Eksemplerne på sangskrivere, som har forsøgt sig med romaner, er mange, men kun få af dem er rigtig lykkedes med det.
Der er fine undtagelser som Willy Vlautins ”The Motel Life”, ligesom der er deciderede skrækeksempler som Morrisseys ”List of the Lost”. Den sidste var vi mange, der nærede store forventninger til, men det eneste, den gjorde, var at vise, at gode sangskrivere ikke nødvendigvis er store forfattere.
Derfor er det også interessant at læse norske Jenny Hval, der i en årrække har gjort sig bemærket med en sanselig og særegen popmusik og nu romandebuterer.
Men ”Perlebryggeriet” hører lykkeligvis til blandt de vellykkede forsøg med sin originale, velfortalte historie om norske Jo, der rejser til en by ved navn Aybourne for at studere biologi. Her flytter hun ind i et nedlagt bryggeri i byens udkant, og bryggeriet er kun nødtørftigt ombygget til beboelse – spånplader er sat op som skillevægge. Det er stort set dét – og der er da også kun én anden lejer, Carral, som har opgivet den sikre smag og studiet og i stedet arbejder og læser lumre kærlighedsromaner.
Men den stille Jo og den sensuelle, skæve Carral tiltrækkes af hinanden og indgår i en slags biologisk symbiose, mens bryggeriets vægge og gulve gærer og mugner, og frugter rådner.
Det er Jo, der fortæller historien, hvori hun tydeligvis befinder sig midt i en udforskning af sin seksualitet og krop; af den måde, den reagerer på andre kroppe og udskiller affaldsstoffer og sekreter på.
Der er, sagt med andre ord, en del menstruation og endnu mere urin, der løber ned ad lår og i toiletkummer, mens Jo forsøger at finde en måde at omgås ikke bare Carral, men også naboen Pym, der gerne vil have sex med dem begge og har skrevet udkastet til en roman.
”Perlebryggeriet” indledes genkendeligt og realistisk for så, som underbevidstheden får lov at forme Jos virkelighedsopfattelse, at blive mere gyngende, og som hos Mikhail Bulgakov, Jorge Luis Borges eller Samanta Schweblin udmønter det sig i en sælsom, men stimulerende læseoplevelse.
Og Hval lader det aldrig syre så meget ud, at fornemmelsen af konkreter – kroppene, frugterne, udsondringerne – går tabt. Som her:
”Først havde jeg troet, at jeg var våd af sved, men da jeg vågnede helt, genkendte jeg den stramme, bitre lugt af urin. En tynd, varm stråle mod mit lår fra Carrals krop.”
”Perlebryggeriet” er bestemt ikke en roman for alle, og indimellem kan dens tis, blod, sved, mug og rådnende æbler og lille persongalleri føles klaustrofobisk. Men det er tydeligvis hensigten, og Hval skriver med en imponerende formbevidsthed.
I korte kapitler med overskrifter som ”Guldæblestilke”, ”Mælk og silke” og ”Sporerne” viser hun sig som en sikker stilist, der stemmer den disede historie, der giver mindelser om Sydamerikas magiske realisme, op mod en klar, stram og sval prosa, der fremstår skandinavisk.
Det fungerer, og måden, dele af Jos biologipensum, scener fra Pyms manuskript og historier om byggeriets fortid flyder sammen på, og måden, hvorpå urin og blod bruges til at forbinde det indre med det ydre, ja, bliver et billede på overskridelse af grænser, er ubesværet.
Mens ”Perlebryggeriet” i hænderne på en knap så dygtig debutant var blevet en uvedkommende mærkelighed, er den hos Hval en stærk og stærkt urovækkende læseoplevelse, der viser, at hun er en lige så god forfatter, som hun er sangskriver. Mindst.