Noveller til dansktimen

Julia Butschkows noveller har slagkraftige og spektakulære plots, men savner psykologisk kompleksitet

En midaldrende kvinde fantaserer om at slå sin utro mand ihjel.

En studerende er ved at udfolde sine pædofile lyster i en amfetaminrus, hvor han onanerer i et krat bag en børnehave, og har efterfølgende selvmordstanker.

En ung pige pisser på en grav, hvor en mand, der antageligt har misbrugt hende, ligger begravet.

Sådan lyder handlingen i en række af Julia Butschkows noveller fra samlingen ”Granit”, og man kan roligt sige, at der er tale om effektfulde plots, der vækker eftertanke, og om noveller, der er som skabt til en dansktime i skolen, hvor et afgørende kriterie for et stykke litteraturs anvendelighed er dets evne til at lægge op til en diskussion blandt eleverne.

Når man alligevel kan have forbehold over for Butschkows novellers kvalitet, skyldes det, at de ofte er for skematiske og mangler kompleksitet i deres person- og miljøbeskrivelser.

Vi møder de typer, som er velegnede til et godt tv-spil, kunne man sige: Den ensomme og syge pensionist, hvis eneste glæde er hendes apotekers smil, den aldrende mand, der opdager pornografien på internettet efter sin kones død, den transseksuelle og den pædofile, der selvdestruktivt bedøver sig i rusmidler.

Det er kort sagt i mange tilfælde noveller, som er så opsatte på at levere en slagkraftigt historie, at der bliver for lidt plads mellem linjerne til, at den læsende kan blive fascineret af det uudsigelige og flertydige, som i sidste ende er den gode litteraturs brændstof.

Der er dog i hvert fald to af novellerne, der skiller sig ud fra den lidt stereotype dansktimelitteratur, hvor der kun i ringe grad eksperimenteres med genre, synsvinkel, komposition og stil.

Den ene novelle, der bærer titlen ”Eventyr”, indledes som en traditionel psykologisk novelle om en kvinde, hvis mand er hende utro, men overrasker i sin afslutning totalt læseren ved at glide over i en karikeret pornohistorie.

Da hovedpersonen skal på date i Tivoli hører vi:

”Akkurat inden for hovedindgangen, da vi passerer forbi Pantomimeteatret, begynder han at fortælle mig om sine erfaringer på sexfronten. Han er til rollespil og har tidligere ageret både læge og fitnessinstruktør og politimand i diverse sexlege, betror han mig, og når han taler, er det med glimt i øjnene og en ro og naturlighed, der gør, at jeg føler mig helt tryg og i gode hænder.”

Den anden glimrende novelle, der hedder ”Nu letter vi”, beskriver en ung piges traumatiske seksuelle debut på en charterrejse til Gran Canaria og hendes families reaktion på det overgreb, som pigen har været udsat for.

Der er her ikke som i de fleste andre fortællinger tale om et spektakulært plot, men til gengæld en uhyre indfølt beskrivelse af en kompleks psykologisk konflikt.

Havde de øvrige noveller været lige så gode, som de to ovennævnte, havde ”Granit” været en fremragende bog. Det er de dog ikke. Men måske bliver de det i et kommende værk af Julia Butschkow.