Prøv avisen

Norske forfattere sætter standarden

Listen over stærke norske forfattere er lang, men skal man begynde sin udforskning af Norges litteratur et sted, er bøgerne fra Per Petterson, Karl Ove Knausgård, Hanne Ørstavik og Tomas Espedal værd at læse. -- Foto: Leif Tuxen.

Engang kunne man tælle Norges gode forfattere på én hånd, men i dag nærmest vælter det frem med nye, store forfattere. Især samtidsprosaen står stærkt

Norge er det sted i Norden, hvor der i øjeblikket sker allermest på den litterære scene. Island imponerer også ved sin hektiske aktivitet i kunstnerhjem rundt om øens vulkaner, men landet er trods alt så lille, rent indbyggermæssigt, at den samlede produktion er langt mindre end i nabolandet Norge.

For en 30-40 år siden var der vel ikke mange danskere, som kunne nævne navnene på flere end fem norske forfattere. I dag kender de fleste danske læsere langt flere, som de enten selv har læst eller hørt godt omtalt. Min egen liste over norske forfattere tæller følgende navne: Dag Solstad, Per Petterson, Kjartan Fløgstad, Erlend Loe, Tomas Espedal, Karl Ove Knausgård, Jan Kjærstad, Lars Saabye Christensen, Johan Harstad, Tore Renberg, Mattis Øybø, Hanne Ørstavik, Trude Marstein, Jon Fosse, Kjell Askildsen, Øystein Lønn, Thure Erik Lund og Abo Rasul.

Der er mindst to påfaldende træk ved denne navnerække. For det første er der kun repræsenteret to kvinder iblandt 16 mænd. Det skyldes ikke, at jeg i min læsning er specielt sexistisk og foretrækker mandlige forfattere, men simpelthen den kendsgerning, at der er overraskende få kvindelige forfattere i norsk litteratur.

Det andet træk ved navnelisten, som kalder på en overvejelse, er den genremæssige konstans. Alle forfatterne er prosaister, Kjell Askildsen og Øystein Lønn er novelleforfattere, de øvrige er primært romanforfattere. Jon Fosse er foruden prosaist også dramatiker og har fået et kolossalt internationalt gennembrud som dramatiker de senere år. Det forlyder ligefrem, at han i øjeblikket er den mest spillede dramatiker i Europa.

Skal man gruppere listens forfattere og udpege nogle tendenser i norsk litteratur, bliver det følgende tre kategorier: 1) selvbiografi 2) store fortællinger og 3) sproglig opmærksomhed.

Den selvbiografiske bevægelse i norsk litteratur påkalder sig for tiden stor bevågenhed affødt af Karl Ove Knausgårds selvudleverende romanprojekt "Min kamp" i seks bind. Per Pettersons mere formfuldendte bøger er også lagt an på forfatterens biografi, ligesom Dag Solstad, Erlend Loe og Tomas Espedal har skrevet selvbiografiske romaner.

Ved siden af den selvbiografiske tendens finder man de store fortællinger hos Jan Kjærstad, Lars Saabye Christensen og de tre yngre forfattere Johan Harstad, Tore Renberg og Mattis Øybø. De store fortællere gør ikke så meget ud af den enkelte sætnings rytmik, deres fokus ligger i stedet på et langstrakt episk forløb, og de diskuterer gerne moral, politik og religion.

Endelig er der en gruppe af forfattere, som nok fortæller en historie, men for hvem måden, historien fortælles på, er vigtigere end selve historien. Forfattere som Hanne Ørstavik, Trude Marstein, Jon Fosse og Thure Erik Lund er fine stilister med et særlig øre for sprogets musik. Trude Marstein kan fremhæves som en uhyre sprogligt bevidst og menneskeklog forfatter, der senest med romanen "Intet at fortryde" gennemlyser alle momenter ved troløshed i ægteskabet.

Uanset om man er til den ene eller den anden type litteratur, eller man finder glæde og rigdom i alle typer, er den norske samtidsprosa et bekendtskab værd. Heldigvis har vi i Danmark op til flere forlag, der betjener os med glimrende oversættelser, og så er det jo stadig muligt at være et skridt foran alle andre ved at læse den norske samtidslitteratur på nabosproget.

kultur@k.dk