Norsk novellemester skrev også fremragende romaner. Her er beviset

Kjell Askildsens “Omgivelser”, der omsider kan læses på dansk, er en både alvorsfuld og legesyg kortroman

Norsk novellemester skrev også fremragende romaner. Her er beviset

Seks novellesamlinger. Mere behøvede norske Kjell Askildsen ikke for at placere sig som ikke bare Norges, men Nordens store mester i det korte, fortættede format.

Men Askildsen, der døde 91 år gammel i 2021, skrev fra 1950’erne og op i 1970’erne også romaner. Dem har det fine forlag Batzer & Co sat sig for at præsentere på dansk, og sidste år udkom således den eksistentialistiske “Davids bror” fra 1956, og nu den langt stærkere modernistiske og relativistiske “Omgivelser” fra 1969, som nok er en kortroman, men besidder et kolossalt indre rum.

På en lille ø to sømil fra fastlandet står et fyr og nedenfor ligger et hus og en hytte. I huset bor fyrpasser Mardon, hans hustru Maria og deres datter Marion. De lever et isoleret liv i en skrøbelig balance, hvor farens temperament og drikfældighed, morens længsel og frustration og datterens kønsdrift ikke trigges af noget udefrakommende. Ikke før en mand ved navn Krafft lejer sig ind i hytten. Han viser sig at være forfatter og er en tid rejst fra sin kone i byen for at skrive i fred og ro.

Kraffts ankomst er som en bølge på et blikstille hav, og hans ophold i hytten og færden på øen bliver fulgt af alle i den lille familie. Faren står øverst i fyrtårnet med sin kikkert, moren følger med oppe fra huset, og datteren kan se hytten fra sit værelse, som Askildsen beskriver med sin prunkløse, men også suggestive prosa: “Hendes værelse vender ud mod bagsiden af den røde hytte. En seng, en stol, et natbord, en kommode med tre store og tre små skuffer, et stort billede af en sti som forsvinder under enorme løvtræer, et lille rundt bord.”

Stien som forsvinder ind i skoven er et ledemotiv i romanen. Vejen mod noget andet og uklart: Morens længsel efter et anderledes liv, faren der med ulyst ser datteren nærme sig sin seksualitet og datten selv, som ønsker at træde ind i det ukendte.

Forfatteren sætter alt dette i bevægelse, og det bliver – naturligvis – datteren, der bryder afstanden og går ned til ham, og Askildsen beskriver hende sådan: “Hun stryger lidt hår væk fra øjnene; hun fyldte tyve for ni dage siden, men hun ser ofte ældre ud, en sjælden gang yngre.”

Ordet “ser” er alle vegne i “Omgivelser”, og det samme er blikkene. Tag bare den her passage: “Krafft går op mod huset; Maria ser ham gennem vinduet og går ud på trappen. Han standser et stykke fra hende; de ser på hinanden et øjeblik, nej, længere, men ikke længe; Maria tror det er hende der slår blikket ned, Krafft tror det er ham.”

Askildsen stemmer på den måde historiens alvor mod en legende fortælleteknik, hvor læseren umærkeligt glider mellem de fire karakterer, og hvor vi ikke bare ser, hvad de ser, men også forstår, hvad de tænker om det sete. Sådan lykkes det Askildsen at vise, hvordan virkeligheden og sandheden er forskellig fra menneske til menneske. At alt afhænger af synsvinklen. At vi er som fyrets prismer, der står forskelligt og derfor møder og reflekterer lyset på forskellig vis. Der findes ikke – selvom de fleste på Askildsens pietistiske barndomsegn mente det – én sandhed, men mange. Eller ingen.

Det demonstrerer “Omgivelser”, hvor det formelle står perfekt til det fortalte, og hvor Askildsens tilbagevendende smertepunkter – drift, indre uro, det uforløste i mødet mellem mennesker – folder sig ud og sætter sig dybt. I såvel karakterer som læsere.

Kjell Askildsen: Omgivelser. Oversat af Jannie Jensen. 84 sider. 200 kroner. Batzer & Co.