Nu vender det: Foråret kommer

Danske digtere skriver om forårets komme på en måde, så vi ser verden i et nyt lys. Fra Brorson over Benny Andersen og til Anne Linnet finder vi ord til at nyde tiden her omkring den 1. marts ekstra intenst

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul.

Nu vender det. Det er den 1. marts, og foråret kommer så sagte. Man behøver ikke engang være dansker for at mærke, at der er noget i gære. Min familie havde for nogle år siden en kinesisk studerende boende. Chang kom om foråret og syntes, at det var helt skørt, at danskerne satte sig ud og vendte ansigtet op imod solen, så snart den viste sig. Ingen solstråle, ingen varme må man gå glip af, når det er forår i Danmark.

Danskerne er som kåde køer, der kommer på græs efter en vinter i stalden. Hun rystede på hovedet og syntes, at vi var lidt skøre i bolden. At slikke sol. Begrebet fandtes ikke i hendes ordforråd.

Men hvad skete der, efter hun havde været her i et år og havde oplevet en mørk, fugtigkold vinter og nordisk tungsind? Sammen med alle os andre myldrede hun ud i det danske forår. Hun gik i Kongens Have i København og vendte ansigtet mod solen som en anden blomst. Den danske vinter havde gjort hende lige så træt af gråvejr som alle andre i dette land. Hun havde lært at længes efter lyset. Hun havde vænnet sig til det danske vejr.

Chang kunne ikke dansk, så det gav ingen mening at begynde at synge vort lands vemodige sange og salmer for hende. Hun ville ellers have haft en vis forståelse for dem, da hun havde været i landet i et år. Hun ville nikke genkendende til Brorsons strofer:

”Trange Tider, langsomt skrider,

Langsomt skrider. Det har den Art;

Dagene længes, Vinteren strenges

Vinteren strenges. Og det er svart.

Trange Tider langsomt skrider,

langsomt skrider, det har den Art.”

Og selvom det er en halvgammel, melankolsk og alkoholiseret mand, der fortolker forårets komme i Benny Andersens ”Svantes forårssang”, så ville hun måske have fanget det lille ”dog” i sangen:

”Vor fremtid bliver kvalt

af kulos og svovl

vi vedgår til sidst gæld og arv.

En dag vil jeg ta’

min spade og skovl

og skynde mig ned i min grav –

måske vil det ske nu i år…

og dog er det vår!”.

Trods alt sortsyn og åndsformørkelse, så er det dog vår. Og det er måske en lille trøst. Hvis det er for lidt, så står Kaj Munk parat med en lille anemone og et blik for skabelsesunderet:

”Hvad var det dog, der skete?

Mit vinterfrosne Hjertes Kvarts

maa smeltes ved at se det

den første Dag i Marts.

Hvad gennembrød den sorte Jord

og gav den med sit søblaa Flor

et Stænk af Himlens Tone?

Den lille Anemone,

jeg planted der i Fjor.”

Det er gode ord i marts, men ikke for Chang, som ikke kunne dansk. Uden ord løb hun bare ud i solen og glemte alt om, at sådan gør man ikke Kina, i hvert fald ikke uden parasol. Man skulle nødigt blive farvet af solens stråler.

Changs reaktioner er tankevækkende. Det fremmede blik på vores helt normale forårsadfærd gør det tydeligt, hvordan vi handler og oplever uden at tænke synderligt meget over det. Det fremmede blik giver forundringen tilbage. Man vender sig lige om en ekstra gang og ser det selvfølgelige, som man var blevet blind for. Man bliver opmærksom. Det er nu, at det er jævndøgn, og forholdet mellem mørke og lys vender. Jo, det er nu, det sker. Det er nu, at det skal nydes i fulde drag.

Med Chang er det ligesom med vers. Vers betyder vending. Chang fik os til at vende bevidstheden og fik os til at se på foråret på ny. Det kan gode vers også gøre. De vender ordene og sætningerne på en særlig måde, der får os til at studses og glædes. En russisk kunstteoretiker, Viktor Sjklovskij, hævdede for over 100 år siden, at det, som god kunst kan, er at gøre alt det velkendte fremmed og underligt. Vi ser verden med præcis den forskydning, der skal til for, at vi overhovedet kan få øjnene op for den og fatte den. Vi behøver ikke grave hul helt ned til kineserne for at se verden på hovedet. Der kommer kinesere hertil og fordrejer hovedet på os. Og gør de ikke det, så har vi i hvert fald versene til at sætte verden på den anden ende.

Den folkekære Benny Andersen var god til det, hvad enten det var i skikkelse af Svante eller sig selv. I ”Hilsen til forårssolen” hersker der også et træt sortsyn, der dog manes i jorden med forårets komme. Det står skidt til, men ”selv i vinter var der dog en ko på isen”, som han skriver, så selv en død metafor bliver vakt til live igen. Ribbet for det meste, men glad i sjælen synger han til sidst i denne sang til livet:

”Og en gang går solen sin

runde uden mig,

men når forårssolen skinner,

lever jeg!”.

Det er sådan, det er. Man skal være blind og døv og dum, hvis ikke man ænser, at det vender nu. Foråret og livet er over os. Fatter man det alligevel ikke, og tør man ikke tro på det, så tager vi den en sidste gang, nu med Anne Linnets ”Forår”:

”Jeg ved at al min sidste tid skal leves,

jeg ved at tiden tæller hjertets slag,

at alt det vi har grædt igennem livet

det svinder på en forårsdag.”8