Klager over bibler på hotelværelser, diskussion om deling af kirke og stat og den aldrig færdige debat om religionsundervisning i skoler. Ateisterne sætter skub i nogle interessante samfundsdebatter, men det er samtidig problematisk, at de fylder mere og mere, mener den norske religionsforsker Erik Thorstensen, der er aktuel i Norge med bogen Ateismekritik om reduktionisme, religion og samfund.
Han arbejder ved Høgskolen i Oslo og Akershus og mener, at den store opmærksomhed, som ateistiske tænkere som Richard Dawkins og Christopher Hitchens har fået gennem de senere år, viser tendenser til en skræmmende dogmatik.
LÆS OGSÅ: Kristne kan og skal spille en samfundspolitisk rolle
Argumentet om, at biologi kan forklare alt, finder jeg problematisk. Jeg bliver skeptisk, når et felt og en række mennesker påberåber sig sandheden om, hvad det vil sige at være menneske. Som når Richard Dawkins siger, at vi ikke har en egen form for bevidsthed i os. Det er en forældet forklaring at lægge alt over på biologien og gøre mennesket til et dyr, mener Erik Thorstensen.
I bogen sætter han fire moderne ateister under lup og går ud over Hitchens og Dawkins i dybden med Sam Harris og Michel Onfrays teorier. Problemet med ateisternes argumenter ligger ifølge Erik Thorstensen i, at de hviler på et meget svagt fundament.
Nyateisterne præsenterer deres projekt som et frigørelsesprojekt. De vil væk fra idéen om den dømmende Gud, som vi mennesker skal frygte. Ateismens sandhed sætter mennesker fri, hævder de. Dog ikke så fri, at du kan vælge at tro. En lignende dogmatik finder vi sjældent uden for glødende fundamentalisters rækker, siger Erik Thorstensen.
Han er selv ateist og mener, at mange ældre ateister som Marx, Nietzsche og Freud formåede at skabe debat ud fra reelle forudsætninger og forstod sammenhængene mellem religion og samfundsudvikling. Derimod udfordrer han nutidens ateister som Hitchens og Dawkins, fordi deres verdenssyn ifølge Erik Thorstensen er endimensionelt og ikke levner plads til tro.
Traditionelle ateister kom med nye, grundlæggende idéer, som rykkede mange menneskers holdning til religion og skabte en sund debat. Samtidig anerkendte de de troendes subjektive virkelighed, og hvilken grundpille tro kan være i et samfund. Der er en tendens til, at nye ateister ikke bidrager med væsentligt nyt. De læner sig op ad gamle teorier og affærdiger alt, der har med religion at gøre. De vil befri verden for religion, men hvis de har held med det, tror jeg ikke, at det giver lykkelige samfund. En verden baseret på Daw-kins evolutionslære, Harris hjerneforskning, der siger, at et menneske er en maskine, og Onfrays hedonisme, der gør mennesket til en nydelsessøgende robot, vil blive mindre frigørende end religionstolerante, liberale samfund, mener Erik Thorstensen og uddyber:
Nyateisterne konstruerer en forestilling om, hvad religion er, og derefter kritiserer de denne forestilling sønder og sammen. De ser religiøses troskab mod Bibelen og Koranen som noget meget håndgribeligt og udelukker, at troende kan se de hellige skrifter som fortællinger om samfundet, og hvordan man bør agere i verden. De hævder, at folk tror uden at tænke og uden at tage aktiv stilling. I religionsforskningen er det et kendt udgangspunkt, at handlinger er lige så vigtige for troende som selve trosforestillingerne. De er viklet ind i hinanden og kan ikke adskilles, siger Erik Thorstensen og illustrerer sin pointe med sammenviklede fingre.
I 2011 besøgte Richard Daw-kins Norge og blev udnævnt til æresdoktor på Oslo Universitet, og hans bog Illusionen om Gud (The God Delusion) har toppet bestsellerlisterne i mange lande. Den store opmærksomhed, som ateisterne har fået de senere år, gav Erik Thorstensen lyst til at undersøge nyateisternes troværdighed og argumentation, og inspirationen til bogen kom efter et besøg i Danmark umiddelbart efter sagen om Morgenavisen Jyllands-Postens karikaturtegninger af muslimers profet Muhammed.
Jeg oplevede, at der var en voldsom debat mellem troende og ikke-troende, som ikke længere udelukkende handlede om ytringsfrihed og respekt for profeten, men som i stedet blev et spørgsmål om religion i det hele taget. Reduktionistiske, ateistiske synspunkter kom til at stå ganske uimodsagte, og det akademiske, offentlige liv manglede et godt svar på kritikken. Jeg ser en tendens til, at hver gang troende åbner munden, bliver de mødt af en ekstremt krigerisk holdning. Det er en skræmmende udvikling, hvor religiøse konstant bliver mødt af kritik. Der er altid snak om, hvilken dagsorden den troende har. Jeg syntes, at der har manglet en grundig gennemgang af ateisternes argumenter og det fundament, de baserer deres udsagn på, siger Erik Thorstensen.
Han er især kritisk over for ateisternes retorik, når de sætter evolutionslæren direkte op over for religion.
Man går ind i en diskurs, hvor det bliver legalt at udpege evolutionsbiologi og religion som direkte modsætninger. Det gør noget ved tænkningen og samtalemåden, som jeg synes, man skal være påpasselig med. Det gælder både for ateister og for troende. Man karikerer religiøse og reducerer dem til nogle, som tror på, at jorden blev skabt på syv dage. Det er fordummende.
Ateisten har ingen Gud, men i Erik Thorstensens analyse af ateisterne ser han visse paralleller til religioner. I takt med at de får mere plads til at udbrede sig i medierne, får ateisterne et fællesskab, der på mange måder ligner det, som gudstroende har.
Jeg har stor sympati for deres sag, for vi har en stat, der betaler penge til kirkesamfund og livssynsorganisationer, og det er en skæv fordeling. Det er en udvikling, som er uundgåelig. Men jeg synes, det er mærkeligt at have en identitet som ikketroende og så alligevel samle sig i et skæbnefællesskab omkring den samme markør: ateisme. Det er meget interessant, når en filosof som briten Alain de Botton foreslår at bygge ateistiske templer, hvor man kan samles omkring livsritualer. Så bliver ateisme på mange måder som et nyt religionsfællesskab, og jeg er sikker på, at vi vil se flere krav om ligestilling med troende i fremtiden.