Prøv avisen
Bog

Nu møder oldingen Donald Trump og Kim Jong-un

Hele verden er fra forstanden i den nogenlunde morsomme fortsættelse til “Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt”

”Det har aldrig været meningen, at der skulle skrives en fortsættelse til bogen om den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt.”

Sådan skriver Jonas Jonasson i forordet til ”Den hundred og et-årige der tænkte at han tænkte for meget” – en fritstående fortsættelse af ”Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt”.

Når svenske Jonasson alligevel har valgt at skrive endnu en roman om tudsegamle Allan Karlsson, kan det ikke være for pengenes skyld. Dem har han jo nok af efter at have leveret en global bestseller, der er solgt i 10 millioner eksemplarer.

Selv skriver Jonasson, at han har skrevet toeren, fordi verden er et værre sted end nogensinde før, og at han har brug for sin olding ”til at fortælle, hvordan det er, og dermed indirekte, hvordan det burde være”.

Og via den elskelige, uregerlige Allan forsøger Jonasson så at skildre verdens dårskab og dens afsindige ledere. Men selvom der er en bitterhed og en nihilisme at spore i Allan – og altså også i Jonasson – er det leg og humor, der tegner det moderne eventyr om gamlingen og hans ven Julius, ”den uforbederlige småtyv”. Og de to sidder i begyndelsen på Bali og er ved at brænde alle deres penge op på dyre hotelværelser og drinks. Inertien og kedsomheden lurer dog, og derfor inviterer Julius Allan på en ballonfærd. Det går naturligvis ikke som forventet, og de ender i havet, hvor de spottes af et skib. Det viser sig at være nordkoreansk, og Allan fortæller kaptajnen, at han ved, hvordan den uran, skibet er ved at smugle hjem til Kim Jong-un, ved hjælp af ”varmisostatisk tryk” kan føre til ekstremt potente atombomber. Det er det rene opspind, der ikke desto mindre bringer Allan og Julius i foretræde hos ”Den Store Efterfølger”. Romanen dyrker i det hele taget usandsynligheder, forviklinger og slumpetræf, som Jonasson skriver frem i en humoristisk, ofte münchhausensk ånd. Alt kan ske og sker, og Allan sidder eksempelvis pludselig i møde med Donald Trump.

Er det så morsomt? Ja, indimellem, men paradoksalt nok mest, når der skrues ned for effekterne. Som i beskrivelsen af Angela Merkel: ”Som datter af en lutheransk præst boede hun ikke i et palads, men i en lejlighed i Berlin. Hun sov fire timer pr. nat fra mandag til fredag, men kunne i weekenden finde på at blive liggende og gasse sig helt til solopgang.”

Meget andet går nu også an, fordi romanen er skrevet med lune og i et letløbende sprog, og fordi der er så mange absurde påhit i historien, der nok handler om jagten på uran, men reelt er en løs sammenføjning af en hulens masse røverhistorier.

Det er ikke altid lige elegant gjort, det er bestemt ikke skøn skønlitteratur, og det fortæller heller ikke så forfærdelig meget om, ”hvordan det er, og dermed indirekte, hvordan det burde være”. Men Allan er en fin karakter og er midt i det kulørte og storpolitiske rabalder et præcist signalement af en type ældre, mange af os har mødt. Dem, der sidst i livet har mistet respekten for magten, pengene og korrektheden. Og på den måde, midt i al deres fysiske forfald, fremstår usårlige.