Prøv avisen
Årets gang

November-blues: Det har danske digtere skrevet om november

illustration: Rasmus Juul

November er regn, blæst, mørke og en sikker vej til depression – man hører vinteren kalde

Der er ikke meget pænt at sige om november. Skal man tro danske digtere, så er der ingen grund til at dvæle ved den, og de færreste har da også gjort det. Det er en måned, der er alt for meget af, og som bedst egner sig til at bliver sprunget over, så dagene igen kan begynde.

November bliver ikke regnet for noget og er alligevel alt for meget. Henrik Nordbrandt er vel den, der med størst foragt har skildret den ulideligt lange måned i sin gennemgang af det danske år:

Året har 16 måneder: November

december, januar, februar, marts, april

maj, juni, juli, august, september

oktober, november, november, november, november.

Så lang er november, at den må næves fire ekstra gange. Meget bedre bliver det ikke, når Peter Laugesen skriver i ”Novemberstykke”:

Den tykke lugt hænger overalt i skyerne og opløses kun i græsset om morgenen, i det triste øjeblik, hvor alt er smukt. Dagen kommer overhovedet ikke ind i billedet på noget tidspunkt.

Ikke engang Dan Turèll, der ellers var mand for at finde det positive i mørket, kan rigtig finde takten i ”Efterårs-Blues”:

Det er efterår

efterår med denne lugt af svulmende æbler og svulmende ælde

og storby natregn plaskende mod læderfrakker

og tusinder af farvel’er i luften

og alle på gaden går lidt hurtigere end i sommer.

Det er efterår over det hele

(..)

antallet af halstørklæder stiger hver eneste dag

støvler og sweatere kommer frem og er lidt underlige til at begynde med

flere og flere stemmer hoster hæst i telefonen

de handlende er allerede begyndt på juledekorationerne bag kulisserne

folk går mindre i byen og drikker mere kaffe

og det er infamt mørkt det mest af dagen –

Det bliver kun til mørkt med mørkt på. Kulde, fremmedhed, forladthed og afsked som i Søren Ulrik Thomsens digt ”Afsked”:

Snart maser nattens gletcher

parkerne tomme –

kroppene drejer mod kulden

spredes i gadernes væv

Forvinder i lygternes faldende hvidt;

genkender ikke hinanden

i lukket november.

Hvis ikke alle blade er faldet til jorden i begyndelsen af november, kan man måske undre sig sammen med Rasmus Nikolajsen og hans efterårsdigt ”Hvad skal vi med al den skønhed?” (2018). Man må give sig hen, for ”man kan jo ikke dæmme/ op for efteråret, se blot/ hvor smukt ahornbladet lader/ dødsangsten lyse i sig”.

De faldende blade giver Nikolajsen mindelser om en vens selvmord i den netop forgangne sommer. Vennen lod sig selv falde, mens Nikolajsen fortsætter og forsøger at finde ud af, hvad alle de faldende og faldne blade er et billede på. ” (…) måske er det kun tilsyneladende at de// faldende blade søger mod/ ensomheden, måske søger/ de et andet fællesskab”, tænker han. Og så er ”bladenes dødsdans” også en måde ”øve sig på trinene/i ens egen død”.

Hvad skal vi med al den skønhed? Tja, den er hurtigt overstået, og lidt inde i november er det også definitivt slut med den.

”Mørk er november og løvfaldet slut. (…) da må vort hjerte selv lyse”, skriver Thorkild Bjørnvig. Hvis det ellers kan selv i denne verden. Og hvis ikke man siger verden helt farvel, fordi ens sjæl slet ikke hører til her. Så bliver det som St. St. Blicher synger i ”Præludium”:

Sig nærmer Tiden, da jeg må væk!

Jeg hører Vinterens Stemme;

Thi ogsaa jeg er kun her paa Træk,

Og haver andetsteds hjemme.

November er den første flig af vinteren. Den er mørk og grå og befinder sig i dybet mellem efterårssolhverv og vintersolhverv. Det bliver kun mørkere og mørkere og alene troen eller håbet om endnu et forår kan bære os igennem.

Omkring den første dag i hver måned causerer litteraturanmelder Lars Handesten over, hvad danske digtere og forfattere har sagt og skrevet om den pågældende måned.