"Det er ikke en tilfældig egenskab ved teologen Grundtvig, at han også er digter", skriver Sune Auken på en af de sidste sider i sin store disputats. Det er Sune Aukens bedrift at dokumentere dette overbevisende. Sune Auken er adjunkt i dansk litteratur ved Københavns Universitet, og det er således en litterær disputats. Men emnet – og behandlingen – kræver i virkeligheden ret dybtgående teologisk kendskab. Det har Sune Auken, som ubesværet forfølger, hvad man kunne kalde tilblivelsen af Grundtvigs litterære eller poetiske teologi. 630 siders tekst foruden litteraturliste og noter burde jo kunne tage pippet fra enhver læser. Men nærværende anmelder oplevede læsningen som ren lyst, dels fordi man virkelig får meget at vide, og dels – og især – fordi overblikket aldrig glipper for forfatteren.
Det spejl, som afhandlingens titel rummer, er en ofte tilbagevendende og central metafor, som Grundtvig bruger, når det himmelske og det jordiske skal mødes, eller – når det skal udtrykkes teologisk – forholdet mellem den naturlige og den overnaturlige åbenbaring skal bestemmes. Afhandlingen er ambitiøs. Ikke blot vil den fastslå udviklingen i Grundtvigs forhold til mytologi og kristendom. Den sætter også denne udvikling i forhold til den samtidige romantiske tænkning og digtning.
Fremstillingen er letflydende, og alligevel slås der ikke af på diskussionen med den hidtidige forskning, som behandles kritisk, men venligt. Og det fremragende ved bogen er, at den ganske simpelt lader sig anvende som håndbog i en række af Grundtvigs hovedværker. Fremstillingen er så pædagogisk, at læseren ved Aukens hånd føres gennem værkerne. Det er næppe nogen overdrivelse at sige, at den er en født klassiker i litteraturen om Grundtvig.
Efter de indledende metodiske redegørelser føres vi ind i genopdagelsen af den nordiske mytologi i samtiden hos både Oehlenschläger og Staffeldt, hvorpå vi går om bord i Grundtvig selv. Det handler i første omgang om hans ungdoms asarus, hvor det centrale værk er "Nordens Mytologi" fra 1808, hvor Grundtvig under indflydelse af filosoffen Schelling opfatter mytologien som én genial digters værk og derfor som en sammenhængende helhed: et frelsesdrama i fem akter, der bevæger sig fra skabelse over syndefald til genløsning.
Den afgørende mytologiske figur er Alfader, som står over alle andre. Grundtvig gør sig til ét med ham. Det er fra hans synspunkt, hele forløbet udlægges. Men Auken slår overbevisende fast, at værket er i splid med sig selv, fordi kristendommen uformidlet er skrevet ind i fremstillingen. Den nordiske mytologi udgør et sammenhængende hele, hvori der faktisk ikke er brug for kristendommen. I de følgende år søger Grundtvig at skrive sig til større klarhed gennem en række historisk-mytologiske digte. Og en af Aukens vigtige iagttagelser, der fungerer som ledetråd gennem fremstillingen, er, at Grundtvig digterisk altid er langt forud for sine teoretiske overvejelser. I sin poetiske praksis ved han mere, end han formulerer teoretisk.
Dette formuleres i gennemgangen af den række af store digte og tidsskriftet "Dannevirke", som fører frem til "Nyaars-Morgen". Allerede her står det klart for læseren, at Grundtvig i stigende grad opfatter den nordiske mytologi som et reservoir af billeder og symboler, som kan bruges historisk, når den stadige kamp mellem godt og ondt og mellem liv og død skal fortælles. Samtidig har hans digtning konsekvent karakter af selvfortolkning. "Nyaars-Morgen" lader sig simpelthen læse som Grundtvigs egen inkarnation af hele den nordiske historie. Det store digt står som et hovedværk i forfatterskabet, men det er – betoner Auken – formentlig også Grundt-vigs sværeste tekst. Mange har læst det udelukkende biografisk, men Auken fastholder kompleksiteten.
Han fastslår, at allerede indledningen rummer det hele: Den historiske synsvinkel på stoffet præsenteres, og det demonstreres, hvordan Grundtvigs egen biografi og den historiske verden, han forholder sig til, såvel som den nordiske mytologis billeder og den kristendomstolkning, der gennemtrænger hele "Nyaars-Morgen", er levende til stede som virkende kræfter i nutiden. Det er en svær tekst, men læsningen lettes betydeligt ved Aukens suveræne overblik og hans vilje til at forfølge symbolernes forvandlinger og derved finde sammenhæng, hvor man umiddelbart synes at finde det modsatte.
Det næste højdepunkt er "Nordens Mytologi" fra 1832, som næsten har haft status af Bibel i grundtvigske kredse. Nu falder tingene på plads, fastslår Auken. For første gang synes Grundtvig på højde med sig selv: Poetisk praksis og teori modsvarer hinanden. I 1808 opfattedes mytologien som én genial digters værk, nu forstås myterne antropologisk: "Man går til myterne for at finde ud af, hvordan et bestemt folk har anskuet verden, ikke for at få svar på religiøse spørgsmål." Men dermed er mytologien sat fri, så Grundtvig med god samvittighed kan bruge den til sine egne formål. Den repræsenterer Nordens folkeånd. Auken præciserer: "Folkeånden er en lokalfolkelig parallel til Helligånden: Den er for folket, hvad Helligånden er for kristenfolket. Folkeånden er altså folkets naturlige ånd, og skønt folket bliver kristent, bliver dets natur ikke en anden, og dermed kan folkeånden leve videre i folket ved siden af Helligånden."
Grundtvigs frihed over for stoffet demonstrerer Auken ved følgende citat: "Læseren bedes huske, det for os giör liden eller ingen Forskjel, hvad der svævede for Mythe-Smeden, naar kun hvad vi lægge i Mythen er godt at giemme, og ligger magelig i den." Og mageligt ligger det. Auken gør opmærksom på, at Grundtvig til tider er blevet helt snakkesalig – især når han genfortæller, eller gendigter sagnene om Thor.
Nu er Grundtvig så fri til at bruge mytologien. Og det gør han – også i salmerne, omend i forholdsvis beskedent omfang. Og så rundes fremstillingen af med en ikke mindre læseværdig gennemgang af alderdomsdigtet "Kristenheden Syvstjerne", som betegner endnu et skridt fremad i brugen af mytologien.
Digtet er yderst komplekst. Det tager udgangspunkt i de syv menigheder, som nævnes i begyndelsen af Johannes' Åbenbaring, som dels kobles sammen med en række Paulus-breve, dels forbindes med en række menigheder eller kirkeformer i historien. Hvor bliver mytologien så af her? Auken kommenterer: "Mytens funktion er ikke at oplyse menneskets jordiske livsbane, den er dybt involveret i forklaringen af menneskets stilling over for det guddommelige." Og den nordiske mytologi bliver da "det naturlige sprog for det nordiske menneske at forstå sin verden og historie i".
Sune Auken har leveret mere end bare et svendestykke. Afhandlingen er en kraftpræstation, hvor ingen detalje som f.eks. trykfejl er for lille til at blive bemærket. Men hovedsigtet og overblikket fastholdes konsekvent. Vist var Grundtvig teolog, men hans teologi udfolder sig poetisk. Derfor forudsætter en beskæftigelse med Grundtvigs teologi, at man forholder sig til hans tekster som kunstværker. Det gør Auken fornemt og runder sikkert af med at fastslå: "Værkerne rummer altid et overskud af billeddannelser og betydninger, der rækker ud over den begrebsliggørende generalisering og sætter spørgsmålstegn ved den."
Sune Auken: Sagas spejl. Mytologi, historie og kristendom hos N.F.S. Grundtvig. 736 sider. 399 kroner. Gyldendal.
Kristeligt Dagblad afholder den 22. juni et læserarrangement om "Sagas spejl", hvor Sune Auken fortæller om Grundtvig og arbejdet med disputatsen. Arrangementet foregår i Vartorvs store sal, Farvergade 27, 1463København K.