret otte romaner og en novellesamling. Alle som én gode, enkelte suveræne, og her har hans mange dedikerede læsere også mødt Pettersons alter ego, Arvid Jansen, i forskellige situationer og livsfaser.

Men det er ikke selvbiografiske romaner, selvom de bygger på Pettersons egne erfaringer. Det er derimod værker, hvor det private er opløst i fiktionen, og som er forarbejdet på sådanne måder, at fortællingerne åbner sig ud mod det almene. Mod læserne.

Nu er det imidlertid slut med det. Som der står tidligt i “Mit Abruzzo”: “Jeg er også færdig med at skrive. Med skønlitteratur. Det føles i hvert fald sådan.” Men da Petterson er et skrivende menneske, begyndte han altså at skrive dagbog. Som på mange måder er det modsatte af romanerne: utilsløret privat, hastigt nedskrevet, uden nævneværdigt blik på tekstens overordnede forløb.

Jeg ville ønske, Petterson ikke havde skrevet den. Eller rettere: ladet den udgive. For nok pirrer dagbogen nysgerrigheden, og nok strøg jeg igennem først den norske udgave og nu den danske oversættelse, hvor Petterson skriver om livet på gården 60 kilometer sydøst for Oslo, hvor han bor med hustruen Pia. Om hans ængstelighed, hans adhd, hans piller, hans hypokondri. Om hans besøg hos psykiateren. Hans problemer med at samle sig om at læse, tovtrækkerier med oversættere, vaccine-stik, korrespondancer med forlag. Hans glemsomhed. Gåture med hunden. Bøvl med vædderen.

Men teksterne stimulerer ikke meget andet end nyfigenheden. Hvordan lever og har den store forfatter det? Aha, han har en diagnose. Aha, han har svært ved at læse bøger færdige. Okay, han har et usundt forhold til den amerikanske kritiker-legende James Wood, der har rost hans romaner i The New Yorker, og som han nu på pinagtig vis forsøger at få en mail-korrespondance i gang med.

Problemet er, at teksterne sjældent rækker ud over sig selv, sådan som de gjorde det i Pettersons “Månen over porten”, hans lille personlige, fintmærkende essay-samling om litteraturens væsen og veje fra 2004.

I “Mit Abruzzo” forbliver teksterne derimod private, peger indad, og selv når Petterson skriver om bøger eller musik, han holder af – Bob Dylan, Natalia Ginzburg – er det sådan. Og at han gennem forfatterlivet har siddet ved siden af den ene eller anden store forfatter og har mødt dén og dén kongelige, bliver sjældent andet end strejf, glimt, halvbagte anekdoter.

Selv møderne med nære venner bliver kun berørt kort, uden reel omsorg for detaljen eller dybden. Det samme kan siges om sproget: Hvor Pettersons romaner er omhyggeligt tilvirkede, og hvor han skriver sig fremad med én perfekt sætning ad gangen, skriver han her – om temperaturen udenfor, bilen som er på værksted, familiefødselsdage i en corona-tid – med en helt anden umiddelbarhed. Men også med en mangel på intensitet, farve og appel.

Det har utvivlsomt været ambitionen for Petterson. At slippe ud af sin stilistiske spændetrøje. Men når de fleste norske kritikere har båret “Mit Abruzzo” frem på panegyriske hænder, må det snarere være et udtryk for national stolthed – Petterson er jo en international stjerne – end for bogens litterære kvaliteter. Og Pettersons norske forlag, det fine Oktober, har her givet efter for det strengt private, det rent selvbiografiske, som tiden ikke kan få nok af, mens Petterson åbenbart har ment, at teksterne var interessante for andre end ham selv. I det ligger en selvovervurdering, han ellers altid har skyet. For hvad skal vi egentlig med en bog om hans liv og flygtige tanker igennem et halvt år?

Jeg læste “Mit Abruzzo” i to stræk. Med nyfigenheden som motor gennem alle 400 sider. Men litterært går teksten i tomgang. Selv om den er skrevet af en af Nordens største forfattere. Skønlitterære forfattere, vel at mærke. Gid Arvid Jansen snart vender tilbage.

Per Petterson: Mit Abruzzo. Journal 29.1. – 18.07. 2021. Oversat af Karen Fastrup. 400 sider. 350 kroner. Batzer & Co.