Med udgangspunkt i tidens epidemiske kønskonstruktivisme undersøger norske Geir Gulliksen, hvad det vil sige at være mand, far og feminist i en verden, hvor kønnet er til evig forhandling, men stadig underlagt gamle normer og slidstærke idealer. For hvorfor er det egentlig utænkeligt for en mand at gå ud i regnen med en lille, rød paraply? Og hvorfor vækker det så stærke reaktioner, når en voksen mand fortæller, at han sidder ned og tisser?
Det er spørgsmål af denne let slidte art, der danner omdrejningspunkt for Gulliksens seneste essaysamling, "Hvis jeg var mand", der netop er udkommet i Niels Lyngsøs veloplagte oversættelse fra forlaget Gutkind. Emnet er ikke nyt for den norske forfatter, der siden gennembrudsromanen "Historie om et ægteskab" fra 2015 og senest i udgivelsen "Den jeg skulle blive" fra 2021 har udforsket magtdynamikker mellem kønnene.
Gulliksens kamp med kønnet
Afsættet for samlingens 15 essays er personligt. Gulliksen kæmper med kønnet. Han har aldrig fundet sig til rette med den traditionelle manderolle, som gennem opvæksten var et snævert fængsel for ham. I samlingens vel mest centrale essay, "Feminismens betydning i en mands liv", hedder det:
”Verden lukkede sig omkring mig, nej, det køn jeg var blevet født ind i, lukkede sig omkring mig, som en spændetrøje af kød, sejt mandekød med en svag em af pis og nedarvet frygt og had.”
Simpelthen. Det mandlige er noget med gammelt pis og nedarvet had. Noget latterligt skrøbeligt og forældet. Og således min første anke mod samlingen: denne (selv)hadske grundtone, denne voldsomme og i sig selv stereotype stereotypisering af det maskuline, der gør det vanskeligt at tage Gulliksens essayistik alvorligt. For ligesom Gulliksen væmmes ved den "typiske mand", ligeså trættes man ved det poserende flagellanteri, det selvgode; se, hvor dygtig en feminist jeg er. Hele tiden.
Egentlig er det et sympatisk projekt, Gulliksen er ude i, når han forsøger at udvide forståelsen af og råderummet for det mandlige. Når han holder kunstens kollektive billeder af køn op imod hinanden og viser, hvordan kvindeportrættet er anderledes rummeligt og fleksibelt, hvorimod den mandlige pendant er stiv og udsigtsløs. Men når Gulliksen hævder, at manderollen ikke har gennemgået nogen nævneværdig udvikling siden 1950’erne, tager han fejl. At der er mange måder at være mand på, må efterhånden siges at være en sandhed på krykker. Hvad Gulliksen ydermere synes at overse, er, at han med sin sort-hvide kønstegning genskaber en stiv og forældet karikatur.
Neandertalermanden, der dækker over en indre usikkerhed ved barnagtigt at holde fast i en forkrampet maskulinitet, er en kliché, der for længst er belyst fra alle tænkelige vinkler. I sin iver for at demonstrere den mandlige kastrationsfrygt som en grinagtig sårbarhed bliver Gulliksen selv firkantet og frygtsom i sin tænkning. ”Jeg vil ikke være enkel,” skriver han om opgøret med billedet af den "typiske mand", men bliver jo netop det: enkel. Træder han ikke direkte i favnen på en anden og i vor tid langt mere udbredt stereotyp: den selvforagtende mandefeminist?
Glimtvis selverkendelse
Man ser det ikke straks, for Gulliksens essaystil er sympatisk tilbagelænet, causerende, tilstræbt åben. Det er ikke desto mindre krasse udfald mod manden i almindelighed og det mandlige i særdeleshed, der bringes til torvs under den tilforladelige fernis. Et sted beskriver han en scene med en overvægtig lastbilchauffør i samtale med en politibetjent som udtryk for en typisk maskulin herskerteknik. Lastbilchaufføren er blevet beordret ind til siden, hvor han troner i al sin fedme i førerhuset og kigger nedladende ned på betjenten på vejen. For Gulliksen er optrinnet et eksempel på, hvordan mandekroppens volumen, muskler og skæg er en selvbeskyttende rustning, der aktivt bruges i dominansen af de andre. En lovlig fordomsfuld og ensporet tolkning af situationen, må man synes. Fedme som maskulin aggression – hvad mon en tykaktivist ville sige til det?
Der er i det hele taget en nonchalant mandeforagt til stede, som måske synes progressiv, men er det modsatte. Ser man imidlertid bort fra de problematiske nedrakninger af manden, hans krop, køn og iboende svagheder, får man også øje på passager, hvor det lykkes forfatteren rent faktisk at nuancere samtalen om køn, kærlighed, faderskab og det mandlige. Når han glimtvist succesfuldt formår at træde ud af sig selv, sin egen position i samtalen, og se med et oprigtigt selverkendende blik på hangen til at lægge afstand til den traditionelle mandlighed som bare endnu en forfængelig rolleleg.
Bedst er dog samlingens afsluttende essays. Her lader han attituderne falde i ægte, hudløse beskrivelser af fader- og sønnerollerne. "Da jeg var min fars søn" er en dyb og bevægende fortælling om det brydsomme forhold til den far, han aldrig nåede at komme tæt på, før han var væk. Og i "Vi klarer det alligevel" er det den voksne skilsmissefar, der lavmælt og inderligt indfanger faderskabets evige afskedssorg. Vi ser her, hvorfor Gulliksen er en god forfatter. Og vi ærgrer os over, at han brugte så mange sider på det bombastisk forenklede og jævnt tænkte.
Geir Gulliksen: Hvis jeg var mand. Oversat af Niels Lyngsø. 180 sider. 249,95 kroner. Gutkind.