Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Bog

Jon Fosse cirkler, dvæler – og keder

3 stjerner

Den anden bog i Jon Fosses planlagte syvbindsværk udfordrer tålmodigheden

Det er ikke altid nemt at indrømme, at ens favoritforfatter har skrevet en skuffende bog. Man vil jo det bedste, ønsker endnu en stor læseoplevelse og, ja, at bevare beundringen. Men efter at have læst andet bind i Jon Fosses planlagte syvbindsværk er det dér, man må ende. I en slags modvillig skuffelse. For bag sig har Fosse tre af de bedste bøger, man kan forestille sig, nemlig ”Andvake”, ”Olavs drømme” og ”Kveldsvævd”, der er små af omfang, men med et kolossalt indre rum.

Derfor lød ”Det andet navn. Septologien”, som det igangværende værk hedder, som flere og måske endda endnu større oplevelser. Og det første bind bevægede sig ind i velkendt Fosse-land med sin fortælling om maleren Asle, der efter hustruens død bor alene i huset i det afsondrede Dylgia og kun omgås naboen Åsleik og galleristen Beyer, som udstiller hans billeder i Bjørgvin – et andet ord for Bergen.

Men der er også en anden Asle, der bor i Bjørkvin og ofte går under i druk og er en slags alternativ udgave af hovedkarakteren Asle. Et udtryk for, hvordan hans liv kunne være gået under andre, mere uheldige omstændigheder.

Dobbeltgængermotivet og formen – Fosse skriver historien ud i én lang punktumfri sætning – var lovende, og man kunne håbe, at det hele ville løfte sig fra udmærket til fremragende i bind to. Men her viser den træghed og omstændelighed, der tegnede bind et, sig at være endnu mere udtalt, og den alkoholiserede Asle, der i første bind kom på hospitalet, når vi aldrig frem til.

I stedet dvæler maleren Asle ved sit maleri af to streger, der krydser hinanden – som livet og døden, fiktionen og selvbiografien, troen og tvivlen – og lader tankerne glide baglæns, mod barndommens bondeland, hvor han og søsteren gik ture på steder, moderen havde forbudt dem at gå. Ned til vandet, ned til fjorden, hvor nabodrengen druknede. Asle sagde trods kraftige advarsler også ja til en tur i en vis skaldepandes vogn, hvor et overgreb fandt sted, uden at drengen helt var klar over det.

Hvor der er noget næsten distræt over beskrivelsen af overgrebet, er der anderledes nærvær over ordene om drengens drukning, hvor moderen, ”på en eller anden måde fik ham med sig ind på land og løftede ham op, og holdt ham mod brystet”.

Man ser det for sig. Det er næsten ikke til at bære. Men ellers var den store udfordring med ”Det andet navn. Septologien II” faktisk at holde interessen. Man kan naturligvis mene, at der er noget velgørende ved en bog, der dvæler og cirkler og på den måde stiller sig i opposition til vor tids hektik og plotsyge. Men det er svært ikke at være enig med Informations anmelder Erik Skyum-Nielsen, der efter at have læst andet bind kaldte Fosse for ”Norges store langtærskende drøvtyggerprosaist” og bogen for ”EM i tomgang”.

Jeg har for stor veneration for Fosse til at bruge den slags ord, men stilstanden og formen, den uendelige sætning, virker også som kedsommelig og udvendig modernisme.

At Fosse kan skrive, burde dog være indlysende for enhver, og der er passager i bogen, der flittigt benytter sig af talesprogets ”og” og ”ja”, som lyser op. Men overordnet fremstår bind to som ventetid inden bind tre, hvor Asle – forhåbentlig! – får opsøgt den anden Asle på hospitalet.

Et nyt bind i en serie kaster altid lys baglæns og ændrer det allerede læste. Det håber man virkelig er tilfældet her.