Den norske forfatter Carl Frode Tiller har kontor i sin kælder i hjemmet i Trondheim, og dernede i sit ”personlige museum” af bøger, billeder og souvenirer fra fremmede lande har han de seneste år skabt det ene mesterværk efter det andet.
Herhjemme fik han for alvor mange læsere med den prisbelønnede roman ”Begyndelser” (2019), der fortæller et menneskes historie baglæns fra selvmord(sforsøg) til fødsel. Dernæst udsendte han sin roste trilogi ”Indkredsning I-III” med en vidtforgrenet fortælling om et land, en mand og hans omgangskreds. Begge værker gav Tiller en nominering til Nordisk Råds Litteraturpris.
Og senest er Tiller faktisk blevet sammenlignet med både Bach, Ingmar Bergman og Jon Fosse for sin bibelinspirerede fugaroman ”Flugt”, der udkom på dansk i sidste uge til blændende anmeldelser. Også her i avisen får det på flere planer musikalske værk fem stjerner og gode ord med på vejen. For anmelderne er enige om, at romanen er velkomponeret som et klassisk fugaværk og noget så sjældent som en flerstemmig førstepersonsfortælling. Jeg’et i romanen tilhører nemlig skiftevis pianisten Elisabet, hendes eksmand Sakarias og parrets døde søn, Johannes.
Værkets titel ”Flugt” spiller således på, at fuga betyder netop flugt på latin, for stemmerne i romanen flyder ind i hinanden som i en fuga. Og som læser skal man mildt sagt følge godt med, fordi jegfortælleren kan skifte ”solist” midt i en sætning. På den måde har Carl Frode Tiller denne gang skrevet sin roman som en klassisk komponist. Romanen har også ligefrem lånt sin form fra Bachs berømte klaverværk ”Das Wohltemperierte Klavier”, der ligesom juleevangeliet spiller en afgørende rolle i romanen. Men det vender vi tilbage til. For fortællingen i romanen er samtidig også født ud af et gammelt, vågent mareridt, Carl Frode Tiller næsten havde fortrængt.
”Jeg har faktisk været lidt nervøs, fordi jeg med denne roman har skrevet mig ud af min komfortzone i realismen og ud i det metafysiske, men det var nødvendigt for at finde et sprog for det, jeg har oplevet,” siger den norske stjerneforfatter, der stadig bliver berørt, når han fortæller om sit livs måske både mest uhyggelige og underlige oplevelse, der ligger bag romanen.
Et vågent mareridt
Dengang – for over 20 år siden – var han som ung historiker taget på en backpackerrejse til Mellemamerika med en god ven. De var nu kommet til Guatemala og skulle overnatte på et billigt og ret primitivt herberg. Sammen havde de spist aftensmad på en lokal restaurant, men var hverken blevet fulde eller skæve, understreger han, da de lagde sig til at sove sent om aftenen i det usle værelse, de havde lejet.
”Min seng stod nærmest døren,” siger Carl Frode Tiller og tøver et øjeblik, inden han fortsætter:
”Min kammerats seng var ude af syne for mig. Der var ingen vinduer på værelset. Kun en lille rektangulær sprække over døren, hvorfra der slap lys og luft ind. Nu var det imidlertid blevet bælgmørkt. Jeg kan ikke huske, at jeg faldt i søvn, men efter en stund gled jeg ind i det, der nok bedst kan betegnes som et vågent mareridt,” fortæller Carl Frode Tiller og tilføjer, at oplevelsen minder om søvnparalyse, hvor man drømmer i vågen tilstand.
”I mit tilfælde oplevede jeg at være til stede i de dramatiske historiske hændelser, der var indtruffet i området nogle hundrede år tidligere. Nærmere bestemt conquistadorernes massakre af maya-indianerne. Som i min roman ’Flugt’ oplevede jeg alt sammen gennem denne sprække i væggen. Jeg skimtede conquistadorer og maya-indianere, hørte skrig, stemmer, råb, klirren med sværd og så videre. Men allerbedst husker jeg den rædsel, jeg følte. Jeg lå så stille, jeg overhovedet kunne, og jeg holdt vejret så længe ad gangen, som jeg kunne, for ikke at blive opdaget. Og jeg blev mere og mere våd af sved.”
Scenen fortsatte time efter time, fortæller ham. Og han turde først rejse sig, da lyden af klirrende sværd endelig blev afløst af en lyd af klirrende kasseroller fra pensionatets køkken længere nede ad gangen.
”Først da forstod jeg, at lyden nu måtte komme fra pensionatets køkkenpersonale, der var ved at tilberede morgenmad. Jeg har aldrig været så lettet i hele mit liv, men da jeg skulle til at rejse mig op i sengen, kunne jeg høre, at min kammerat brast ud i en form for krampegråd. Sådan havde jeg aldrig set ham før. Det viste sig, at han havde oplevet præcis det samme som mig den nat. Vi talte om hændelsen, som om den var virkelig, præcis som vi ville have gjort, hvis vi havde talt om en indbrudstyv på værelset. Vi var begge ateister, og han var naturvidenskabsmand med en direkte foragt for al form for åndelighed, men ingen af os var i tvivl om, at vi havde haft en reel oplevelse.”
Da de to ateistiske venner var kommet lidt til sig selv, begyndte de dog at bortforklare hændelsen med rationelle forklaringer.
”Måske havde vi bare påvirket hinanden i løbet af natten ved at tale i søvne eller måske havde nogen puttet noget i vores glas på restauranten. Problemet var bare, at ingen af de forklaringer, vi kom op med, var troværdige. Vi ville så gerne finde en rationel forklaring på vores parallelle oplevelse. Men vi kunne ikke. Jeg havde oven i købet forsket i mindehistorie som nyuddannet historiker, så jeg vidste, hvor letpåvirkelig man er. Men jeg forstod alligevel ikke, hvad der var sket for os. Og fordi hændelsen stred imod vores verdensbillede, holdt vi med tiden op med at tale om det, og vi talte ikke om hændelsen i tyve år, for selvom jeg begyndte at arbejde som forfatter, følte jeg ikke, at jeg havde sproget til at skrive om det, før jeg begyndte på ’Flugt’.”
Bach og Bibelen under det hele
I romanen ”Flugt” har det tidligere ægtepar Sakarias og Elisabet også en fælles oplevelse af at se ting, der ikke kan forklares, da de tilbringer julenat sammen, hvor det er, som om en sprække i soveværelset åbner en port mellem de døde og levendes rige, og en sprække mellem vidt forskellige tider og steder. Tidligere det år har de mistet deres fælles søn, Johannes, i en trafikulykke, men nu viser han sig for dem igen, ligesom ”sprækken” i soveværelset fører til andre oplevelser.
Det er ikke tilfældigt, at Sakarias og Elisabet og deres søn Johannes deler navne med Bibelens Zakarias og Elisabeth, der i en sen alder – ligesom Abraham og Sarah – får en søn.
Historien om Zakarias og Elisabeth ligger lige før historien om Maria og Josef i Lukasevangeliet, og Zakarias’ historie handler meget om det, der skal komme. I et profetisk drømmesyn synger han om ”solopgangen fra det høje” og forudser på den måde Jesu fødsel. Men Zakarias kan dog tidligere i bibelteksten ikke selv tro englen, der bebuder den mirakuløse fødsel af hans eget barn, Johannes Døberen, så Zakarias bliver stum, indtil barnet fødes. Og på samme måde kan Sakarias ikke tro sit eget julemirakel.
”I juleevangeliet er Zakarias den skeptiske, og det er Sakarias også i bogen. Han tror ikke på det, han faktisk oplever, ligesom min kammerat og jeg ikke troede på det, vi oplevede i Guatemala. Og det er også det, bogen handler om. Hvordan forholder man sig til det, man har oplevet?”
Romanen handler vel også om sorg?
”Ja, det gør den selvfølgelig. Sakarias og Elisabet reagerer vidt forskelligt på sorgen. Hun begynder at drikke, han dykker ned i alle de små detaljer omkring dødsfaldet. Men de flygter på en måde begge fra sorgen, ligesom især han flygter fra det, de oplever sammen julenat.”
Så det er den anden del af titlen?
”Præcis. Udover fugatemaet spiller titlen jo på alt det, vi kan flygte fra som mennesker. Det er jo ikke kun sorgen, men også det de oplever julenat. Juleevangeliet ligger også ligesom Bachs ’Das Wohltemperierte Klavier’ under det hele, og de to ting spiller sammen. Bach er blevet kaldt den femte evangelist, fordi alt, hvad han skrev, var skrevet til Guds ære. Når jeg har 24 kapitler i romanen, spejler det også først og fremmest de 24 dele af ’Das Wohltemperierte Klavier’, mens mange tror, at de 24 kapitler også peger på juleaften. Sådan glider det hele ind i hinanden. Jeg har faktisk planlagt meget lidt, men pludselig kan man få oplevelser af, at tingene hænger sammen.
Og da jeg begyndte at skrive på det metafysiske plan, så jeg en parallel mellem juleevangeliet og det, der sker i romanen. Det var selvfølgelig et litterært greb. Men man skal kunne læse bogen uden at kende hverken Bach eller juleevangeliet indgående.”
Gud som en kærlig hund
Forfatteren har dog også tænkt både evangeliet og Bachs fugaer ind i selve bogens indhold.
”Bachs musik viser, at alt har en værdi. Hver eneste tone havde en afgørende betydning for Bach, og sådan er det også i min roman. Alt har betydning og en funktion. For det er en central pointe for mig, at enhver har en værdi og mening i sig selv, ligesom alle stemmerne er vigtige i en Bach-fuga. Vi er forskellige som mennesker, men vi fuldender hinanden, så vi skal ikke prøve at lave hinanden for meget om,” siger han og vender tilbage til romanens handling.
Flugt fortæller nemlig også historien om sønnen Johannes, der aldrig passer ind. Han er en transperson, der hele tiden føler sig forkert, fordi han føler sig som en pige og en dreng på samme tid. Faderen prøver forgæves at få en ”rigtig” dreng ud af sin søn, der ikke har lyst til at lege vilde lege i parken.
Den eneste, der møder ham med ubetinget kærlighed, er faktisk hunden Bonzo, som ingen rigtig ved, hvor kommer fra. Men den følger trofast Johannes gennem alt. Og da Johannes ikke må tage hunden med i bussen, begynder han at spille blind for at få den med, og det kommer til at ende fatalt.
”For mig er det et billede på, at Johannes vil lave sig selv om, når han spiller blind, fordi han ikke føler sig elsket, som han er. Men hunden bliver faktisk en slags Kristusfigur, for den elsker ham, som han er. Og det er den kærlighed, som jeg hele tiden vender tilbage til som forfatter.”
Du er blevet sammenlignet med Jon Fosse, som også kredser om kristendom, gentagelser, kærlighed og døden i sine romaner. Føler du dig selv beslægtet med ham?
”Der er faktisk flere, der har sagt, at min stil minder lidt om Jon Fosses. Og det er skønt med den sammenligning. Jeg havde ikke læst Septologien, da jeg skrev bogen, men nu ser jeg også ligheder med den.”
Trilogien, som Jon Fosse modtog Nordisk Råds Litteraturpris for, rimer faktisk også på juleevangeliet…
”Ja, det er da rigtigt. Det er nok 15 år siden, at jeg har læst den, men jeg tror måske også, at vi har nogle fælles inspirationskilder.”
Deler I også troen?
”Nej, jeg er endnu ikke decideret troende selv, men jeg vil sige, at jeg bliver mindre og mindre kategorisk og mere og mere åben. Der var en grund til, at jeg i sin tid tog afstand fra kristendommen, fordi jeg voksede op med en meget mørk version af kristendommen, der kun fyldte mig med skyld og skam, følelsen af aldrig at være god nok og evig frygt for helvede. Min familie var splittet. Halvdelen var ateister og kommunister, og den anden halvdel abonnerede på den strenge kristendom, som jeg endte med at bryde med. Men som voksen har jeg indset, at kristendommen selvfølgelig er mere end det sortsyn, jeg var stødt på som barn. Ellers ville jeg heller ikke kunne have skrevet en bog som ’Flugt’, der trods alt kan læses som en positiv udforskning af det religiøse,” siger han og tøver et øjeblik:
”I mine tre sidste bøger skriver jeg mig ud af en realisme, så de alle har en form for metafysisk eller religiøs dimension. Og det gør jeg jo nok, fordi jeg ikke synes, at videnskaben er tilstrækkelig til at forstå tilværelsen. På den måde er det fristende for mig at sige, at jeg har åbnet mig mod det religiøse i meget større grad, end jeg gjorde før. Samtidig er jeg usikker på, hvorvidt det i virkeligheden snarere er et æstetisk projekt. Men jeg er i hvert fald langt mindre kategorisk, end jeg var før. Og jeg mener også, at kunsten er et sted, hvor man kan finde sprækker ind til det, man ikke forstår.”
Forfatteren tænker sig om et øjeblik, før han svarer på, om romanen har fået ham til at betragte efterlivet anderledes.
”Måske har det faktisk gjort mig mere tryg. Jeg har ikke selv mistet et barn, men som far ville det jo være det frygteligste at bære. Og en underlige oplevelse, jeg har haft, efter romanen blev udgivet i Norge, er, at der er flere sørgende forældrepar, der er kommet op til mig efter mine oplæsninger og sagt, at de selv har oplevet at blive kontaktet af deres døde barn. Det fylder mig med en tro på, at det forfærdeligste ikke har det sidste ord.”