Bordene er sat sammen, så de danner en hestesko. Dugene er hvide, servietterne foldede, og der er glas beregnet til både rød- og hvidvin. Højt belagt smørrebrød er anbragt på ovale stålfade, som er stillet frem på midten af bordene, og dessert-lagkagen står på køl i køkkenet. Kort sagt: Der er dækket op til fest.
Opdækningen er intakt næsten hver weekend i Herskind Forsamlingshus. I landsbyen, der ligger vest for Aarhus, er borgerne og folk fra de omkringliggende byer flittige til at bruge forsamlingshuset, når de holder konfirmationer, bryllupper, jubilæer og runde fødselsdagsdage. At der denne aften er noget andet på spil, er næsten umuligt at få øje på, for borddækningen er upåklagelig, og det samme er smørrebrød og lagkager.
Det afvigende skulle da lige være, at hele otte selskabssange, rullet og sat op i sangskjulere eller foldet, så de ligner vinglas eller et par dameben iført stiletter, står klar på et bord, der er anbragt nederst i lokalet. Men på den anden side er det vel ikke specielt usædvanligt, for vi danskere er kendt for vores lejlighedssange og tradition for at synge sammen.
Det usædvanlige opstår først, da der bliver slået på glasset, og selskabet på opfordring begynder at synge den omdelte sang: ”Alle I som sidder her/er jeg eg’ntlig noget værd?/Jeg ved ik’ hvad jeg skal gøre/ er det sådan at blive større?/Hvad så når jeg fylder fyrre?/Jeg bli’r 30 år i dag,” synger de på Pia Raugs melodi til ”Regnvejrsdag i november”. Og senere, da en bryllupssang på melodien ”Jeg er havren” bliver runddelt: ”Når du bryder sammen i vor’ seng/græder, ryster, deler dybe ting/hulker, sir’ jeg hader alt ved mig/ler jeg lidt og ser den anden vej.”
Forklaring: Vi er ikke med til en bryllupsfest eller en 30-års fødselsdag, men derimod midt i værket ”Selskabssange”. En forestilling, hvor publikum er aktivt medvirkende. og hvor alle sange er skrevet af den konservatorieuddannede komponist Kirstine Fogh Vindelev. Hun har også iscenesat begivenheden, som hun betegner som et værk, der ligger midt imellem at være en koncert, en teaterforestilling og en fest.
Med ”Selskabssange” vender hun den danske fest- og fællessangstradition på hovedet og benytter sig af genrens særtræk: at samle mennesker. På versefødder og med velkendte melodier bekendes både skamfulde minder og dybe længsler til dem, som står folk nærmest.
”’Selskabssange’ er vokset ud af en blanding af klaustrofobi og kærlighed til genren. Min forældre arbejder som forstanderpar, så jeg er opvokset på efterskoler og frie skoler og har en stor kærlighed til fællessangen. Men samtidig har jeg et behov for at undersøge, hvorfor selskabssange altid skal være så positive og fællessang altid være så rart. Hvorfor må den ikke være ude af kontrol, for meget, for lidt, for grim – ligesom vi mennesker er?”, spørger hun, da vi har sat os midt i opdækningen under en pause i en af de sidste gennemspilninger inden premieren i aften.
Når hun har valgt Herskind Forsamlingshus, er det, fordi hun her har fundet et helt igennem traditionelt sted for afholdelse af familiefester, men også fordi hun gerne vil have et publikum, hvor der er noget på spil.
”Siden februar har jeg holdt en række sangaftener her i Herskind, hvor vi har sunget mine sange, og det har helt tydeligt været grænseoverskridende for mange. Jeg kunne i begyndelsen godt være lidt nervøs for, om de nu syntes, at jeg kom og smadrede deres tradition. Det er så overhovedet ikke det, jeg har oplevet. Til gengæld har jeg tydeligt kunne mærke, når de har spejlet sig i fortællingerne,” siger Kirstine Fogh Vindelev.
”For mig er det meget spændende at synge sangene et sted, hvor man kan være lidt bange for at synge dem. For så er der noget på spil og nogle grænser, der bliver rykket,” siger hun.
Det kan Anna Margrethe Kristensen godt genkende. Hun har de sidste 31 år været formand for forsamlingshuset i Herskind og har fra begyndelsen bakket projektet op.
”Det er klart, at nogle har meget blandede følelser omkring det, og enkelte har taget afstand og er bakket ud, selvom de egentlig havde meldt sig som statister. For mig er det fint, at huset bliver brugt til alt muligt forskelligt, og jeg glæder mig til premieren,” siger Anna Margrethe Kristensen.
For Kirstine Fogh Vindelev er fællessang et underudviklet medie, fordi det udelukkende bliver brugt som et rum, hvor alting er rart. Hun mener, at fællessang er blevet noget, vi dyrker, fordi det udskiller endorfiner og gør os glade. Det er mere rusen end indholdet, vi går efter, mener hun.
”Fællessang og lejlighedssange er medier, der kan så meget. Tænkt bare på, hvad det betød under Besættelsen, hvor der virkelig var noget på spil. Jeg ville ønske, at fællessangen kunne blive noget, vi dyrkede uden helt at vide, hvad det var, vi fik. Så kunne vi gå ud bagefter og tænke over, om vi nu er det rigtige sted i livet, eller andre af den slags eksistentielle overvejelser. Lidt ligesom efter at have set en film af Lars von Trier,” siger hun og påpeger, at vi er så trænede i den gode stemning, at vi via fællessang kan skabe en stemning af konsensus, som måske slet ikke er til stede.
Man må ifølge komponisten meget gerne grine undervejs i festen, men ”Selskabssange” er ikke ment som et satirisk værk.
”Min mål er først og fremmest, at publikum skal kunne mærke sig selv. De må gerne grine og klappe, og det lægger hele rammen jo også meget op til. Men når vi netop spiller på alle traditionerne og gør alt andet end sangenes indhold genkendeligt, så er det, fordi det gerne skulle gøre oplevelsen af sangteksterne stærkere,” siger Kirstine Fogh Vindelev.