Så blev det Shakespeares tur. Den muntre forvekslingskomedie ”Helligtrekongersaften” har fået en tur i den kønspolitiske vridemaskine og et moderigtigt antræk i Grønnegårds Teatrets oplagte udendørsopsætning. Men de store bestræbelser for at gøre Shakespeare samtidssvarende lander et mærkeligt mellemsted mellem ”queer” og konformt.
Kærlighedskomedien – for dét er det – var angiveligt et stykke bestillingsarbejde til dronning Elizabeth, som manglede lidt lettere adspredelse til sin italienske gæst, en vis hertug Valentino Orsino. Ud kom en tøjlesløs kærlighedskarrusel af et forvekslingsdrama med alt, hvad dertil hører af pirrende begær, forelskelser, forviklinger og dramatiske opgør.
I Christoffer Berdals udlægning er stykkets tematisering af kærlighedens utæmmelige natur blevet til en leg med køn, identitet og kærlighedens forskellige, farverige konstellationer. Kvinder i mandeklæder. Mænd, der lidenskabeligt kysser mænd. Kvinder, der forelsker sig i kvinder. Men hvad skal det nu gøre godt for? Det vender vi tilbage til.
På scenen har man gjort det flydende konkret og placeret en kæmpemæssig bølgeformation som skumsprøjtende scenografi. Kønt er det ikke, men som billede på kærlighedens ustadige natur giver tegneseriebølgen trods alt mening. Det er den, der skyller den skønne Viola op på Illyriens kyst efter et skibbrud, som skiller hende fra broderen Sebastian i åbningsscenen.
Hernæst forklæder Viola sig som en ung knægt og får ansættelse som lakaj ved hertug Orsinos hof, i hvem hun forelsker sig hovedkulds. Orsino er dog allerede forliebt i den vægelsindede grevinde Olivia, der på ingen måde vil vide af ham, men som derimod kaster sin kærlighed på den mandsklædte Viola – og så har vi balladen. Undervejs dukker også den fortabte bror op og gør forelskelsesforvirringen komplet. Hvem der står tilbage som vindere, og hvem der står tilbage som tabere i kærlighedskampen, må man konstatere ved selvsyn.
Skuespillet er over en bred kam vellykket, og de blomstrende oversatte Niels Brunse-sætninger bølger let og lydefrit mellem de medvirkende. Men i hovedrollen er den yndige Katrine Greis-Rosen-thal (”Lykke Pers” Jakobe i den nylige filmatisering) en lidt bleg, forglemmelig version af Viola. Hun bliver hurtigt overskygget af det shakespeareske slæng af hofsnoge, narre og andre med hang til intriger, der har deres helt egen frivole folkekomik kørende. Nogle med et mere heldigt udfald end andre. Enkelte drukner ligefrem i lag på lag af tyl og taft i Nicholas Nybros (ham med Ghita Nørbys sagnomspundne moderkagekjole) fabulerende, lidet kønne, men festlige lagkagekostumer, mens Julie Agnete Vang får det voluminøse overlæs til at virke til sin fordel i sin sødmefulde, forvirrede Olivia.
Særligt stærkt står dog Ann Eleonora Jørgensen i rollen som den hovne hushovmes-ter Malvolio, der til lejligheden har skiftet både køn og navn til Malvolia. Med et virtuost greb om karakterens melankolske, malmfulde dobbelthed og komiske tragik gør hun en fremragende figur som både kærlighedshungrende påskekylling i skriggult og som smertefuldt slagen og fornedret nar.
Men – for der er et men – hvorfor Malvolio anno 2019 partout skal være kvinde, står så mærkeligt ubesvaret hen. Tilfører det stykket noget nævneværdigt, andet end et overfladisk, forlorent samtidsskær? Ikke rigtig.
Denne lille queer-krølle mangler egentlig dramaturgisk legitimitet og virker derfor mest af alt som en tom attitude, en komatøs leflen for tidsånden uden original stillingtagen eller egentlig overvejelse.
Det er, som har man villet det hele. På én gang være folkelig på en ufarlig, lagkagekomisk facon og kantet og queer med de unge. Derfor lander man uundgåeligt et lidt fadt mellemsted. Måske skulle man bare lade Shakespeare være Shakespeare – og lade publikum tænke sig til resten.