Bliver det mon nogensinde jul i år? Ikke hvis det står til den nyslåede borgmester i Gammelby, en spidsborgerlig stivstikker af en købmand, der har alt for travlt med at bekymre sig om sit gode fragtskib ”Haabet” til at bryde sig om julestads og den slags sentimentalt sludder. Men mens den stundesløse borgmester giver den som en anden Ebenezer Scrooge, allierer børnene sig med drillenisserne på loftet – og så kan det nok være, at piben får en anden lyd, og alle ender i fordragelig dans om juletræet.
Det er ikke historien, der er det stærkeste kort i denne opsætning af den kendte tv-julekalender fra 1979. Konflikten er den for genren så forudsigelige; julen er truet, og nu er det op til artige børn og drilske nisser at redde den. Ikke desto mindre formår man på Folketeatret at skabe en uimodståelig, sødmefyldt juleforestilling med vellykket forvekslingskomik og næsten kitschet Morten Korchsk gammelverdensidyl.
Opsætningen er dejligt klassisk og uden forkrampet aktualisering eller pædagogiske pegefingre. I den gamle købmandsbutik hænger spegepølser og tunge træsko fra loftet, mens den skummende øl tappes direkte fra tønden. Og i borgmesterstuerne har man indrettet sig efter den gode guldalder-højborgerlige stil. Men det er ikke kun scenografien, der er altmodisch. Også skuespillet er af den gamle folkekomedieskole. Her er tempoet højgearet, og der spares ikke på de ekspressive farcefagter og falden på halen. Og nok kan det være vanskeligt at holde af den hyperkække og overtydelige komediestil, men det lader ikke til at genere børnene blandt publikum, der hopper i sæderne af ren begejstring og indlevelse.
Bedst fungerer det dog for de af skuespillerne, der går lidt mere naturalistisk, knap så eksalteret til værks. Søren Hauch-Fausbøll er en gave som notorisk forvirret og elskelig borgmestergnavpot. Han er aldrig så streng, at vi ikke holder af ham, og alligevel er den gamle gniers modstræbende overgiven sig til juleglæden overbevisende formidlet. Også Troels Malling har godt styr på sin Severinsen, krambodens sympatiske butiksbestyrer, der undervejs forelsker sig i kokkepigen Karoline, mens Clara Ellegaard er en handlekraftig og egenrådig borgmesterdatter med stovt mine og ordet i sin magt. Som bissekræmmer Kresten lykkes det Dan Schlosser at føje ganske fine nuancer til sin lille karakter, der desuden sørger for forestillingens historietime om juletræets indførsel i Danmark.
Men allerkærest er nu nissebørnene. Med ål i de tykke sokker og uimodståeligt klædt i gammeldags, uldne nissedragter danser de omkring på loftet og driver gæk med hele købmandsgården, så øllet bliver surt, dørene går i baglås, og mønterne forvandles til sten.
I Gammelby skorter det hverken på biedermeiersk feel-good eller fjollede optrin. Og alligevel lykkes det Folketeatret at skabe gedigen, opbyggelig familieunderholdning for store og små – dog mest for de yngste. Et gennemført univers med levende musik fra et velspillende tremandsorkester i teatergraven, og en indtagende lillebyscenografi sørger for, at julefreden sænker sig over den gamle købmandsgård, og ingen julehjerter lades kolde.