John er en 34-årig vinduespudser, der er alene med sin fireårige søn Michael. Moderen forlod dem, da sønnen var spæd. Hun forsvandt bare ud af deres liv, og nu drejer tilværelsens barske hjul igen, idet John er syg af kræft og skal dø inden for et par måneder.
Dér starter filmen, som kunne have været én lang tudetur, men den er rørende uden at være sentimental. Der er noget typisk britisk over den. De store følelser ligger gemt i det indre, i de små tegn.
Hvad skal der ske, når John dør? Hvem skal være drengens forældre? Det sociale system er inde over, og for en gangs skyld er der ingen ”dumme” myndighedspersoner, der bare kører sagen efter reglerne og fastlagte procedurer. Der er stor føjelighed og menneskelig velvilje.
Instruktøren Uberto Pasolini har ikke lavet en Ken Loach-efterligning. Filmen rykker ind i det indre og får fat på vores dybere følelser, hvor Ken Loach som regel er god for en social protest. Stilmæssigt lægger Pasolini sig mere i retning af Dardenne-brødrene fra Belgien ved lavmælt at fortælle en stor historie.
John og Michael begynder nu at besøge ”nye venner”, som faderen kalder de potentielle nye plejefamilier. Det er en umulig opgave. Hvordan bedømmer man fremtiden for sit barn? Lægger man vægt på gode sociale kår? Skal der være to forældre? Andre børn? Hvordan forklarer man sit barn denne rundrejse i fremmede menneskers huse?
Nogle af besøgene er tåkrummende i deres umulighed. Sideløbende tænker man på, hvornår John tager emnet op, at han snart skal dø, og at det er derfor, de tager rundt til forskellige mennesker.
Det er ikke let at forklare en fireårig, at livet holder op, og at han og hans far ikke skal være sammen mere. De gode folk på kommunen foreslår ham at lave en mindekasse til Michael, som han gradvist kan tage frem i sit liv, når den nye virkelighed viser sig. Hvad skal man lægge i sådan en lille plastickasse med låg? Hvad ville du lægge i?
De giver også faderen en tegneserie om, hvorfor dinosaurerne uddøde, og hvad døden er. Den falder i første omgang ikke i god jord, men senere benytter John den alligevel. Svære ting skal modne i et menneske.
Filmen rører ved ens inderste følelser og spørger indirekte, hvordan man selv vil forklare dødens mysterium og realitet. Hver aften læser John for sin søn og slutter med en aftenbøn.
”Nu lukker sig mit øje, Gud Fader i det høje, i varetægt mig tag. Fra synd og sorg og fare din engel mig bevare, som ledet har min fod i dag!”.
Det er en trøst at kunne bede sammen sådan, men hvad så, når sorgen og faren viser sig? Jeg forstår godt John, da han på et tidspunkt siger:
”Skal jeg sige, at jeg snart skal sidde ved den gode Guds højre side, samtidig med at den gode Gud har gjort dette?”.
Det er det ældgamle teodicé-problem, filmen her rejser. Hvordan kan en kærlig Gud tillade, at en lille dreng skal miste sin far og blive ganske alene? Et barn i en plejefamilie ved jo godt, hvordan tilværelsen er skruet sammen.
Faderen spilles mesterligt af James Norton, og drengen er fantastisk god. Hvordan de har fået Daniel Lamont til at spille sådan, er nærmest et lille under. Han har alle de rigtige attituder og betoninger, som en fireårig har.
Hvad Johns umulige valg munder ud i, røbes på de sidste billeder, og der kan man se på drengens britiske ansigt, om det er det rigtige. Det er i de små bevægelser, de store følelser er.