Prøv avisen

Nu ser man igen den oprindelige kirke på Venø

Der er travlhed i Danmarks mindste kirke før genindvielsen på søndag. Arkitekt Dan Ljungar bærer Venø Kirkes nye alterbillede ind. Det er malet af Knud Agger, der selv havde sommerhus på Venø og er et såkaldt ”stenbillede”. I baggrunden ses den midlertidige pavillon, som har gjort det ud for øens kirke, mens restaureringen er foregået. – Alle fotos: Astrid Dalum. Foto: DALUM ASTRID

Efter 11 års arbejde slår Danmarks mindste kirke på søndag dørene op til et forandret kirkerum. Hvad der begyndte som et ønske om ny kirkekunst, endte med en total restaurering af limfjordsøens vigtige samlingspunkt siden 1500-tallet

Om sommeren er det svært at finde en parkeringsplads ved den lille hvidkalkede kirke på Venø. En strøm af busser og biler, cyklister og vandrere finder vej, så fra maj til september kommer her dagligt op mod 300 turister. Danmarks mindste kirke er nemlig en attraktion.

Men med et våbenhus og et kirkerum på samlet set kun 45 kvadratmeter må gæsterne stå i kø for at komme indenfor, så de kan få deres eget indtryk af et af øens vigtigste samlingssteder.

For det er det, Venø Kirke er. Og som den har været lige siden slutningen af 1500-tallet, hvor øen i Limfjorden fik en rigtig kirke med tykke mure, så øboerne ikke længere måtte nøjes med et middelalderkapel af træ.

Når venøboerne og de mange turister næste gang kommer indenfor, er det dog et forandret kirkerum, de træder ind i. Efter snart 11 år med idémøder, planlægning og masser af hårdt arbejde er Venø Kirke endelig klar til at genåbne ved en særlig festgudstjeneste søndag den 18. december. Som forvandlet.

”Forhåbentlig vil folk alligevel ikke føle, at det er en helt anden kirke, der møder dem. For målet har faktisk været at føre kirken tilbage til det udtryk, den havde oprindeligt. Et kirkerum mere i reformationens ånd. Lysere og mere asketisk. Med renhed, anonymitet og tilgængelighed som ledetråde, så man som kirkegænger ikke bliver forstyrret af kirkerummet i sig selv, men kan koncentrere sig om det egentlige. Om troen,” forklarer Dan Ljungar, der har været arkitekt på opgaven.

Væk er de tidligere rødbrune kirkebænke, der var med til at gøre rummet mørkere og mindre. Gulvet i syv forskellige niveauer, så man som kirkegænger skulle passe på, hvor man gik. Og de historiske mure er med deres nystrøgede hvide kalk igen blevet dominerende i rummet. Samtidig er det nu dagslyset, der lyser kirken op, ikke elektriske pærer i lysekroner, men solens stråler, der spejles og reflekteres på de lyse flader.

”Der må ikke være noget, der gør ondt i øjet i en kirke. Alt skal være afmålt og afstemt. Selv ned i de mindste detaljer,” forklarer Dan Ljungar, der ikke har været arkitekt i en kirke før, men blandt andet været husarkitekt på Glyptoteket og som fortæller, at han er gået til opgaven med stor ydmyghed og respekt for det særlige rum, som en kirke er. Og derfor har han også været meget optaget af, at det er de gamle håndværkstraditioner, der er benyttet i restaureringen, så kvaliteterne ved den gamle kirke igen kommer frem.

Men faktisk var det slet ikke meningen, at der skulle laves nye bænke af egetræ, lægges nyt klinkegulv eller ændres så radikalt ved rummet. Menighedsrådet ville i sin tid bare gerne skifte kirkens kunst ud med noget mere tidssvarende, fortæller menighedsrådsformand Ove Bjerre-Pedersen:

”Alterbilledet var fra vækkelsernes og den pietistiske tid og på den måde symbol på en kristendomsforståelse, som var fra en anden tid, der ikke passer til os, der bor på Venø nu. Men Nationalmuseet sagde nej til forandringer, og så var gode råd dyre.”

Det blev et bekendtskab fra Ove Bjerre-Pedersens barndom, der fik drømmene til at leve videre. Formanden er nemlig vokset op i Vestjylland i den lille Staby, hvor hans far var mælkekusk og leverede mælk til mejeriet. Her blev en vis Nørregaard-Nielsen ansat, og de to fædre til henholdsvis Ove Bjerre-Pedersen og Hans Edvard Nørregaard-Nielsen blev venner.

”Så jeg kontaktede Hans Edvard Nørregaard-Nielsen, som altid har haft en stor veneration for Venø. Og efter et par snakke og nogle besøg, var han overbevist om, at vi skulle få gjort noget ved kirkerummet. Det var ham, der pegede på Dan Ljungar som arkitekt til opgaven, og vi har derudover fået begge kunstværker, alterbilledet samt en bronzeskulptur af Ny Carlsbergfondet, som han var direktør for,” fortæller Ove Bjerre-Pedersen.

Det nye alterbillede er et såkaldt stenbillede. Malet af Knud Agger, der selv havde sommerhus på Venø, og det forestiller de sten, han fandt på gåturene langs stranden. Lokale sten, som også kirken er opført af.

”Der vil jo nok være nogle, der synes, at et alterbillede skal være fyldt med tydelige kristne symboler. Men Aggers maleri er optaget af lyset og har med universet at gøre. Og det er jo netop, hvad kristendommen handler om,” supplerer øens sognepræst, Per Mikkelsen og fortsætter:

”Mange af de cirka 200 fastboende er trofaste kirkegængere, og hvis ikke de møder op hver søndag, så er der alle de andre arrangementer i kirken, som de nødigt vil undvære. Så kirken er stadig et fast holdepunkt på Venø. Faktisk er det mest folk udefra, der har været imod forandringerne i kirken. Folk der bor her og benytter kirken er derimod glade for det, der er sket. Og man skal selvfølgelig huske på og respektere, at kirken er bærer af en gammel historie, men den er altså samtidig en nutidig størrelse. Og med den nænsomme restaurering, vi nu har gennemført, så har vi faktisk fremtidssikret kirken – ved at gøre den mere tidløs.”

Restaureringen af Venø Kirke er i fuld gang inden åbningen på søndag. Foto: DALUM ASTRID
Kalkmalerierne på nordmuren i Venø Kirke er ganske unikke. De er fra 1686 og blev opdaget ved en tidligere restaurering af kirken i 1920 og skal forestille bænkenes gavle, som der åbenbart ikke var råd eller plads til i den gamle kirke. På bænkene er der initialer, så man kunne se sin plads – og der er både en kvinde- og en manderække. Foto: DALUM ASTRID