"Jeg kan mærke mine hjerneceller dø," skriver den frygtede killer-kritiker Paal Løchen. Han har netop taget plads på Nationalteatret i Oslo. Klar til at slagte. Mens det eneste, han inderst inde drømmer om, er at mærke en overvældelse, der kan lukke munden på selv en hjernemand som ham. Nå ja, så drømmer han også om en af de kvindelige skuespillere. Men det er en lang historie.
Og lang er den, norske Jan Kjærstads seneste roman, "En tid til at leve", der udkommer på dansk i dag. Ikke på grund af de godt 360 velskrevne sider. Kjærstad sætter sjældent et komma forkert. Alt er tænkt igennem, lidt for tænkt efter min mening, men flugtende gennemført. Så ikke derfor. Men fordi romanen trækker tråde og trådnet i så uendeligt mange retninger.
Stilladset er som følger: Vi møder 12 personer (disciple uden Gud?), der alle sammen er til premiere på Nationalteatret i Oslo, hvor man nyopfører Henrik Ibsens (hvem andre end Ibsens?) klassiske drama om Hedda Gabler. De 12 diffunderer forbi i hver sit kapitel, som figurer på en scene. Hver med deres historie, hver med deres grund til at være netop der, netop nu. Nogle kender hinanden, andre er bare forbipasserende i hinandens liv.
Ud over en skyldtynget skolelærer, den omtalte kritiker og en forførerisk influencer møder vi her en forfatter, der på flere måder giver os nettrådenes afgørende nøgle. Før tæppet går, sidder han således og mangler den sidste brik i sin roman. Så ser han en tom stol, og det hele falder på plads. For det er jo tomheden, der er nøgleordet. Det sted, hvorfra alt og intet kan fortælles. Ligesom hullet efter et menneske, som forlader salen – eller dør.
Det med tomheden (og døden) synes at være en forbindelseslinje mellem personerne – at de aldrig rigtig sætter sig på stolen, livets stol, kunne man banalt sige; men lader impulser og tilfældige vendepunkter styre sig. Understreget af Kjærstads egen sprogtone, der vibrerer et ubestemmeligt sted mellem alvor og ironi.
Vrede mod uvirkeligheden er der heldigvis også. Lagt i munden på en ung pige, der kommer til teatret med et håb og et råb om at ændre verden. I en stærk og syret lille sekvens, en af romanens bedste, rejser hun sig midt under forestillingen
Hovedrollen har dog de to skuespillere på scenen, Hedda Foss, som skal spille Hedda (igen denne sammenblanding af illusion og liv) og Henrik Adler. Et par, der privat har brudt med hinanden, men har indgået en pagt. For at komme ud af en stigende livslede og desillusion og for at blive husket længere, end projektørlyset er tændt, vil de erstatte den attrappistol, stykkets Hedda skal begå selvmord med – med en ægte.
Det bliver noget af en gyser. Og da pistolen endelig går af, i øvrigt med statsministeren siddende på første række, er vi blevet holdt i spænding fra første side. For det kan han også, Jan Kjærstad. Skabe en thriller, der killer.
Jan Kjærstad: En tid til at leve. Oversat af Camilla Christensen. 368 sider. 299,95 kroner. Gyldendal.