I 1996 blev den danske bogbranche ramt af danmarkshistoriens formentlig største forfatterflugt, der sendte en chokbølge gennem redaktionsgangene i den københavnske forlagsverden.
Det var Torben Madsen, der var årsagen til dramaet, blot fordi han sagde ja til et nyt job. Den erfarne redaktør forlod Lindhardt og Ringhof for at vende hjem til Gyldendal, hvor det hele var begyndt 23 år tidligere. Men han tog ikke bare sin jakke og taske og gik ud ad døren. Han medbragte et lille dusin af forlagets helt store forfattere, navne som Jens Smærup Sørensen, Vibeke Grønfeldt og Helle Helle.
Det store forfatteropbrud er efterhånden legendarisk, og i branchen har man sidenhen talt om Torben Madsen-effekten, når en redaktør skifter job og tager sine forfattere med sig.
LÆS OGSÅ: Mod til at tone sit borgerlige flag
Uden for forlagsverdenen er Torben Madsen et forholdsvis ubeskrevet blad i dansk litteraturhistorie, men han er, som stuntet i 1996 beviste, en af landets mest eftertragtede redaktører blandt forfattere og forlag. Han har arbejdet for Gyldendal, Samlerens Forlag og Lindhardt og Ringhof. Den karakteristiske redaktør har med sin særlige stil og metode i hvert fald efterladt sig spor både i dansk forlagshistorie og i en lang række forfatteres hjerter.
Hans særegne position i dansk forlagshistorie skyldes en kombination af brændende kærlighed til litteraturen og en fuldstændig hæmningsløs og følelsesladet hengivelse til sit arbejde og forfatterne. Han har altid skabt et særligt miljø omkring forfatterne, om det var på sit kontor i lokalerne i de sagnomspundne Klareboderne i midten af København, i sin spisestue på tredje sal ved Kongens Have, eller hvor den karakteristiske redaktør ellers har mødt forfattere og litteratur på sin vej.
Jeg har altid sigtet på forfatterskabet og forfatteren det lange seje træk vel vidende, at man måske ikke rammer plet hver gang. Men det handler om at tro på dem, der skriver, og så håbe, at successen kommer senere, fordi talentet er der. Så skal det nok betale sig på et tidspunkt, siger Torben Madsen med sit lidt høje stemmeleje og sin dybt engagerede fortælleglæde, når det kommer til litteratur, forfattere og hans omkring 40 år i forlagsbranchen.
I løbet af den tid har han oplevet forfattere udvikle sig og blive rigtig store, mens andre kun havde ét skud i bøssen og siden er blevet glemt fuldstændig. Torben Madsen har hjulpet både unge debutanter og garvede prismodtagere frem til boghylderne, herunder navne som Astrid Saalbach, Morti Vizki, Thomas Boberg og Nils Frank, og han var Bjarne Reuters redaktør, da han begyndte at skrive spændingsbøger for voksne. En af hans største bedrifter var at sikre Gyldendal en aktie i 1980ernes generation af forfattere.
Torben Madsen har placeret os i sin stue mellem vinduerne mod gaden. Vi drikker kaffe og spiser croissanter. Vi snakker om den slags forlag, der gør det modsatte af det, Torben Madsen har dyrket gennem alle årene det, han kalder sags- eller personorienteret litteratur, der er meget populært i disse år. Det er bøger om et emne eller en person, der er aktuel på en eller anden måde. De sigter efter øjeblikket i forsøget på at skabe en bestseller snarere end på et forfatterskab. I hans øjne lever litteraturen i høj grad af miljøet omkring bøgerne.
Forlag, der sigter efter øjeblikket, skal hele tiden genopfinde sig selv og spørge politikere og skuespillere, om de vil lave en bog om deres barndom. Der er den ene bog og så ikke mere. Det kræver et stort arbejde og et særligt talent for at se, hvad der er oppe i tiden. Det er ikke mig, siger Torben Madsen, der hovedsagelig er en prosamand og elsker lyrik.
Han indstillede sin professionelle kariere i 2006 i skuffelse over, at han ikke fik jobbet som administrerende direktør for GB-Forlagene, da Erik C. Lindgren gik på pension. Det var tid til, at nye kræfter kom til. Siden har den 64-årige Madsen skrevet meninger om dette og hint i Politiken og læst manuskripter for folk som en tjeneste.
Torben Madsens metode som redaktør går ud på, at han aldrig tager noter undervejs, når han læser et manuskript, ligesom han heller ikke bestemmer sig for, hvad han skal mene om det. Det kommer, når han skal formulere det over for forfatteren, som så kan tage imod det eller lade være. Torben Madsen ved også, hvornår han skal give plads og holde igen, for det er forfatteren, der ejer værket. Men hvis de er modtagelige for råd og kritik, får de den uden indpakning.
En bog bliver aldrig bedre af at blive perfekt. Det, der lyner, er i virkeligheden en lille fejl eller en stor fejl, der kan vise sig at blive stor litteratur. Det er ikke korrekturfejl, men for eksempel hvis noget er for langt eller urealistisk, eller hvis forfattere ikke kan finde ud af at samle to ting. For eksempel at det er frostvejr, og der et springende springvand. Det insisterede Kirsten Thorup på, og jeg sagde helt okay.
Torben Madsen kalder flere gange sin karriere et svineheld, som begyndte, da han fik job som skribent for Gyldendals Bogklub i 1973. Først havde den unge Madsen forsøgt sig med sammenlignende litteratur på Københavns Universitet i 1960erne, men det kunne overhovedet ikke sammenlignes med det virkelige liv og de bøger, han elskede så højt.
At elske litteratur og studere litteratur var modsatte ting. Vi fik nærmest ikke lov til at læse litteratur. Vi skulle kigge i bøger om semiotik og politik, og når vi læste litteratur, var det den klassiske. Det havde været sjovt, hvis vi bare en gang imellem kunne læse nye bøger af Henrik Nordbrandt, Svend Aage Madsen og Kirsten Thorup og diskutere dem på holdet. Men der var aldrig nogen, der bad os om at købe en ny bog, fordi den skulle bruges på holdet. Jeg købte dem selv og storkede ned til Paludans boghandel i Fiolstræde, så snart de førnævnte navne udkom.
Torben Madsen sløsede ifølge ham selv sine studieår op, rejste til London og Spanien og læste bøger hele tiden. Da der kom en annonce om et job i Gyldendals Bogklub, slog han til. Man havde bemærket, at han havde stået for en række anmeldelser i biblioteksbladet Bogens Verden, der skrev om stort set alle bøger dengang. At starte i bogklubben var en drøm:
Vi kævlede om bøger dag og nat, og redaktionsmøderne var de vilde diskussionsklubber. Vi udvalgte og skrev om bøger, inden de udkom, og før vi vidste, hvad pressen skrev. Vi valgte Vita Andersens tryghedsromaner, kvindepolitiske eller litterære bøger. Og det blev en stor succes. Her lærte jeg at formidle og respektere forfatternes håndværk.
Da Gyldendal senere overtog Samlerens Bogklub, skulle Torben Madsen være med til at bygge det op. I dag er bogklubber noget helt andet, fortæller han.
Nu er det civiløkonomer, der styrer bogklubberne, der udsender kataloget ud fra bestsellerlisten og de bøger, pressen har skrevet om. Dengang var bogklubber mere pædagogiske og lavet ud fra de bøger, man selv syntes var gode. Så skrev vi lange artikler om bogen eller med forfatteren. Bogklubber er stadig vigtige for det økonomiske grundlag, der sørger for, at man kan lave det eksperimenterende. Men som litterær maskine er det dybt kedeligt, siger han med et langt y i dy-ybt og ruller med øjnene.
I starten af 1980erne var forlaget Borgen løbet med mange forfattere fra den meget omtalte 80er-generation med navne som Michael Strunge og Pia Taftrup, mens Vindrose havde Søren Ulrik Thomsen. Gyldendal havde simpelthen været alt for langsom til at fange den nye bølge af forfattere og frygtede, at man ville ryge helt ud af kapløbet. Derfor hentede man i 1983 Torben Madsen over i skønlitteraturafdelingen.
Igen var jeg heldig at være på et forlag med mange penge og redaktører. Her sad personligheder som Ole Wivel og Erik Vagn Jensen til redaktionsmøderne, og det var ikke kun en hellig hal på grund af mahognimøblerne og Krøyer på væggen, der gjorde det fint nok. Det var også personerne, og jeg sad der som en lille dreng og fik lov at eksperimentere. Og de sagde: Nu kommer Torben med de nye unge til os. Ingen stod i vejen, og jeg udgav Thomas Boberg, Astrid Saalbach og Carsten Jensen. Men jeg fik desværre ikke fat i Pia Juul.
Gyldendal har gennem tiden været god til også at hente forfattere, der er debuteret på et andet forlag, men det er sjovest at lave dem selv, synes Torben Madsen. Når han modtog svære manuskripter, læste han det bare tre gange, og så kunne fornemmelsen af at have fat i noget godt nogle gange komme snigende.
Det er det, der sker med kunst, som optages på en særlig måde, når litteratur og mennesker mødes. Den proces, der opstår mellem de der sindssyge sorte punkter på hvidt papir og folks indre hoveder. Jeg har aldrig været bange, og det har måske gjort mig til en særlig læser. Jeg kunne tale i timevis om Morti Vizkis nye digte, som ingen andre forstod. Jeg er meget optaget af litteratur, ligesom forfattere er. Måske endda mere, for de skal mest af alt være optaget af dem selv.
Hvad er det sjoveste, du har været med til?
Egentlig når det har været vanskeligt. For eksempel da jeg ad omveje modtog en pakke med 112 af Peer Hultbergs prosastykker til det, der senere blev til 537 i værket Requiem (1985, red.). Han havde været væk i nogle år og havde sendt det til nogle andre redaktører, og han var ked af, at de ikke rigtig forstod det. Jeg opmuntrede ham og rejste til Frankfurt, hvor han boede, og levede hos ham i tre dage. Det blev udgivet og modtaget som en åbenbaring.
Men så var det jo sjovt at arbejde med folk som Niels Frank og Peter Mouritzen. Nogle har påstået, at jeg gjorde mig til venner med dem, men for mig var det en måde at hjælpe dem på vej og gøre mit arbejde. Så vi sad ofte her omkring spisebordet, jeg lavede frikadeller, og vi drak vin og råbte og talte om bøger.
Det lyder lidt som Gertrude Steins saloner i Paris i 1920erne.
Nej, det var mere festforestillinger. Når en forfatter havde udgivet en bog, holdt jeg middag, og de kunne selv invitere nogle andre. Det kunne være nogle redaktører eller nogle ældre forfattere, de gerne ville møde. Det kunne være Inger Christensen eller Kirsten Thorup. Og andre gange kom der unge forfattere forbi, og så mødte de for eksempel Astrid Saalbach og andre, og de blev alle venner. Det var sjovt. Men det var også godt, at det stoppede. Det fyldte meget. Jeg investede meget tid i det.
Sådan er det ikke længere, er hans oplevelse. Det har redaktører formentlig slet ikke tid til eller mulighed for. I dag handler det om at finde den ene bestseller, der kan sikre butikken resten af året. De er til bogmesser og kun med dette ene formål at finde den amerikaner, der har solgt millioner af bøger allerede, mener Torben Madsen.
Man går ikke til middage, men går hjem og læser den nye krimiforfatter, så man kan byde på den næste morgen.