Nuanceret og klogt billede af Europas store mænd

Den britiske historiker Ian Kershaw har skrevet en fremragende bog om 12 europæiske stats- og regeringslederes personlighed og deres brug af magt

Winston Churchill, Konrad Adenauer, Adolf Hitler, Mikhail Gorbatjov, general Franco og Josef Stalin er alle med i historikeren Ian Kershaws seneste fremstilling af Europas historie.
Winston Churchill, Konrad Adenauer, Adolf Hitler, Mikhail Gorbatjov, general Franco og Josef Stalin er alle med i historikeren Ian Kershaws seneste fremstilling af Europas historie. . Foto: Ritzau Scanpix.

Det var den skotske historiker og filosof, Thomas Carlyle, der i 1800-tallet hævdede, at historiens gang først og fremmest kan tilskrives den store mand, helten, føreren, der stiller sig i spidsen og leder. Det er ikke en teori, den anerkendte britiske historiker Ian Kershaw abonnerer på i sin nye bog, ”Personlighed og magt. De mennesker, som byggede og ødelagde det moderne Europa”. Bogen tegner et anderledes nuanceret og indsigtsfuldt billede af 12 europæiske stats- og regeringslederes udøvelse af magt, og hvordan denne magt forandrede Europa i det 20. århundrede.

Persongalleriet består af seks diktatorer (Lenin, Stalin, Hitler, Mussolini, Franco og Tito) og fem demokratiske ledere (Churchill, de Gaulle, Adenauer, Thatcher og Kohl). Og så er der Gorbatjov, som kom til magten i det sovjetiske totalitære system, som han endte med at opløse i forsøget på at revitalisere Sovjetunionen og gøre Rusland og sovjetstaterne mere demokratiske. 

Kershaws mål med bogen er at udforske, om disse magtfulde mennesker havde karaktertræk til fælles, og om de kom til magten i kraft af deres personligheder eller som følge af historiske omstændigheder. “Hvor vigtige er enkeltpersoner for historiens gang?”, spørger Kershaw. Svaret i bogen er af gode grunde ikke entydigt.

Var det omstændighederne, der bragte dem til magten, eller var det deres personligheder, der var det drivende? I dag ville man spørge, om Putin for eksempel ville være kommet til magten, hvis Ruslands økonomi ikke var brudt sammen i 1990'erne? Eller ville Trump være kommet til magten, hvis den store finanskrise i 2008 ikke havde frarøvet en stor del af amerikanerne deres økonomiske fundament?

Bogen er delt op i 12 afsnit, der både rummer en biografi om hver enkelt stats- eller regeringsleder og en beskrivelse af den historiske og samfundsmæssige sammenhæng, de indgår i. Der er afsnit om deres personligheder og ikke mindst er afsnittene om arv og eftermæle interessante.

At konflikten mellem kommunisme og kapitalisme blev den afgørende i det 20. århundrede havde Lenin en afgørende rolle i. Terrorens centrale betydning for det sovjetiske styre blev skabt af ham og videreudbygget af Stalin. Gorbatjov betegnede mange år senere Stalin som en af historiens største forbrydere. Hans arv har inspireret Putin, som Kershaw i et interview efter færdiggørelsen af bogen har sagt er lige så hensynsløs som Hitler og Stalin.

Mussolini efterlod sig et Italien i ruiner, men en betydelig del af den italienske befolkning længes fortsat efter en stærk mand eller kvinde, der kan bringe orden i landet. Tiden vil vise, hvad det netop overståede valg af Giorgia Meloni vil føre til. Spaniens Franco var en mand, som under andre omstændigheder formentlig ikke ville være kommet til magten og have sat noget historisk aftryk, men Spanien kæmper stadig for at komme overens med hans 40 år lange diktatoriske regime.

Kershaw konkluderer, at Hitler og Gorbatjov med hver deres meget forskellige personlighed og måde at bruge magt på i hver deres halvdel af det 20. århundrede er de klareste udtryk for, hvor vigtige enkeltpersoner er for historiske forandringer.
Kershaw konkluderer, at Hitler og Gorbatjov med hver deres meget forskellige personlighed og måde at bruge magt på i hver deres halvdel af det 20. århundrede er de klareste udtryk for, hvor vigtige enkeltpersoner er for historiske forandringer. Foto: Heinrich Hoffmann/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

Den jugoslaviske Tito ledede som en af de mindst diktatoriske kommunistiske ledere sit land i 36 år. Ved sin død fik han hædrende omtale kloden rundt, men 10 år senere var hans land opløst, og han står i dag mest som symbol på den tabte enhed.

Arven efter Hitler lever fortsat. Han er den person, der i Kershaws vurdering har betydet mest for Europas historie. Han efterlod sig intet konstruktivt, men ødelagde det gamle Tyskland fuldstændigt. Udryddelsen af jøderne, der var centralt i hans ideologi, var det eneste af hans mål, der var tæt på at blive opfyldt. Holocaust og arven efter Hitler præger fortsat Europa, og processen med at se den nazistiske fortid i øjnene er fortsat et grundelement i den politiske og samfundsmæssige udvikling af Tyskland.

Og så er der demokraterne. Demokratiets og retsstatens redningsmand under Anden Verdenskrig Winston Churchill. Tysklands første kansler efter krigen, Konrad Adenauer. Frankrigs præsident efter krigen Charles de Gaulle. Storbritanniens Margaret Thatcher og Tysklands Helmut Kohl.

De personlige fællestræk ved de portrætterede er påfaldende, men ikke overraskende. De var alle – også de demokratiske ledere – beslutsomme, havde karakterstyrke, var handlekraftige og i forskellig grad egoistiske og selvoptagede. Diktatorerne herskede i særlig grad despotisk, men de demokratiske ledere evnede også at udvise hensynsløshed. Fælles for dem alle var også, at da de endelig havde fået magten, gav de den ikke frivilligt fra sig. Men for de demokratiske ledere gjaldt det for alle, at de gik fredeligt, da de ikke længere havde opbakning.

Bogen viser, at når stærke autoritære ledere først er kommet til magten og er blevet i stand til at fjerne forfatningsmæssige begrænsninger af deres egen magt, har deres handlinger udviklet sig til at blive katastrofale. Kershaw sammenfatter studiet af autoritære ledere med den konklusion, at til magtbegæret er knyttet hensynsløsheden. Den er der sat en bremse på i demokratierne. Og heldigvis for det. I bogen citeres Churchill for i en samtale med Jugoslaviens autoritære leder gennem en menneskealder, Tito, at have leveret denne betragtning om lederskab: ”Det, der tæller, er magt og atter magt, og én gang for alle magt.”

Forfatterfoto af Ian Kershaw
Forfatterfoto af Ian Kershaw
Foto: Mark Kohn Hollandse Hoogte

Det er interessant, at bogens studie af historiske ledere efterlader læseren med det klare indtryk, at det bedste for et samfund er at have ikke-historiske ledere. Det gælder da også for hele efterkrigstidens Europa, hvor der herskede fred og voksende velstand, og hvor samfundet var præget af demokrati, menneskerettigheder og retsstat. Det betød stabilitet, og stabile samfund har ikke brug for karismatiske ledere, der ønsker at forandre det politiske system. Derfor rummer denne periode i Europas historie heller ikke den form for stærke lederskikkelser, der på godt, men allermest ondt, har præget især første halvdel af århundredet.

Kershaw konkluderer, at Hitler og Gorbatjov med hver deres meget forskellige personlighed og måde at bruge magt på i hver deres halvdel af det 20. århundrede er de klareste udtryk for, hvor vigtige enkeltpersoner er for historiske forandringer.

I bogen reflekterer forfatteren over, at de vestlige liberale demokratier er blevet vanskeligere at håndtere. Der er en drift mod en autoritær styreform, fordi lederne af liberale demokratier står stadigt svagere i forhold til magtfulde autoritære ledere. I dette århundrede gælder det Ruslands Vladimir Putin, Tyrkiets Recep Erdogan, Narenda Modi i Indien og den vigtigste af dem alle: Xi Jinping i Kina.

Demokratiet er på tilbagetog, konstaterer Kershaw og fremhæver Donald Trumps fire år som præsident for USA som et alarmerende eksempel på, hvordan en personlighed kan udfordre og forvride strukturerne i selv verdens fremmeste demokrati.

Kershaws mål med bogen er at udforske, om historiens mest magtfulde mennesker havde karaktertræk til fælles, og om de kom til magten i kraft af deres personligheder eller som følge af historiske omstændigheder.
Kershaws mål med bogen er at udforske, om historiens mest magtfulde mennesker havde karaktertræk til fælles, og om de kom til magten i kraft af deres personligheder eller som følge af historiske omstændigheder. Foto: Gads Forlag

Bogen er således ikke bare en fremragende gennemgang af det 20. århundredes vigtigste begivenheder og centrale politiske skikkelser i Europa; den taler også til nutiden. Nogle af karaktertrækkene hos de autoritære ledere i det forgangne århundrede og de samfundsmæssige strukturer, som de byggede deres magt på, kan skimtes hos deres autoritære modstykker i dette århundrede.

Kershaw er som historiker afbalanceret, og hans konklusioner er formentlig derfor heller ikke overraskende. De kræfter, der lå uden for de 12 politiske lederes kontrol, var dem, som i første omgang gjorde det muligt at påvirke historiens gang. Men derefter spillede deres personlighed en afgørende rolle for udviklingen.

Mange af de beskrevne ledere, der formede Europas udvikling, betød på godt og ondt alt for deres samfund, mens de var ved magten. Det gjaldt ikke mindst i diktaturerne, men de fleste af dem betød meget lidt, da de holdt op. Det er en af Kershaws vidtrækkende konklusioner, at det i et langt historisk perspektiv først og fremmest er religiøse ledere, der har sat varige aftryk på historien. Det er en sidebemærkning i bogen, som det havde været interessant at få uddybet. Politiske lederes arv er for de flestes vedkommende begrænset. Men hver for sig prægede de 12 ledere i bogen det 20. århundrede på en afgørende måde.

”Personlighed og magt” kan læses med fokus på det dilemma i historieskrivningen, som Kershaw opstiller mellem personlighedens og omstændighedernes betydning for historiens udvikling. Men den kan i høj grad også læses som en tilgængelig og meget velskrevet indføring i de vigtigste begivenheder, der formede det 20. århundredes Europa. Der er skrevet store værker om alle de omtalte personer og deres epoker, men Kershaw forstår at kondensere det hele til denne meget tilgængelige og læseværdige bog.

Personlighed og Magt af Ian Kershaw. Oversat af Uffe Gardel. 516 sider. Pris 400 kroner. Gads Forlag.