Prøv avisen

Ny anmelderkultur rokker ved forståelsen af kritikkens rolle

Antallet af anmeldelser i aviserne er i dag det laveste i mere end hundrede år, og samtidig har læselystne danskere aldrig haft flere bogblogs og nu også anmelderprofiler på de sociale medier at ty til i stedet. Illustration: Rasmus Juul.

I takt med at flere amatøranmeldere på online bogblogs og sociale medier agerer kulturkritikere, udfylder store dele af anmelderiet nu en funktion, som man ellers bevidst begyndte at tage afstand fra for flere hundrede år siden. Den nye kritikerkultur kan både ses som et udtryk for anmelderiets forfald og folkeliggørelse

Deres mobilkameraer indfanger bogforsiderne fra en solbeskinnet havestol på terrassen eller ved siden af morgenkaffen og det smilende æg. De kalder sig for ”Booktubere” og ”Bookstagrammere”, og på sociale medier som Youtube og Instagram strør de om sig med stjerner til litterære værker langt oftere, end de hænger forfattere i en virtuel gabestok. Og så træder de med begge ben ind i en igangværende debat om, hvem der egentlig skal have lov til at bære den litterære kritikerkasket.

Forfatteren Klaus Rifbjerg (1931-2015) bemærkede engang, at hvor en teaterforestilling eller en bogs succes tidligere afhang af, hvad en bestemt toneangivende anmelder skrev, er det i dag mere tilfældigt, hvad det er for en cykelsmed, som han skrev, der kommer ind fra højre og agerer anmelder. Siden er påstanden om kritikerrollens fald i autoritet kun blevet mere relevant at forholde sig til. For antallet af anmeldelser i aviserne er i dag det laveste i mere end hundrede år, og samtidig har læselystne danskere aldrig haft flere bogblogs og nu også anmelderprofiler på de sociale medier at ty til i stedet.

En af dem, der har fået øjnene op for Instagrams muligheder som boganmeldelsesplatform, er socialrådgiver Jane Andersen. Hun er i sin fritid redaktør på det frivilligt drevne medie bogblogger.dk, der leverer flere omtaler af nye bøger hver eneste dag. Boganmeldelserne bliver – trods mange af anmeldernes mangel på litterærfaglige uddannelser – læst af tusindvis af interesserede hver måned. Og på det seneste er Jane Andersen blevet bevidst om, hvor store udbredelsesmuligheder de sociale medier rummer.

”Hver eneste dag får vi mange nye følgere på vores Instagram-profil. Her lægger vi billeder og bidder af anmeldelser ind for at nå bredere ud. Jeg er ikke i tvivl om, at det er på de sociale medier, at fremtiden for vores form for anmelderi befinder sig,” siger Jane Andersen, og fortsætter:

”Vi anmelder ikke bøger for at kritisere, men for at få flere til at samles om litteraturen. Nogle gange kan jeg selvfølgelig godt blive lidt skuffet over en bog, og så skriver jeg det da. Men ellers vælger jeg ud fra, hvad jeg tror, vil være godt læsestof for mig.”

Bøgerne får bloggerne tilsendt fra forlagene, præcis ligesom dagbladsredaktionerne gør. For også hos forlagene har man fået øjnene op for, hvordan bloggere inden for flere genrer kan indgå som udbredelseskanal på lige fod med dagbladsanmeldere, lyder det fra flere af landets største forlag.

Men Jane Andersen mener ikke, at dagbladsanmelderne skal føle sig truet af de nye typer kritikeres eksistens. Tværtimod.

”Jeg synes jo egentlig, at vi burde gå hånd i hånd. Vi skal glædes over, at bøgerne får den opmærksomhed, de bør, og at flere forhåbentlig finder læseglæden frem. For vi er jo helt almindelige læsere, der skriver til almindelige læsere,” siger Jane Andersen.

To fortolkninger af en tekst kan aldrig være identiske, påpegede den bulgarskfødte, franske litteraturforsker Tzvetan Todorov (1939-2017) engang. Så kan man overhovedet argumentere for, at de nye kritikertyper udfordrer vores forståelse af anmelderiet? Det spørgsmål deler for alvor vandene, lyder det fra ph.d. Unni From, lektor ved institut for kommunikation og kultur ved Aarhus Universitet. For debatten handler om, hvorvidt den store stigning i de såkaldte amatøranmeldelser skal ses som en folkeliggørelse af anmelderiet eller et udtryk for selvsamme traditions forfald.

”Den autoritet, som amatørerne har, er forankret i lægmandsoplevelser, som folk kan spejle sig i. I den forstand er det en demokratisering, fordi mange flere kan byde ind. Det kan også i nogle situationer være rart for en mor eller far at vide, om andre forældre synes godt om den nyeste børnebog – i stedet for at skulle læse om et værks litterære perspektiver for eksempel,” siger hun.

I den sammenhæng er det ifølge Unni From særligt vigtigt at huske på, at litteraturen netop blot er et eksempel i en tid, hvor alt kan anmeldes og rates. For vi bliver som brugere konstant bedt om at vurdere alt muligt – fra gårsdagens fortærede pizza til den lokale sportshals bookingsystem – som ikke umiddelbart har noget med et traditionelt anmeldelses-objekt at gøre.

”I det brogede landskab af anmeldelser skal vi som modtagere selv være gode til at kende forskel på de såkaldte ratings, der er de brugeranmeldelser, som vi skal forholde os til på internettet, og de professionelle anmeldelser, som vi kender fra dagbladene,” siger hun. For selv blandt de mere professionelt udseende anmeldelser, der er bygget op ligesom i avisen, er ikke alle fagligt funderede.

”Det, der gør landskabet svært at navigere i, er, at der også er en række anmeldertyper, som kun er semiprofessionelle. Det kan være studerende, som stadig er i gang med relevante uddannelser inden for deres felt, eller kulturinteresserede, der ønsker at dele deres holdninger på sociale platforme, men som egentlig ikke besidder de kompetencer, som vi er vant til fra dagbladenes spalter,” siger Unni From.

Netop bloggernes mangel på faglige kompetencer må stride imod vores forståelse af, hvilken funktion en anmeldelse bør udfylde, lyder det fra Erik Skyum-Nielsen, lektor ved institut for nordiske studier og sprogvidenskab på Københavns Universitet og anmelder ved Information siden 1978. For selvom de nye platforme rummer rig mulighed for originalitet, savner han i mange af amatøranmeldelserne den litteraturfaglige basis, som kommer til udtryk igennem kvalificeret karakteristik, sammenligning og perspektivering.

”Jeg er ikke særlig imponeret af de litterære blogs. Omtalerne former sig overvejende som stærkt person- og situationsbunden signalering af holdninger og som en stift opadvendt tommelfinger. Men en anmeldelse er andet og mere end bare ros og til nød referat. Den skal forholde værket til samtiden. Hvad vil det moralsk, politisk, eksistentielt eller religiøst? Og hvilke samtaler indgår det i? De spørgsmål er som oftest blevet besvaret i dagbladsanmeldelserne helt tilbage fra anmelderiets storhedstid,” siger Erik Skyum-Nielsen.

Men hvordan har anmelderiet egentlig taget sig ud tidligere? Det ved litteraturforsker og lektor emeritus i kulturformidling ved København Universitet John Christian Jørgensen, der har skrevet en doktordisputats om dansk anmelderis historie. Før den litterære kritiks hjul begyndte at rulle i midten af 1700-tallet, lignede omtalerne faktisk mere nogle af de amatøranmelderes resuméer, som er til at finde på internettet i dag.

Det var vreden og forargelsen over et nyt skrift om retskrivning til ungdommen, der i 1741 fik redaktør Thomas Christensen Clitau til at gå skriftet på klingen i sit tidsskrift Nye Tidender om lærde og curieuse Sager. Efterfølgende blev redaktøren krydsforhørt i sit hjem af den boghandler, som havde skriftet i kommission, og som slet ikke var vant til, at et værk kunne blive omtalt i så skarpe vendinger.

”Dengang virkede kritikken enormt urimelig og blev set som et indgreb i privatlivets fred. Det kom helt bag på tidens forfattere, at andre kunne finde på at gøre deres værker til genstand for debat på den måde,” siger John Christian Jørgensen.

Anmeldelserne blev fra 1800-tallet indført i dagbladene og udviklede sig gennem 1900-tallet eksplosivt i antal. Den danske mellemkrigsforfatter Tom Kristensens ”Hærværk” fra 1930 blev for eksempel anmeldt i hele 30 medier, og i Kristeligt Dagblad den 25. november 1930 skrev anmelder Edvard Petersen om romanen, at ”Det er en trist Bog – men en gribende Skildring af et Menneskes Vej mod Dybet”, og han fortsatte: ”Man blues sommetider under Læsningen af hans Skildring af det mest intime og hellige i hans Samliv med andre Mennesker. Og man faar Afsky for den Maade, hvorpaa han tegner Billederne af de Mænd, han har arbejdet sammen med paa ’Dagbladet’ (’Politiken’), Billeder, som er altfor let kendelige.”

Omtaler fra 1930’erne viser, at anmeldelserne, som engang ansås for krænkende i offentligheden, sidenhen kom til at fungere som samfundsmoralens vogtere, forklarer litteraturforskeren. For de diskuterer rammerne for kunstens udfoldelse.

Anmeldelser af Klaus Rifbjergs roman ”Den kroniske uskyld” fra 1958 kunne findes i omkring 60 medier, og toppunktet for udbredelsen af den litterære kritik i de traditionelle medier blev i 1960’erne.

”I dag er det jo stort, hvis en bog bliver anmeldt i syv-otte dagblade – som for eksempel Knud Romers nye roman ’Kort over Paradis’. Men hvis vi betragter anmeldelsernes grundfæstede historiske rolle, er der ikke grund til at tro, at den professionelle kritikerkultur vil uddø i fremtiden. Så længe vi har aviser, vil der være litterære anmeldelser i dem,” siger John Christian Jørgensen.

Den spådom tilslutter oldermand for Litteraturkritikernes Lav Kamilla Löfström, der til daglig er anmelder hos Information og underviser i anmelderi, sig.

”Der er ikke blevet mindre behov for os, selvom nye anmeldertyper er kommet til. Tidligere opførte avisernes anmeldere sig som smagsdommere med en anden selvfølgelighed. I dag bliver man som dagbladsanmelder nødt til at vise, hvad man kan. Det er en sund øvelse, at man ikke bare ’sidder på magten’, fordi der er en tradition for det, men fordi man faktisk kan udføre en relevant vurdering og et godt stykke arbejde. Vi må i branchen tage udviklingen som en mulighed for at bevise, hvad den fagligt funderede anmeldelse har at byde på,” siger Kamilla Löfström.