"Plejeplan for Lydia, stod der øverst. Det var forskellige notater, såsom "Lydia bliver urolig, hvis ikke morgenbakken er klar, når hun har fået tøj på". Plejeplan? Bliver urolig? Hvem har lagt det stykke papir her? Jeg forstod det ikke, og jeg ringede til min datter. Jeg kom til at grine, da jeg beskrev planen for hende. "Har du hørt noget så underligt? Hvordan tror du den er havnet her?", sagde jeg, vis på hun ville more sig lige så meget og undre sig sammen med mig. "Jamen mor!", sagde hun. "Det er jo hjemmehjælpens."
De 22 noveller i Pia Juuls forrygende samling "Dengang med hunden", hvor citatet er hentet fra, fremviser alle en lille del af en større helhed, et forhold, som oftest ikke er gået op for de personer, der fortæller de særprægede historier.
Lydia er en ældre kvinde, der har svært ved at få overblik i sin tilværelse, men det sidste finder læseren faktisk først ud af, da den famøse "plejeplan" sprænger den virkelighedsforestilling, novellen har bygget op. Man møder nemlig Lydia, mens hun fortæller om et sammenhængende liv, der begynder ved den tidligste barndomserindring. En erindring om en tante, der døde, da Lydia var under to år, og frem til at hun glæder sig over ikke at have forfaldet så meget som de to svigerinder, datteren netop har været ude at besøge. Plejeplanen er den begivenhed, der modstiller hendes egen livsfortælling med den virkelighed, hun faktisk lever i, og som krænker hendes selvforståelse.
Og krænket selvforståelse er omdrejningspunktet for de 22 noveller, hvor man møder skolepigen, der egentlig synes, hun har det fint med sine klassekammerater, indtil den dag, hendes ellers så flinke lærer beder dem skrive op, hvilke andre elever de foretrækker at arbejde i grupper med, og bagefter offentliggør deres lister. Konen hvis nabo myrdes, og som midt i sin forfærdelse finder en blodig økse i vasketøjet. Kvinden som selvtillidsfuldt aftaler at mødes med eksmanden, og lader sig overtale til at skrive en lejlighedsang til ekssvigerindens fødselsdag. Pigen der overværer, at hendes far bliver bagtalt hos den lokale købmand. Og fotohandleren, der laver et hav af forstørrelser af en mand på en tagryg og først bagefter finder ud af, at manden på billedet er blevet fotograferet øjeblikket før, han faldt ned fra taget og slog sig ihjel.
Men det er mere end handlingen, der tager uventede drejninger i novellerne. Det er selve sproget, der pludseligt står i opposition til virkeligheden, eller, som det opleves i novellerne, virkeligheden, der står i opposition til sproget.
Den korte og koncise stemmeføring i novellerne, som skaber et nuanceret og ikke mindst troværdigt billede af et levet liv, snigløbes af en anden sproglig plan, eksempelvis en plejeplan, og man opdager, hvordan virkelighed og sproglighed er forviklet i og forskudt i forhold til hinanden. Disse brud eller krænkelser opleves onde, men ofte også morsomme. De skarpe historier tynger ikke sin læser med vægtige eksistentielle motiver, men bliver hængende, som irritationer i bevidstheden, der pirker til vores egen selvforståelse.
Med "Dengang med hunden" – som ingen af novellerne i øvrigt hedder – føjer Pia Juul stemmer og sider til et i forvejen bemærkelsesværdigt forfatterskab og placerer sig som en af tidens mest markante prosaforfattere.
Pia Juul: Dengang med hunden. 192 sider. 238 kr. Tiderne Skifter