I mange hundrede år udgjorde den slagkraftige Vasa-slægt en stor del af den svenske selvforståelse og folkefortælling. Men efter Socialdemokraterne kom til magten omkring Første Verdenskrig, er de til tider voldelige og magtsyge konger gledet ud af nationens bevidsthed og fremstilles i dag oftest som en skændsel.
Og det er et problem, fordi Sverige dermed har mistet kontakten til en stor del af landets historie, og fordi forståelsen for, at verden kan se anderledes ud end i dag, er gledet ud. Det mener den svenske historiker og forfatter Herman Lindqvist, der er aktuel med bogen ”Vasaerne – Sveriges mægtige kongeslægt”, som for nylig udkom på dansk.
”Det er et kedeligt paradoks, at noget af det allervigtigste i den svenske historie i dag bliver fremstillet som en skamplet. Vasaerne var slemme, men det var også hårde tider, og det er synd, at man ikke har et nuanceret billede af slægten, der har betydet så uendeligt meget for Sverige,” siger han.
I Vasa-slægtens æra gik landet fra at være en skrøbelig ung nation til at blive en stormagt i Europa.
Den 75-årige svensker har tidligere skrevet en lang række populære bøger om svensk historie og valgte at kaste sig over kongeslægten, fordi han mener, at der er store dele af historien, der er blevet glemt. Her lægger han personligt stor vægt på Vasa-slægtens tid i Polen, men også konsekvenserne af kongernes gerninger for det moderne Sverige, bør få fornyet opmærksomhed, mener han.
”Hvis ikke Vasaerne havde været så stærke, som de var, havde vi tabt Sydsverige til danskerne, og Nordsverige var gået til Rusland eller Finland. Så selvom de var brutale over for tjenestefolkene og krigsmodstandere, banede de vejen for det Sverige, vi kender i dag. Det er deres skyld, at der overhovedet er et samlet land,” forklarer han.
På samme måde som i en række andre historiske bøger de seneste år har Herman Lindqvist bevidst valgt ikke at fokusere på de overordnede politiske og samfundsmæssige udviklinger, som historikere ellers traditionelt har holdt sig til. Tværtimod har han i bogens 40 kapitler valgt at sætte de enkelte mennesker i centrum af fortællingen om Sverige i perioden 1523-1654.
Bogen er ikke opbygget som skønlitterære sceniske fremstillinger, men den historiske skildring skrider frem på baggrund af personlige beretninger fra et omfattende kildemateriale af dagbøger, breve og notater.
”Det er den slags, mange svenske historikere lidt nedladende kalder anekdoter. Jeg mener dog, at det er vigtigt materiale, der fortjener respekt og giver liv til historien,” siger den 75-årige forfatter.
Han tror, at de historiske bøger kan nå et langt større publikum, hvis de også rummer de menneskelige dimensioner, fordi det løfter litteraturen fra at rette sig mod de særligt interesserede til også at tiltale en bredere skare. Mange vil måske blive draget af den menneskelige skildring, der kan blive grundlaget for, at man studerer historiske personer eller tidsperioder endnu mere indgående. Og det er et brud med svenske historikeres tradition, mener han.
”Sverige er meget præget af den tyske stil, hvor man holder personer i armslængde fra historiens kerne. Men bag enhver beslutning står et konkret menneske, der præget af sit eget liv træffer valg. Det samme gælder fortidens konger, og vi får en langt bedre indsigt i, hvorfor Sverige udviklede sig, som det gjorde, ved at forstå menneskene. For det var enkelte personer og ikke statsapparater, der afgjorde tingene,” siger Herman Lindqvist.
Som eksempel nævner han, da Gustav Vasa gjorde oprør mod danskerne og genskabte Sverige som selvstændig nation. Og da han i forbindelse med Reformationen skulle forsøge at samle katolikker og protestanter.
Krigen med Danmark var resultatet af en ukuelig stridslyst og protest mod det, der så ud til at være et bestandigt nederlag. Mens hans rolle under Reformationen var udtryk for et pragmatisk religionssyn, der ifølge forfatteren prægede kongeslægten.
”Det illustrerer sådan set meget godt den måde, mange af dem tænkte på. Det handlede om magt, indflydelse og Sveriges position. Sådan var datidens spilleregler. Og det ser man også under Reformationen, hvor Gustav Vasa først og fremmest gik op i, at han med afskaffelsen af den katolske kirke ville få penge og indflydelse,” forklarer han.
Som den mest interessante karakter i den store slægt peger Herman Lindqvist da også netop på den berømte og omdiskuterede Gustav Vasa, der regerede fra 1523 til 1560. Han var brutal, grum og krigerisk og kunne finde på at love sikkerhed til en familie eller en landsby for så kort tid efter at slå hele banden ihjel.
Han kunne også finde på at afstraffe sit personale korporligt og bryde ud i pludselige anfald af umotiveret vold og raseri.
På mange måder var han hensynsløs, men det var også nødvendigt i en verden, hvor konkurrenterne på de europæiske troner var berygtede karakterer som Henrik VIII, mener forfatteren.
”De var præcist, som man forestiller sig renæssancefyrster: temperamentsfulde og krigeriske. Der var noget Donald Trump over den måde, hvorpå man uden skelen til andre folks opfattelse alene sigtede efter resultater. Det var det, der skulle til dengang, og man kunne ikke være svenske konsensusmand på fædreorlov, hvis man ville vinde international respekt. Det lærer os, at hvis verden ændrer sig, må vi også ændre os. Og hyle med de ulve, vi er iblandt,” siger Herman Lindqvist.
Det er ikke sådan, at han ønsker, at svenskerne igen bliver krigeriske og aggressive, men han ærgrer sig over, at fortidens vigtige skikkelser i hans øjne er blevet skammet ud.
Og så mener han i øvrigt, at mange svenskere længes tilbage til en lidt mere slagfærdig og mindre politisk korrekt udgave af selvopfattelsen.
”Der eksisterer et alternativt selvbillede af Sverige, som har ligget og sovet i mange år. Men for dem, der ved noget om historien, er Vasaerne stadig skelettet, der holder det hele sammen. Vi var ikke blevet en stormagt, som også i dag internationalt kan markere sig med humanisme, hvis vi havde turet frem med konsensus. Og der er altså en form for skadelig fornægtelse i ikke at erkende, at vi ikke kan skælde fortiden ud, fordi den ikke lever op til dagens værdier. Det kan være sundt at indse, at det korrekte og rigtige, som alle nationer stræber efter, ikke altid har haft den store værdi. Og at også Sverige har været sådan. Det kan vi lære af Vasa-slægten,” siger han.