Aldrig så snart var J.R.R. Tolkiens store episke fortælling om »Ringenes herre« slået fast som en succes, før man begyndte at overveje filmatisering. I 1957 forelå det første udkast, som Tolkien selv næsten tænderskærende pillede fra hinanden. Flere andre forslag havnede i papirkurven.
Endelig så det ud, som om det skulle lykkes. Tegnefilminstruktøren Ralph Bakshi præsterede i 1978 en version af fortællingens første halvdel, hvor han anvendte en blanding af regulære filmoptagelser og tegnefilm. Det var før computeranimationens tid, så resultatet var ikke ganske vellykket, selv om filmen er bedre end sit rygte. Filmen blev imidlertid en økonomisk fiasko, og Bakshi havde derefter hverken lyst eller råd til at fuldføre værket.
Peter Jackson på banen
Da Peter Jackson i 1994 meldte sig på banen med planer om en filmatisering, var mange betænkelige. Han havde ry som instruktør af horror-film, og det var ikke svært at forestille sig en »Ringenes herre« efter det koncept. Men alle bange anelser blev i enhver henseende gjort til skamme. Jackson viste sig at være en hengiven Tolkien-fan, som selv i interviews har givet udtryk for, hvor let det ville være enten at lave en Tolkien-splatter eller en dybt ironisk Monty-Python -agtig farce.
Han mente - med rette - at det nu filmteknisk ville være muligt at lave en loyal filmudgave. Men Jacksons film, som nu er afsluttet, er langt mere end det. Den er en begejstret og medrivende billeddigtning, der allerede efter de to første afsnit, som svarer til de to første bind af »Ringenes herre«, står som en milepæl i filmhistorien.
Det er der mange grunde til. Først og fremmest fordi Jackson og hans folk har løst alle de praktiske vanskeligheder på næsten forbilledlig vis. Her virker blandingen af skuespil on location og trick- og computeroptagelser. Dernæst fordi Jackson næsten ydmygt har lyttet sig ind til tonen i Tolkiens værk. Der er bulder og brag. I biografen må man iblandt næsten dukke sig for ikke at få et ork-hoved i nakken. Men skuespillet er også fremragende.
De fleste Tolkien-fans har måttet overgive sig: Sådan ser personerne virkelig ud. Og selv om det er mærkelige eventyr-væsener, så opfører de sig menneskeligt.
Tolkiens verden på film
Da Tolkien afleverede de cirka 1500 sider, som »Ringenes Herre« udgør, til forlæggeren, insisterede man på at dele værket op i tre bind - hvis salget af bind 1 ikke gik, kunne man droppe resten. Det er en meget kompleks verden med et væld af personer med hver deres historie.
Dertil kommer, at sprogmanden Tolkien - han var professor i middelalderfilologi - er et næsten hysterisk sprogmenneske. Han udarbejdede f.eks. alle de sprog, som tales i Midgård. Eksperter har talt op til 14 forskellige sprog.
Tolkiens eget engelsk er rigt og nuanceret. Hvordan kan man overføre det til film? Peter Jackson har undgået at skabe en illustreret klassiker. Filmen er ikke bare en illustration til bogen. Han fortæller med billeder. Men derfor har han også måttet tage sig nogle friheder i forhold til Tolkiens tekst. Selv om filmen er lang - i alt omkring ni timer, og dvd-udgaverne skal nok løbe yderligere op - har han måttet forkorte og udelade sidehandlinger og droppe bipersoner, samt give nogle af hovedpersonerne yderligere albuerum. Vi skal jo se dem og lære dem at kende.
Tolkien kunne med lærd humor vælge at anbringe detaljer i de appendikser, som han vedføjede den egentlige beretning. Det kan man jo ikke på film. Historien om elverprinsessen Arwen og Aragorn, som Tolkien først efterhånden skrev sig til klarhed over, fortæller han først fuldt ud i appendikset.
Det måtte Peter Jackson naturligvis flytte ind i selve handlingen, hvor Arwen så får den rolle, der for alvor tilkommer hende.
Kongen vender tilbage
Sidste bind ville Tolkien selv have kaldt »Ringkrigen«. Forlæggeren valgte »Kongen vender tilbage«. Det var rigtigt set. Sidste tredjedel af fortællingen har sit tyngdepunkt i Aragorns tilbagevenden til Minas Tirith. Viggo Mortensen har vist sig at være en fremragende Aragorn - på én gang plaget og myndig.
Men vi skal også igennem det afgørende slag på Pellenor-sletten, hvor alle monstrene skal i kamp og tabe. Vi skal også opleve hobbitterne Frodo og Sams sidste vandring med ringen til Dommedagsbjerget. Her vil det nok vise sig, at Eliah Wood fremdeles vokser med opgaven og fuldbyrder modningen fra uskyldig og naiv hobbit til det voksne og modne.
Mange har indvendt, at der er for få kvinder i Tolkiens fortælling. Men der er nu nogle. Vi har mødt Arwen og elverdronningen Galadriel. I sidste del kommer skjoldmøen Eowyn yderligere i focus. Det bliver spændende at overvære hendes endegyldige kamp med ringåndernes anfører. Og en kroningsfest af Aragorn og Arwen får vi nok også.
Spændt? Ja, det er der al grund til at være. Ligesom enhver filmatisering af Shakespeare mødes med interesse, bør denne autoritative - og endegyldige? - filmatisering af Tolkien også blive det.
Fakta
»Kongen vender tilbage« har verdenspremiere i morgen, hvor filmen også anmeldes i Kristeligt Dagblad. Læs interview med skuespilleren Viggo Mortensen, der spiller Aragorn, på www.kristeligt-dagblad.dk
