Prøv avisen
Sang&salmer

November går tungt gennem byen

Adventstiden står for døren. Foto: ritzau/Mikkel Khan Tariq

Efteråret og kirkeåret, der begge lakker mod enden, rummer adskillige smukke sange og salmer med både tyngde og håb, hvormed vi kan synge os lige ind i adventstiden

Blandt årstidens sange skal nævnes Højskolesangbogens ”Mørk er november”, der handler om årstidens tiltagende mørke og om verdens og menneskers mørke.

Thorkild Bjørnvig skrev sangen i 1959 i skyggen af den kolde krig, men netop når lyset trues, ”må vort hjerte selv lyse”, og vi må vise, at ”legen er magt”, som Bjørnvig skriver – i Højskolens ånd. Selv hvor der ”svæver dødelig dræ” (en henvisning til atomkrigens radioaktive skyer) ”vil vi dog elske – og plante et træ”. Således rummer sangen også en henvisning til (den usande) legende om Luther, der vil plante et træ for derved at trodse den forestående Dommedag.

Hvor Bjørnvigs sang kondenseres til et enkelt vers, bruger Grundtvig ni vers på at beskrive kampen mellem lys og mørke i en anden klassisk efterårssang/salme, nemlig ”Skyerne gråne”. I mange år var det en sang, der levede i diverse sangbøger, herunder højskolernes, og først i 2002 blev den optaget i Den Danske Salmebog – ifølge Jørgen Kjærgaard for at tilskynde til brug af salmebogen også uden for gudstjenesten. Der er da heller ikke tale om en salme i klassisk forstand, skrevet, som den er, op til Treårskrigen 1848-50, hvor så meget stod på spil. Sangen handler om lys, der tændes i en mørk tid, og med dette udtrykker Grundtvig både et håb for Danmark og en glæde over evangeliets lys, der for længst er tændt. Sangen rummer adskillige referencer til den nordiske mytologi, men den udtrykker først og fremmest glæde over, at vi lever efter den hedenske fortid: Det lys, der er tændt og fordriver mørket, tændes ikke som i Bjørnvigs humanistiske sang i vores hjerter ved egen kraft eller ved ”gråd for Balder”, men ved Guds kraft i betlehemsbarnet.

Også i Salmebogens ”Dybt hælder året i sin gang” fordrives mørket med et lys, der ikke kommer fra os selv. Det er ikke håbet om det kommende forår, der giver os mod, men håbet om en anden, himmelsk virkelighed: ”Lad visne kun, jeg ved den trøst, som ligefuldt består”.

Også blandt de nyere salmedigtere kalder november måned på poetiske udtryk. Hvis man søger på ”november” i Salmedatabasen, finder man adskillige salmer, hvoraf hele tre har ”november” i deres titel. En af dem er ”November går tungt gennem byen” af Lisbeth Smedegaard Andersen. I tre vers beskrives årstiden, dystert og ildevarslende, blandt andet med en for digteren karakteristisk inddragelse af fugle-metaforik i det smukke vers tre: ”og tæt om de tusmørke dage/står lygternes rovfugleblik/og ætser din skygge på muren/i nådesløs sort/hvid grafik”.

I de følgende vers kommer den syngende frem til en slags synderkendelse, hvor ”misbrugte døgn tælles sammen/og vejes på vinterens vægt”, indtil salmens rundes af med et forløsende credo og løftet om nye begyndelser i de sidste to vers: ”Jeg tror at der bag ved november/skal rejse sig dage med sang/befriet som glæden der griber/dit nådeår – endnu engang.” Salmen har smuk melodi af Jakob Lorentzen.

Hans Anker Jørgensens ”Novembers lave sol” tager også afsæt i årstiden og henviser desuden direkte til en af de domstekster, der præger denne del af kirkeårets bibelske gudstjenestetekster. I det barske vers fem taler Jesus ”dom til folkesjælen”: ”Gå bort fra mig./Da jeg var syg og bange/og sulten, tørstig, nøgen,/fremmed, fange,/kom I mig da til hjælp/i mine smerter?/Gå bort! Min dom er hård/som jeres hjerter!”

Det er barske ord, der henviser til Matthæus 25, som er læsning til sidste søndag i kirkåret. Men heldigvis er der, også i denne novembersalme, håb forude, for advent og jul er på vej: ”November: Iskold nat/med klare stjerner./Nu dør og spirer/jordens hvedekerner./Gud! Tænd din midnatssol/i mørkets hjerte./Forløs med advents ve/novembers smerte.”