Nu vender DR sig endelig væk fra amatørerne og mod mestrene

I DR 1-serien “Mesterlære” lukker blandt andre Michael Kvium, Bjarne Reuter og Rasmus Kofoed seerne ind i deres fascinerende arbejdsprocesser

I et af afsnittene fører Michael Kvium os i atelieret med fra idé over skitse til lærred, og det er en oplevelse at se, hvordan de velkendte kviumske knokkelmennesker træder frem af strøg og komplementærfarver, og at høre ham fortælle, hvordan kunstværket opstår et sted mellem håndværk og uhåndgribelig inspiration.
I et af afsnittene fører Michael Kvium os i atelieret med fra idé over skitse til lærred, og det er en oplevelse at se, hvordan de velkendte kviumske knokkelmennesker træder frem af strøg og komplementærfarver, og at høre ham fortælle, hvordan kunstværket opstår et sted mellem håndværk og uhåndgribelig inspiration. Foto: Peter Refsgaard/DR.

Kulturen har den seneste årrække stået i amatørens og konkurrencens tegn på DR 1, hvor selvlærte sangere, bagere, snedkere og malere har dystet om at blive den bedste.

Men måske indvarsler ”Mesterlære” en ny tv-tid. Her er det i hvert fald fagfolk, mestre inden for hvert deres felt, der er rykket fra den vanlige tilbagetrukne dommerposition og ind foran kameraet, hvor de viser hvordan de arbejder, fortæller om deres metoder og også giver seerne råd om, hvordan de selv kan komme i gang eller blive bedre.

I det første program er det kokken Rasmus Kofoed, der tilbereder en salat, som også er på menuen på hans trestjernede Michelin-restaurant, Geranium.

Og mellem billederne af Kofoed, der plukker planter i sin have, snitter grøntsager med mesterens ubesværede præcision og taler om vigtigheden af at vælge råvarer i sæson, oprulles hans liv og karriere.

På den måde er der også tale om et portræt, og det samme gælder i programmet om eneren Michael Kvium, der i atelieret fører os med fra idé over skitse til lærred, og det er en oplevelse at se, hvordan de velkendte kviumske knokkelmennesker træder frem af strøg og komplementærfarver, og at høre ham fortælle, hvordan kunstværket opstår et sted mellem håndværk og uhåndgribelig inspiration.

Det er selvsagt ikke noget, enhver kan stille sig op og gøre, male som Kvium, selvom han siger, at man bare skal tage ”børnenes elendige akvarelpensel, der stritter ud til alle sider”, og gå i gang.

Ikke noget med at købe dyre oliefarver og andet professionelt udstyr. Og begynd med at male sort på hvidt, ikke overkomplicere, og det råd går igen hos ikke bare Kofoed, men også hos forfatter Bjarne Reuter, der i den tredje udsendelse fortæller om, hvad han har skrevet, og hvordan han skriver. At han gerne sidder ved computeren fra fire til syv om morgenen, og hvordan han aldrig tillader sig selv at tænke på, hvad han skal skrive, før han sætter sig: ”Det skal komme, når fingrene rammer tastaturet”.

Men Reuter er fuldt bevidst om formens betydning – hvem skal fortælle, hvad betyder hovedkarakterens alder for bogen – og det er først, når dén er på plads, han kan skrive frit. På den måde har han skrevet ”Zappa”, ”Busters verden” og en lang række andre børne- og ungdomsbøger plus en stribe næsten lige så læste og udlånte voksenbøger.

”Mesterlære” er velgørende i sit fokus på de dygtigste, og det er bare med at hænge på, for hvor den første Kofoed-udsendelse ikke rigtig løfter sig, er det fascinerende at se Kvium arbejde, og se hvordan han hele tiden træder et skridt tilbage fra lærredet for at se det lidt på afstand – han går hver dag tre-fire kilometer på den måde – ligesom det er ladet med nostalgisk sødme at se Reuter gå rundt i det Brønshøj, han har trukket så meget på i sit forfatterskab.

”Mesterlære” er dog ikke uden problemer. For hvor indblikket i arbejdet på højeste niveau er nuanceret og velfortalt, er det svært at se, hvem der skulle kunne blive en bedre kok, maler eller forfatter af at se udsendelserne. Det kan godt være, at Kvium synes, vi bare skal gribe børnenes pensel, at Reuter mener, at indledningen er afgørende i en bog, og at Kofoed lader sig inspirere til retter af bladenes struktur, men i lære kommer man altså ikke. Det bliver ved små tips og meget overordnede råd.

Men fred være med det, for programmerne er værd at se for mestrenes håndelag, tusinder af dages øvelse, og for de poetikker, der træder frem af deres ord.

Og hvis ”Mesterlære” virkelig markerer en afsked med den amatørtilbedelse, DR’s kultur-tv har svælget i og sværget til så længe, ja, så er der endnu mere grund til at holde af den nye programserie.