”Iris Murdoch er en af de største forfattere og tænkere i det 20. århundrede, for hun var ikke kun forfatter, men også filosof.”
Professor i engelsk litteratur Anne Rowe fra Kingston University ved London tøver ikke med at bruge de store superlativer, når hun skal beskrive Iris Murdochs forfatterskab.
I år bliver det markeret, at det er 100 år siden, at forfatteren blev født. Og 20 år siden, at hun døde. Anne Rowe er en af de absolutte eksperter i Iris Murdochs forfatterskab, som hun har undervist i gennem 25 år. Hun er tillige tidligere formand for Irish Murdoch-selskabet.
Selvom Iris Murdoch begyndte forfattergerningen i 1950’erne, så taler hendes bøger stadig til nye unge læsere, fordi hun i høj grad skrev på hovedstolen, som også omfattede et pivåbent ægteskab.
”Kun en kvinde, der har levet livet, kan skrive så livfuldt om det. Hendes liv blev efter hendes død beskrevet sensationelt i tabloidpressen. Men vi ved, at det var et åbent ægteskab fra begyndelsen. Ægtemanden vidste, at han ikke gik ind i et middelklasseagtigt bourgeoisægteskab. Hun troede ikke på monogami. Men hun holdt det meget privat, mens hun var i live, og samtiden så hendes ægteskab som ganske konventionelt.”
Det billede krakelerede efter hendes død med en biografi, der fortalte om en kvinde med mange udenomsægteskabelige forhold til både mænd og kvinder.
”Hun sagde selv, at ’jeg er en homoseksuel i en kvindelig forklædning’. Og det er en del af pakken med Iris Murdoch, at hun havde adgang til alle de følelser. Nutidens debat om den flydende kønsidentitet var i hendes romaner. Men dengang var der ingen, der så det. Men de nye generationer ser de elementer, og på den måde er romanerne stadig relevante for nye læsere,” fremhæver Anne Rowe.
Hun mødte selv forfatteren tre gange, men den sidste gang var Iris Murdoch stærkt svækket af sin Alzheimers sygdom.
”Hun var hver gang varm og kærlig. Da jeg fortalte hende, at jeg skrev en ph.d. om hendes forfatterskab, svarede hun. ’Hvor venligt, men hvorfor ikke Shakespeare?’. Hun var altid ydmyg,” fortæller Anne Rowe.
Filosoffen Thomas Nørgaard fremhæver, at Iris Murdoch er et godt sted at begynde, hvis man funderer over moralens rolle i menneskelivet.
”Der er ikke mange, der kan matche hendes bredde. Man får både en filosofisk og en litterær tilgang til de grundlæggende spørgsmål om det gode liv. Romanerne giver konkret liv til hendes filosofi, og hendes filosofi giver spekulativ storhed til romanerne,” påpeger Thomas Nørgaard, der er direktør ved instituttet for værdistudier ved universitetet i Winchester.
Han taler om et unikt forfatterskab, som er stærkt relevant i dag.
”Hendes verdenssyn er sekulært, men ikke reduktivt. Hun tager den moralske fænomenologi seriøst, holder sig ikke tilbage fra metafysiske spekulationer og forsøger at finde plads til centrale religiøse indsigter,” forklarer Thomas Nørgaard som henviser til, at hun eksempelvis har et sekulært begreb om arvesynd og et begreb om godhed, som på nogle måder minder om det kristne gudsbegreb.
Anne Rowe fremhæver, at Iris Murdochs styrke var, at hun sad på grænsen mellem seriøs litteratur og så det mere populære.
”Hver gang, der kom en ny bog, stod folk i kø for at købe den, og mange var ikke klar over, at de samtidig fik seriøs filosofi med i købet. Hendes styrke er, at hun fortæller en god historie, som griber almindelige husmødre, men som også har noget for post.doc.-studerende. Karaktererne har et indre liv og en moralfilosofi”, forklarer Anne Rowe.
Hun ser også, at én bestemt reaktion på bøgerne går igen blandt mange af de studerende, hun har diskuteret Iris Murdoch med.
”Det mest almindelige er, at de taler om ’hvordan hun kunne vide så meget om mig’. De problemer og temaer, der er i bøgerne, er også noget, folk stadig møder i deres liv. Den store udfordring er, hvordan hun taler om det indre liv. Om at være konstant fanget mellem det gode og fristelsen. Mellem lav eros og høj eros, mellem Platon og Freud, og det er, hvad der udspiller sig i romanerne,” forklarer hun.
Anne Marie Kragh Pahuus, prodekan og filosof ved Aarhus Universitet, henregner Iris Murdoch blandt de såkaldte digterfilosoffer.
”Hun hører til blandt de gode kvindelige filosoffer, og via hende har jeg opdaget idéen om kærlighed eller eros som opmærksomhed – altså den form for selvforglemmende opmærksomhed, som gør, at man får øje på noget uden for en selv, som er vigtigere end en selv – og som er virkeligt,” forklarer hun.
Hun taler også om, hvordan Iris Murdoch forener eros med det etiske, som findes hos Platon.
”Jeg har læst Murdoch med de studerende omkring forholdet mellem litteratur og filosofi, men også i kurser om kærlighedens filosofi, hvor jeg synes, at hun som få kan vise forbindelsen mellem det livgivende i den nære relation, hvilket også kan være til naturen, som eksempelvis fuglens bevægelser i ’Tårnfalken’.”
Ifølge Anne Marie Kragh Pahuus handler etikken hos Murdoch om at tage opgaver og ansvar på sig i forhold til at handle på den indsigt, man har i andre menneskers liv.
”Der tænker hun elementer sammen, som Kierkegaard eksempelvis vanskeligere formår, fordi han tænker, at følelser og naturlig sympati bringer os faretruende nær en selviskhed, der er kærligheden og det etiske fremmed. Altså enten elsker man i form af en forkærlighed, eller også elsker man næstekærligt. Men den modsætning er Murdoch fremmed,” forklarer Anne Marie Kragh Pahuus.
Få kan som Anne Rowe detaljerne i forfatterskabet, og hun fremhæver ”Den sorte prins” som hendes personlige favorit.
”Bogen har en brillant struktur, taler om store filosofiske problemer og kunstens rolle i samfundet. Men det er også en af de sværeste bøger at læse. For nye læsere vil jeg anbefale ’Æren i behold’,” siger Anne Rowe, der selv kom ind i forfatterskabet ved et tilfælde.
Hun gik hjemme på barsel, da hendes mand gav hende ”Havet, havet”, der netop havde vundet den fineste britiske litteraturpris, Bookerprisen, i 1978, og det fik hende til at søge ind på universitetet, hvor Iris Murdoch blev hendes livsgerning.