Nu er vi på Frederiksberg!

Den konservative politiker Nikolaj Bøgh har skrevet en fin guide til Frederiksberg, en ø i København, fuld af historie og drømme om det gode liv

Nikolaj Bøghs bog om Frederiksberg kommer blandt andet forbi elefanterne i Zoologisk Have, Frederiksberg Have, Frederiksberg Allé, de stille villaveje bag Gl. Kongevej, Forum, Radiohuset og K.B. Hallen. –
Nikolaj Bøghs bog om Frederiksberg kommer blandt andet forbi elefanterne i Zoologisk Have, Frederiksberg Have, Frederiksberg Allé, de stille villaveje bag Gl. Kongevej, Forum, Radiohuset og K.B. Hallen. – . Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Jeg ved ikke helt, hvordan det kom i stand. Måske var det, fordi børnene var så trætte på bagsædet af bilen, og fordi vi var så tæt på. Men man kan ikke se det, når man passerer kommunegrænsen fra København til Frederiksberg. Og vi havde måske kørt helt fra Sønderjylland. Var vi dog ikke snart hjemme? Jeg sagde derfor, når vi passerede grænsen, med høj og grødet røst, imiterende Fedtmule fra de gamle Disney-tegnefilm: NU ER VI PÅ FREDERIKSBERG, HÅRH HÅRH! Det vakte moro og lykke. 10 år efter var det kun min kone, der stadigvæk grinede.

Vore tre sønner er nu flyttet hjemmefra og bor i henholdsvis Vanløse, Hvidovre og på Amager. En af dem, Anders, er udviklingshæmmet. Forleden dag kom vi til at tale om fødsel og død. Alle tre drenge er født på Frederiksberg Hospital, og Anders forklarede os alvorligt, at når han engang skulle dø – og det var jo om mange, mange år, blev vi enige om – skulle det også være på Frederiksberg Hospital. Jeg nænnede ikke at sige til ham, at det gamle hospital bliver nedlagt inden for de næste par år. For der er bare en stor hjemstedsfølelse knyttet til Frederiksberg.

Det er en by i byen. Man tager ikke fejl af den, når man står midt i den, men i yderområderne bliver det mere tvetydigt. Selv bor vi i det nordøstlige hjørne, og der skal kun nogle korte gå- eller cykelture til, før vi befinder os i Vanløse, på Nørrebro eller i Nordvestkvarteret.

Frederiksberg er ikke en fortryllet skov. Man kan sagtens tjekke ud. Nogle gange kan man trænge til noget andet. Men man får altid lyst til at tjekke ind igen. Og nu er der udkommet en bog om 100 forskellige steder på Frederiksberg.

Bogens forfatter, Nikolaj Bøgh, er uddannet cand.scient.pol. og medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse for Det Konservative Folkeparti og også folketingskandidat for partiet på Frederiksberg.

Han er en mere kulturel og historisk bevidst profil, end vi (desværre) har vænnet os til at forbinde med de konservative, og han har blandt andet udgivet politiske biografier. Bøgh har i en årrække skrevet små artikler i områdets lokalaviser om særlige steder, bygninger, veje med videre på Frederiksberg. Det er 100 af disse artikler, der nu er samlet i let udvidet form og udgivet på glittet papir med smukke farvefotos af Thomas Howalt Andersen.

Princippet er enkelt: en side til hver lokalitet og et foto af den på den modstående side. Med sit coffee table-format er bogen for tung og for fin til at tage med ud i marken, så man må forberede sig hjemmefra. Efter smag og behag kunne man nogle steder ønske sig lidt flere eller lidt færre historiske fakta, men det virker fornuftigt med det faste og overskuelige format. Bøgh skriver glad, vidende og veloplagt, og man mærker, at hans interesse for hjemkommunen går langt ud over det professionelt-politiske.

Selv er han flyttet til som voksen. Han kommer fra Jylland, men Frederiksberg var hans farfars barndomshjem, og Bøgh har stærke erindringer om både sin farfars følelser for stedet og sin egen oplevelse af som dreng at se Sankt Thomas Plads en tåget efterårsdag. Det hele virkede eventyrligt, historisk og drømmeagtigt som ”evighedsøen i tidernes strøm” med et Grundtvig-citat. Han var ikke i tvivl om, at han ville bo på Frederiksberg, da han flyttede til metropolen.

Jeg har lidt den omvendte historie af Bøgh. Selvom jeg også kommer fra Jylland, boede jeg mine første 15 år i København på Amager og Østerbro. Frederiksberg havde jeg ikke rigtig noget forhold til. Jeg kendte ingen, der boede der. Jeg havde ingen naturlige ærinder i bydelen. En fjern og irrelevant verden for ældre og etablerede mennesker. Først da min kone og jeg købte lejlighed og selv blev blandt de etablerede på Frederiksberg, ændrede det sig, og vi voksede gradvist ind i det hele.

Der bor 105.000 mennesker på små ni kvadratkilometer. Det er landets syvendestørste kommune, og den ligger som en ø midt inde i København med sit eget rådhus og sin egen rådhusplads. Der er en særlig stemning på Frederiksberg af noget roligt, værdigt, fornemt og rekreativt. Det skyldes blandt andet de store grønne områder, Frederiksberg Have og Søndermarken, og det skyldes den mærkbare tilstedeværelse af dansk historie i både kongelig og kulturel aftapning.

Jeg underviser for indeværende i ældre dansk litteratur, blandt andet romantikken, på Syddansk Universitet, og det slår mig, hvordan jeg bogstaveligt går rundt til daglig i fodsporene på Oehlenschläger og alle de andre guldalderfigurer og skal passe på med at snakke indforstået om parker og veje til unge studerende fra Jylland og Fyn, der ikke nødvendigvis har et førstehåndforhold til Frederiksberg Have.

Bagsiden af det værdige er selvfølgelig, at Frederiksberg kan mangle liv, spræl og multikulturelle kvaliteter. Det var dog nok værre i min ungdom, og tilstedeværelsen af mange studerende fra Copenhagen Business School og dele af Københavns Universitet samt metroen gør sit til at fyre op under det adstadige.

Bøgh refererer et sjovt replikskifte fra sin farfar. Han blev domprovst i Aarhus og spurgte en ansøger til en præstestilling om denne så var missionsk, grundtvigsk eller tidehvervsk.

”Nej, jeg er fra Frederiksberg,” svarede ansøgeren, og dette – ret beset gådefulde – svar forstod den Frederiksberg-nostalgiske domprovst at værdsætte. Og det kunne vel oversættes til en mild konservatisme, hvor man ikke red ideologiske eller kirkelige kæpheste.

Også inden for politik har man talt om en særlig Frederiksberg-konservatisme, som nok ikke er så fjern fra den ”borgerlige anstændighed”, der ofte efterlyses i debatter, det vil sige en historisk og kulturelt bevidst konservatisme, der er pragmatisk fremfor vulgær og konfrontationssøgende og også rummer et udpræget socialt sindelag.

Apropos det sidste: Som forældre til en udviklingshæmmet søn har min kone og jeg i knap 20 år haft tæt kontakt med Frederiksberg Kommune, og i de bedste perioder har vi følt, at vi boede i et smørhul. Chokerede hørte vi beretninger fra andre handicap-forældre, der måtte tage livtag med Københavns Kommune eller diverse provinskommuner.

”Gudskelov vi bor på Frederiksberg. Vi må aldrig flytte,” sagde vi til hinanden. Men ak, selv på Frederiksberg kan budgetter stramme til og kolde vinde blæse; i virkelighedens verden er der ikke evighedsøer i tidernes strøm, og de senere år har vi et par gange måttet omkring Ankestyrelsen for at opnå, hvad vi betragtede som rimelige afgørelser.

Tilbage til bogen og dens verden fjernt fra hverdagens trakasserier. Vi færdes på Frederiksberg Allé, i de små haver og traktørsteder ved Pile Allé; vi går gennem parkerne, hilser på elefanterne i Zoo, der for deres vedkommende kigger ud på løberne i Frederiksberg Have. Vi er på de stille villaveje bag Gl. Kongevej, vi runder naturligvis både Forum, Radiohuset, K.B. Hallen, Bakkehuset og mordet på Peter Bangs Vej samt det forfærdelige bombardement af Den Franske Skole. Vi ser digteren Johannes Jørgensens tårn, Jens Otto Krag og Helle Virkners hus på Egernvej, svømmehallen og pavillonerne på Frederiksberg Hospital.

Der er masser af både ældre og nyere historie, og Nikolaj Bøghs farfar nikker nok anerkendende fra sin himmel sammen med alle guldalderdigterne, og mon ikke vi tør gætte på, at de evige boliger har en slående lighed med den del af livet her neden, der udspiller sig i smørhullet, og drømmen om det gode liv på Frederiksberg