Ny amerikansk film er et stærkt modbillede til klichéerne om Afrika

Der er nye boller på suppen i Hollywood. Storfilmen "The Woman King" ser verden fra afrikanernes side – med den hvide mand som skurk

”The Woman King” er en film om, hvordan en bedre verden kunne have opfattet Afrika og afrikanske kvinder. Der er et smukt og stærkt modbillede til klichéerne, skriver Per Juul Carlsen.
”The Woman King” er en film om, hvordan en bedre verden kunne have opfattet Afrika og afrikanske kvinder. Der er et smukt og stærkt modbillede til klichéerne, skriver Per Juul Carlsen. Foto: Sony Pictures Digital Production.

Det er svært ikke at have ondt af den stakkels hvide fyr, der får smadret ansigtet af krigeren Amenza (Sheila Atim). Han passer jo bare sit arbejde som håndlanger for slavehandlerne. Måske er han endda en fattig sømand, der ikke har noget valg, hvis han vil overleve. I en anden film kunne han havde været den kønne unge hovedperson, der kæmper for sin frihed.

Men i "The Woman King" skal han have tæsk. Eftertrykkeligt. Amenza banker virkelig igennem med sin jernkæde – også selvom den unge mand allerede ligger halvt bevidstløs på jorden med blodet strømmende fra ansigtet. Amenza vil slå noget fast. Hun vil rette op på flere hundrede års uretfærdigheder, som afrikaner og som kvinde.