Det er en kunst at skrive nye julesalmer, som undgår det banale. Den danske digter Simon Grotrian er en af dem, der kan det. Som i salmen ”Nu dufter vi af jul igen” fra den lille, privatudgivne samling ”Himmeldrift”, udgivet og sat i musik af Sten Abrahams i 2014.
I sin julesalme udfordrer Simon Grotrian vores sproglige billeder. Han gør det ved at dreje kendte billeder og ved at lade dem vokse ind i hinanden, men også ved at bringe billeder ind i sin tekst, som vi ikke forbinder med hverken salmer eller jul.
Vi plejer at sige, at her dufter af jul, men hos Grotrian er det os, der bærer duften med os. En duft af noget hjemligt og rart, en sød og varm og tæt duft, som peger ind mod hjemmet, som vi netop i juletiden bebor på en anden måde. Det er mørkt og koldt ude, vi søger ind mod det nære i juletiden, men vi bærer også duften med os ud blandt de andre.
Salmen bevæger sig fra et konkret ydre plan med sneklædte marker helt ind i kroppen, ind i hjertet og samtidig som et vidunderligt paradoks helt ud i universets stjernetåge.
Hos Grotrian er hjertet ikke julehjerterødt, som klichéens røde hjerte, det er sårbart og åbent i sit lyserøde sarte væsen, når det, som en anden julekalender, åbner sine låger: ”Og engletoner danser blødt/ om hjertet, der er lyserødt/ og åbner sine låger”.
Bag lågerne er der et smykkeskrin, men det, der er i skrinet, er ikke materielt, det er kærlighedens smykkeskær, der breder sig som en tåge mellem os her på jorden og den fjerne gud.
Der sker noget i os midt i vores travle liv, fortæller digtet. ”Vi mærker klodens svaneskælv”, som på en gang må være meget sarte, som den hvide svanevinge, men også kraftige, ihukommende en svanes svingarms styrke. Skælvet rydder vores hylder, står der.
Når Grotrian bruger det billede og i den næste linje taler om livets supermarked (”i livets supermarked går/ vi hastigt mod det nye år”), ser vi på én gang vores egen forbrugskultur, hylderne i supermarkedet, som vi dagligt rydder, som var vi bange for at dø af sult, og samtidig ser vi de indre hylder fyldt med gamle slidte forestillinger, der blidt fejes væk af en hvid svanevinge. Nu er der plads igen, vi står åbne over for det kommende.
Simon Grotrian er eminent i sit arbejde med at få metaforerne til at gribe ind i hinanden og både være meget konkrete og helt metafysiske.
Ved den sidste hjertedør finder vi en bro: ”Og ved den sidste hjertedør/dér finder vi en bro af smør”. Det er igen et overraskende billede, der både peger tilbage på julen og alt, hvad den indebærer af fedt og godt, og fortæller det som en bro, man ikke kan trampe på. Broen er blød som en krop, for at parafrasere en anden digter, der drømte om at bygge et nyt samfund op. En blød bro, der går fra hjertet. Men hvor fører den hen? I næste linje vokser broens billede fra noget fast til noget strømmende, der fører læseren videre til en direkte bønfaldelse: ”O Gud, lad vore engle stå/ på vagt med himlens stjerner på/ vi ser dem kun i drømme”. Det er, som om billedet åbner sig i bevægelsen fra en dør til himlens stjerner.
”Vi ser dem kun i drømme.” Det er en smuk linje. Ingen af os ved, hvad der er på den anden side af dette liv, som vi er givet, og som den ene dag kan føles så uendeligt langt og hverdagsagtigt trælsomt, mens et splitsekunds lysende indsigt den næste dag kan ramme en med, hvor svirrende kort det er, så vidunderligt og sorgfuldt på samme tid. Igennem sine tekstlige billeder sammenvæver Simon Grotrian det konkrete og det metafysiske på en enestående og åbnende måde.
”Nu dufter det af jul igen”. Det gør det i køkkenet, og det gør det i hjertet. Glædelig jul.
I klummen Liv&Litteratur skriver kulturkritikerne Mai Misfeldt, Henrik Wivel og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem eksistens og litteratur – både historisk og aktuelt.