Der var helt fra begyndelsen tale om en ulige kamp, og nu kan Vesterhavet definitivt udpeges som vinder. Meter for meter har havet gnavet sig ind på den lille hvidkalkede bygning, der de seneste 25 år vel har været Danmarks mest omtalte kirke.
Nu er det slut.
De sidste rester af koret og skibets sydmur bliver forsigtigt nedtaget, og Mårup Kirke på Lønstrup Klint i Vendsyssel findes ved udgangen af næste uge ikke mere.
”Det er den første og nok også eneste mulighed, som vores generation får for at undersøge et kirkebyggeri fra middelalderen. Normalt passer vi jo på ikke at ødelægge vores gamle kirker, men her kan vi være destruktive, samtidig med at vi undersøger og bevarer vigtig viden.”
Det siger Thomas Bertelsen, der er middelalderarkæolog og redaktør ved ”Danske Kirker” på Nationalmuseet.
Vi møder ham med en murske i hånden, hvormed han forsigtigt skraber på stenene i det, der engang var en dør ind til et sakristi bag alteret i den østlige ende af kirken. Selvom det er den del af bygningen, der ligger længst væk fra havet, er skrænten kun nogle få meter væk, og havet er kommet noget tættere på, siden han stod her sidst og ledede nedtagningen af landets yderligst beliggende kirke.
Mårup Kirke er bygget på en klint af blåler, som er temmelig modstandsdygtigt over for havets vældige kræfter. Derfor har dødskampen taget mange hundrede år, og selve nedtagningen har også været en lang proces. Da det i 2007 blev endeligt besluttet, at kirken skulle tages ned og ikke bevares med kystsikring, som mange havde håbet, blev det samtidig besluttet, at nedtagningen skulle ske i fire etaper. Af hensyn til de lokales stærke følelser for kirken.
”Vi respekterer fuldstændig hensynet til de lokale borgere, men det er klart, at vi helst ville have taget det hele ned på én gang, og vi har da været bekymrede for, at noget skulle gå tabt undervejs. Men set i bakspejlet har det vist sig at være en styrke, at det er sket i etaper, for på den måde har vi gradvist bygget mere og mere viden op. Mårup Kirke er et enestående projekt både herhjemme og i udlandet. Det er aldrig sket tidligere, at forskere har haft mulighed for at tage en hel kirke ned under så kontrollerede forhold,” siger Thomas Bertelsen og tilføjer:
”Vi har ikke haft nogen at kigge efter, men har selv skullet opfinde vores metoder, og det, at det er foregået i fire etaper, har givet os mulighed for at prøve forskellige ting af undervejs.”
Siden tredje etape af nedtagningen blev gennemført i september 2014, har Vesterhavet taget en ordentlig bid, og faktisk skærer skrænten sig nu tværs igennem det område, hvor Thomas Bertelsen arbejdede sidste år. Det er altså på høje tid, at han får sikret sig de sidste spor. Og det er bestemt ikke for sjov, at der mod vest er sat skilte op med teksten ”Adgang forbudt - fare for skred!”.
Som barn satte Thomas Bertelsen drager op mod vestenvinden på stranden neden for kirken, når han var på ferie med sine forældre. De minder dvæler han af og til ved, og særligt på en dag som denne, hvor vinden er tilpas frisk, og solens stråler i havet blænder øjnene med det særlige lys, der er på disse kanter. Det meste af tiden kredser hans tanker dog om, hvad den tilbageværende femtedel af Mårup Kirkes murværk gemmer på.
”Altså, det kunne jo være fantastisk, hvis vi fandt rester af en helgengrav inde bag alteret. De findes rundt-omkring, så hvorfor ikke?”, siger Thomas Bertelsen, mens et bredt smil breder sig i hans ansigt.
Men mindre kan også gøre det, og han og kollegerne fra Nationalmuseet har allerede masser af viden om Mårup Kirke fra de første nedtagninger, som de håber at få yderligere bekræftet i de kommende uger.
”Vi har 1725 middelalderkirker i Danmark, og generelt har vi stor viden om dem, men der er én ting, vi ikke ved, og det er, hvordan håndværkerne har tilrettelagt deres arbejde, og hvor lang tid sådan et kirkebyggeri har taget. Vi har ingen skriftlige kilder, der kan fortælle os det, og derfor har det altid været noget, der har næret fantasien,” siger Thomas Bertelsen.
Forfatteren Martin A. Hansen har i sit kulturhistoriske værk ”Orm og Tyr” blandt andet skrevet om, hvordan bønderne i årevis samlede kampesten sammen på markerne og lagde dem i dynger på den høj, hvor kirken skulle ligge. Og myter om, at middelalderens kirkebyggerier er noget, der har taget årtier, lever i bedste velgående.
Men sådan har det, ifølge Thomas Bertelsen, ikke nødvendigvis været, i hvert fald ikke, når det handler om byggeriet af Mårup Kirke.
”Kirkens mure er en meter tykke, og inde i murkernen kan vi finde aftryk, der fortæller os noget om metoden. Derinde bag de pudsede facader ligger meget viden gemt. Blandt andet kan vi ved hjælp af tykke lag flyvesand beregne os frem til, at det cirka har taget fem år at bygge Mårup Kirke, og vi kan se, at det ikke har været bønder og amatører, men særdeles dygtige håndværkere med sans for æstetik, der har stået for byggeriet,” siger han.
Mårup Kirke er et af de tidligste teglstensbyggerier herhjemme, og meget tyder på, at det har været lidt af et prestigebyggeri. Dengang i det 13. århundrede var området ikke en fattig udkant med sandede jorde, som det blev under de store sandstorme, men et sted for velhavende bønder.
Fund af trækul i mur-kernerne bekræfter blandt andet, at landskabet har været frugtbart og varieret med træer som pil, birk, bøg og eg. Det er træsorter, der ikke kan trives tæt på et saltholdigt hav. Forklaringen på det er, at Mårup Kirke, da den blev bygget, lå omkring to kilometer fra kysten. Havet æder i gennemsnit to en halv meter om året, og på 800 år bliver det til et par kilometer.
Den 71-årige Frank Normann Sørensen tørrer sveden af panden under den hvide sikkerhedshjelm, kigger et øjeblik op i den septemberblå himmel og griber så fat om sin hammer igen. Han er egentlig for længst gået på pension, men det her må han bare være med til. Foreløbig er han i gang med at fjerne kalk og puds for at blotlægge de store strandsten, der udgør en del af den tilbageværende mur i to meters højde. De kommende dage skal stenene forsigtigt tages ned en for en.
”Jamen det er vemodigt, det er det da,” siger han, men skynder sig så at tilføje, at det samtidig er rigtig spændende med al den viden, som kirkens murværk rummer, og som nu vil blive registreret og udsat for forskning.
”Det er da langt bedre, end hvis det hele var styrtet i havet,” siger han.
Frank Normann Sørensen har boet hele sit liv i Lønstrup. Han er uddannet murer og var i sin læretid i 1950'erne med til at hvidkalke kirkens mure. Det samme var hans bror, Allan Normann Sørensen, og også han er kørt ad grusvejen ud til Mårup Kirke denne eftermiddag, hvor den sidste nedtagning er påbegyndt. Han er også uddannet murer, men har de sidste 12 år været Naturstyrelsens opsynsmand på stedet, så det er blandt andet ham, der samler papir og cigaretskod op efter sjuskede turister. Han er spændt på, om der stadig kommer turister, når kirken nu helt forsvinder.
”Kirkegården bliver jo liggende, så der er stadig lidt drama at komme efter. Forhåbentlig bliver der stadig lidt at holde øje med,” siger han.
De to brødre er begge medlemmer af menighedsrådet ved den nye kirke, der blev bygget oppe i Lønstrup, i behørig afstand fra havet, i 1928. Men deres hjerter banker først og fremmest for Mårup Kirke, og de har fra begyndelsen ivrigt taget del i Nationalmuseet gradvise nedbrydning af kirken. Det puds og de almindelige byggesten, de sammen med kollegerne fra Lønstrup Murerforretning fjerner, bliver løbende destrueret og drysset ud på stierne i området. Naturstyrelsen og Nationalmuseet vil ikke risikere, at kulturarven ender på diverse kaminhylder.
Det tilbageværende drama, kirkegården, har brødrene Normann Sørensen også en slags andel i. I det allerøstligste gravsted ligger nemlig deres oldeforældre begravet. Mikkel B. Christensen og hustru Marie Christensen, født Jensen står der på den hvide marmorsten, der er pyntet med kors og blomsterranker. Formentlig er det det gravsted, havet om et ukendt antal år tager som det sidste vidensbyrd om, at der her engang lå en kirke.