Norske forfattere: Her er forklaringen på succesen for norsk litteratur

Gode støtteordninger har sikret talentmassen i at udfolde sig blandt norske forfattere, mener tre store norske forfattere

Det er nærmest risikofrit at udgive skønlitteratur for forlagene i Norge, siger forfatteren Jon Fosse. -
Det er nærmest risikofrit at udgive skønlitteratur for forlagene i Norge, siger forfatteren Jon Fosse. -. Foto: Leif Tuxen.

Jon Fosse, forfatter

”Det er vel sådan, at der af ikke helt forståelige grunde er perioder, hvor der bliver skrevet meget godt i et land eller indenfor et sprogområde. Jeg tænker for eksempel på tiden lige før og efter Første Verdenskrig, da der på tysk i Donau-monarkiet, og senere med Wien som intellektuelt centrum, opstod en række stærke forfatterskaber, både skønlitterære og andre, som Georg Trakl, Kafka, Musil – og Wittgenstein og Freud – og ikke mindst Rilke. Uden sammenligning tror jeg, at vi i Norge har haft en god skønlitterær periode de seneste år. Det er svært at forklare, men jeg tror, at norske litteraturpolitiske ordninger har gjort det muligt. Den allervigtigste ordning er “indkøbsordningen”, så et vist antal af hver bogtitel bliver indkøbt til bibliotekerne, så det bliver mere eller mindre risikofrit for forlagene at udgive skønlitteratur. Der findes også gode stipendieordninger, der kan give forfatterne ro til at skrive. At norsk litteratur gør det godt i udlandet, har selvsagt også med NORLA og deres støtte til oversættelser at gøre. Men alle sådanne støtteordninger hjælper selvfølgelig ikke, hvis der ikke også bliver skrevet godt.”

Vigdis Hjorth, forfatter

”Det korte bud er, at vi har haft - og stadig har - en stærk statslig litteraturpolitik. Vi har en indkøbsordning, der er unik i verden. Staten køber i snit 1000 eksemplarer af samtlige skønlitterære bøger af god kvalitet. De fleste, der bliver udgivet på de etablerede forlag, er dermed sikret et salg til bibliotekerne. Det betyder, at forlagene ikke tager store økonomiske chancer ved at udgive bøger, som er ”smalle” og ikke har et stort kommercielt potential. Det betyder, at forfatterne kan udvikle sig. Både Herbjørg Wassmo og Karin Fossum, debuterede med smalle digtsamlinger, men er jo blevet store romanforfattere med tiden, som forlagene nu tjener gode penge på. Vi har også en god stipendiepolitik. Et værk som ”Min kamp” er et direkte resultat af den. I bind 6 skriver Knausgård lige ud, at han og familien overlever på grund af stipendet. Det han havde, mens han skrev på sit store værk!

Så ja - succesen for norsk litteratur har nok med noget så prosaisk som økonomi at gøre!”

Jan Kjærstad, forfatter

Måske er talentmassen i norsk litteratur lige nu tilfældig, men den får rygdækning af støtteordninger, siger Jan Kjærstad. -
Måske er talentmassen i norsk litteratur lige nu tilfældig, men den får rygdækning af støtteordninger, siger Jan Kjærstad. - Foto: Leif Tuxen

”Du vil høre de samme forklaringer fra mange: Indkøbsordningen og bogaftalen. Bogaftalen er i øvrigt lige blevet fornyet for de næste to år. Det medførte endda, at fastprisaftalen blev udvidet. Det var der en del debat om, men kulturministeren i Norge forsvarede sig godt. Danmark blev blandt andet trukket frem som et land uden sådan en aftale. Og jeg vil fremhæve en tredje ting: stipendieordningerne. Vi har to større arbejdsstipendier til forfattere - en af staten og en fra Forfatterforeningen. Vi arbejder hele tiden med at få flere arbejdsstipendier, men status quo er også en sejr. I øjeblikket modtager omkring 35 forfattere hvert år et 3-årigt arbejdslegat på 260.000 kroner om året. Det svarer til en halv års løn, men er nok til at skrive på fuld tid for de fleste. Og selvom stipendierne bliver uddelt efter kvaliutetskriterier, er alle godt tilfreds med ordningen, der i praksis også giver en vis udskiftning, og det er svært at pege på uretfærdighed eller kammerateri i uddelingen.

Hvorfor går det godt? Måske er der tilfældigvis lige nu en række talenter i norsk litteratur, og samtidig har de en vis økonomisk rygdækning gennem statlige og foreningsmæssige ordninger.”