Prøv avisen
Bogen i tiden

Noveller om familie og fællesskab deler anmelderne

Debutanten Emma Bess vækker opsigt med novellesamlingen ”Mødre, søstre, døtre” om de svære, nære relationer, der er skrevet i et sprog, som anmelderne både elsker og tager afstand fra

Det er enkle og genkendelige hverdagsscenarier, man møder i de otte noveller, der udgør Emma Bess’ debut. En tur i svømmehallen eller til stranden. Eksamenslæsning eller sidste skoledag. Fortalt fra et kvindeligt perspektiv, uanset om det er barndomsportrætter, fortællinger om unge kvinder eller om at blive forælder.

Det er tit i netop disse overgange fra et sted i livet til et andet, at der sker noget, siger Emma Bess i et interview i Kristeligt Dagblad:

”Hver ny fase i livet er et sørgmodigt chok, fordi man hele livet tager afsked med det velkendte, når man går fra barn til teenager til voksen og fra voksen til forældre. Og min egen erfaring er, at man aldrig føler sig helt klar.”

Novellerne i ”Mødre, døtre, søstre” handler om de nære relationer, om de stærke bånd og skiftende følelser i familier, om bevægelsen mellem intimitet og pludselig afstand – og om længslen efter at komme helt ind til dem, man elsker. Og netop relationerne og fællesskabet er afgørende for Emma Bess:

”I samfundet er det, som om subjektet kommer først, og så kommer fællesskabet. Det er en idé, som er vokset frem gennem den europæiske idéhistorie, men det strider mod alt, hvad jeg selv sanser og registrerer. For jeg forstår først og fremmest mig selv som en del af et fællesskab, og det er også der, at jeg føler mig mest frisat. For det er ensomt kun at betragte sig selv.”

Samtlige anmelderne noterer sig, at Emma Bess’ noveller er kendetegnet ved en stædig sarthed, en sårbarhed, en sensibilitet og et sprog, der er styret af associationer og tankestrømme snarere end egentlig handling. Men de er ikke ganske enige om, hvordan denne sansestyrede prosa virker. Bliver novellerne for lukkede om sig selv? Eller kryber de ind under huden og giver læseren næsten fysiske fornemmelser i kroppen?

Hos Morgenavisen Jyllands-Posten lægger anmelder Katrine Sommer Boysen sit lod i den første skål og giver tre stjerner til den forfatterskoleuddannede debutant. Hun mener, at Emma Bess skriver ”fine og lovende, men lige vel pæne noveller om kvinderelationer”, og at hendes styrke ligger ”i balancen mellem den apatiske hverdag og de store, skelsættende begivenheder”. Men novellerne folder sig aldrig rigtig ud for Katrine Sommer Boysen, og hun konkluderer derfor, at man af og til godt kunne ønske sig, ”at Bess dirigerede os lidt tydeligere på vej i de meget sarte tekster. Det ville måske også have givet novellerne en lidt anden slagkraft, og Bess ville have undgået, at de lukker sig helt så meget om sig selv, som tilfældet er”.

Heller ikke i Weekendavisen føler anmelder Linea Maja Ernst sig for alvor lukket ind. Hun finder Emma Bess’ passager med stream of con-sciousness ”akavede” og ”indforstået indadvendte” og konkluderer:

”Desværre er det ofte ærgerligt glædesløs, sukkerkold prosa, der kommer ud af den her insisteren på at lukke personerne inde i sig selv, på at de ikke må meddele sig til andre, kun kvække hæmmet, mens deres tanker i stedet bombarderer læseren. Det er formelt insisterende, men det er ikke særlig skønt at læse.”

Det er Alexander Vesterlund imidlertid langtfra enig med hende i. Han kalder nemlig Emma Bess’ debutnoveller for sikre og suveræne og anmelder dem til fem hjerter i Politiken under overskriften ”Det her sprog burde ikke kunne findes”. Og det sprog, som Linea Maja Ernst slår sig på i Weekendavisen, læser han ganske anderledes. Han læser nemlig det mulige i novellernes sprog som ”fornemmelser i kroppen, inderlige sansninger og forbindelser, der får et sprog og en plads”.

Og han konkluderer, at Emma Bess satser stort, men slipper heldigt fra det:

”Det er ikke en let streg, Emma Bess tegner med. Stregen føles tegnet op igen og igen. Hendes noveller har ikke nemt ved at være noveller. De ligner på en måde små romaner, der heller ikke kunne blive romaner. De suser rundt i mærkelig, men alligevel meningsfulde former for kausalitet, det, der kommer, har ikke nødvendigvis noget at gøre med det, der lige var. Alt er i flygtig forandring, flere begivenheder kan finde sted på én gang.”

I Information er det også kroppen og det sanselige, som Kristin Vego fremhæver i sin overvejende positive anmeldelse, omend hun er mindre sikker end Alexander Vesterlund på, at det altid er lige vellykket:

”Prosaen er forankret i kroppen, og novellernes små handlingsrum er ofte udgjort af det, de kvindelige hovedpersoner kan se eller mærke på huden: døsig sommervarme eller koldt vinterhav, sult, slaphed eller et lille barns tunge. Stilen er til tider klar og elegant (…) Andre gange kan billederne blive så omstændelige, at det er svært at se for sig. Beskrivelsen af, hvordan en person sidder i græsset, eller hvordan man lukker et øje – det kan næsten blive for detaljeret, mere sprog end handling.”

Men i Kristeligt Dagblad er Iben Tandgaard ikke i tvivl. Hun giver fem stjerner til novellerne og roser den blot 28-årige forfatters mod til at gå helt ned i det mest hemmelige og tabuiserede. Hun skriver, at novellerne er en ”genial afsøgning af den voldsomhed, der også ligger i en families indre rum” og læser således ”Mødre, døtre, søstre” mere tematisk end de andre anmeldere, når hun konkluderer: ”Hendes fantastiske, tætte og sanselige novellesamling demonstrerer, at Familien, dette fejrede ideal, denne sikre havn, også er et rum for hemmelighed, nærhed og rædsel.”

I ”bogen i tiden” skriver vi hver fredag om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig, aktuel bog eller om en debat, som en eller flere bøger har rejst.