De syv dødssynder har fascinationskraft over sig. De har rødder helt tilbage i de første århundreder efter Kristus og rummer basal visdom angående menneskets tilbøjelighed til at adlyde lasterne.
Derfor giver det altid mening at spekulere over dødssynderne – hovmod, misundelse, liderlighed, grådighed, dovenskab, fråseri og vrede – og forsøge at se dem i lyset af nutiden. Dette er, hvad en ny antologi forsøger.
”Men ender det godt?” er redigeret af sognepræst Martin Herbst og består af otte korte kapitler leveret af en særdeles broget skare bestående af blandt andre højskoleforstander Jørgen Carlsen, journalist Georg Metz, teolog Iben Thranholm, historiker Henrik Jensen og den socialt indignerede debattør Lisbeth Zornig Andersen. De har hver fået tildelt en dødssynd, som de udfolder på yderst forskellig vis, og denne bog rummer to problemer.
Den mangler en klar rød tråd, der kan fastholde læseren, og derudover benytter visse af bidragsyderne primært lejligheden til at få luftet personlige idiosynkrasier, som man i forvejen kender fra debatten. Tilmed har antologien over sig et skær af noget ikke helt gennemarbejdet.
For eksempel forstår man undervejs ikke bogens titel, der først giver en vis mening med Herbsts afsluttende historisk teologiske kapitel, hvor han beskriver, hvordan dødssynderne kan ses som menneskets misbrug af de gudgivne behov. Altså af noget godt.
Og hvis vi kan bekæmpe falskhed og misbrug, kan det samlet set ende godt. Hvad man end mener om en sådan omvendelsestanke, er pointen, at dette kapitel helt oplagt skulle have indledt antologien frem for at afslutte den.
I mangel af formuleret udgangspunkt kastes man således ud i en lidt kaotisk læseoplevelse, der illustrerer forskellen mellem skribenter, der er historisk og teologisk funderet, og de, der mest opererer på overfladen.
Der er et kolossalt spring fra Henrik Jensens interessante kapitel om misundelse til Lisbeth Zornig Andersens luftige tale om dovenskab. Jensen lader sig inspirere af det antikke Grækenland, syndefaldet og litteraturen og når frem til vor tid og konstaterer, at materiel lighed ikke fører til mindre misundelse, idet lighedstanken faktisk fremmer denne kraft. Hvilket folk som Nietzsche og Kierkegaard også havde forstået.
Mens Henrik Jensen underbygger pointer, bruger Zornig Andersen megen energi på at skælde ud. Hendes kapitel udtrykker dermed nogle af de skavanker, der kendetegner en skribent, der synes formet af mediestrømmen frem for af læsning.
Hun deler dovenskab op i kategorier og når frem til den farlige dovenskab, der ifølge Zornig udfoldes i flygtningedebatten, hvor dovenskaben ses gennem manglende vilje til at sætte sig ind i andres situation, hvilket: ”… åbner for politisk manipulation, som når en politiker kan sige, at flygtningene har masser af penge, fordi de har en smartphone …” Så kender vi den lavtflyvende polemik fra dagbladene.
Georg Metz er en elegant skribent, der kan forme sætninger, men han har svært ved at forny sig, og efter nogle gode iagttagelser om vreden kaster han sig over den disciplin, der har beskæftiget ham i vel snart 20 år. Nemlig at skælde ud på Anders Fogh Rasmussen og Søren Krarup, som han anklager for at have sat vreden i system i en slags forførelse af folket. Georg Metz er noget så pudsigt som en vred mand, der udnævner andre til at være vrede mænd.
Iben Thranholm skriver om den største dødssynd – hovmodet – hvilket foranlediger hende til at udfolde sine tanker om Vestens åndelige forfald. Den katolske Thranholm er en konsekvent kvinde, der opfatter engle og dæmoner som realiteter og forbinder Vestens åndstab med det dybeste hovmod. Dette sidste kan man bestemt følge, men Thranholms kampiver rummer også blinde vinkler.
I sit værn om det hellige skælder hun ud på ytringsfrihedens i hendes øjne hovmodige hån af religion, men glemmer, at netop en vis frækhed over for religioner har bidraget til den frihed og kritiske tænkning i Vesten, som hun samtidig værdsætter. Hun er tæt på at mene, at Charlie Hebdo-folkene selv var ude om deres tragiske skæbne, og mens Thranholm ofte er værd at læse, er hun så absolut af sind, at vigtige nuancer går tabt.
”Men ender det godt?” er med andre ord en højst usammenhængende bog. Den byder som sagt på læseværdige kapitler – Jørgen Carlsen skriver udmærket om fråseri – men mest af alt illustrerer den det problematiske ved at sætte mere grundigt tænkende personer sammen med dem, der er formet af den hurtige debat.
For så skrider konturerne omkring selve emnet, og man bliver med denne ujævne bog kun i begrænset omfang klogere på de syv dødssynder.
Men man lærer til gengæld noget om afstanden mellem tænkning og almindelig polemik.