Da den bornholmske maler Oluf Høst døde i 1966, forseglede familien straks hans over 1800 dagbøger, der blev overdraget til Det Kongelige Bibliotek på én betingelse: Ingen måtte læse dem de første 50 år.
Bag forsigtigheden gemte der sig en familietragedie. Oluf Høsts ene søn, Ole Høst, faldt ved Østfronten i tjeneste for SS i 1943.
LÆS OGSÅ: De mange sider af Oluf Høst
At den berømte malers søn var blevet overbevist nazist under krigen, var stadig et følsomt emne flere årtier efter, og familien frygtede, at dagbøgerne måske ville mistænkeliggøre flere af dem for at have flirtet med nazismen, forklarer Oluf Høst Museets leder, Jens Henrik Sandberg, der med familiens tilladelse som den eneste alligevel har fået lov til at stave sig igennem malerens private logboger.
Det studium har nu ført til Oluf Høst-biografien Jeg blev væk i mig selv, der udkommer i dag.
Titlen er faktisk taget direkte fra Oluf Høst, der engang skrev, at hvis der nogensinde skulle skrives en biografi om ham, skulle den hedde Jeg blev væk i mig selv, siger Jens Henrik Sandberg, der selv har været overrasket over, hvor flittig den produktive maler også var til at sætte ord på sin kunst og sine tanker.
Især fra 1950erne udkom der også flere bøger om Oluf Høst, som han selv medvirkede til.
Men det er altså først i dag, et halvt århundrede senere, at den første uafhængige biografi om kunstneren fra klippeøen ser dagens lys. Og Jens Henrik Sandberg mener selv, at hans egen tilgang til Oluf Høsts liv gennem arkiver, dagbøger og breve til venner giver et mere usmykket billede af den bornholmske maler:
Høst brugte dygtigt den uspolerede bornholmske natur i sine billeder på et kunstnerisk meget højt niveau. Og mange forbinder nok stadig Bornholm med hans billeder, ligesom Søndergaard kom til at sætte billeder på Vestkysten. Men man skal ikke tage fejl af, at Oluf Høst var meget bevidst om at iscenesætte sig selv som bornholmsk maler.
Indimellem kunne man endda høre ham bruge svenske låneord for at lyde som en mere autentisk bornholmer, fortæller Jens Henrik Sandberg. For nok blev Høst født i Svaneke, men han studerede i København, hvor han også slog igennem som maler. Og da han vendte tilbage til Bornholm, var det netop både med en københavners sans for selviscenesættelse og åbenhed for international kunst.
Jens Henrik Sandberg mener, at det var en både kunstnerisk og personlig kæmpe satsning for Oluf Høst at vende tilbage til Bornholm.
Her slog han sig sammen med sin velhavende hustru ned i Gudhjem, som han kaldte en københavnsk forstad med henvisning til de mange københavnske turister om sommeren.
Og med sine tjenestefolk og sin blankpolerede Chevrolet uden for døren skilte han sig også ud fra de fiskere, han ellers gerne ville associeres med.
Selv rejste Oluf Høst også hyppigt ud i verden, men selvom han også gladeligt rejste rundt i 1930ernes Tyskland, behøver Høst-familien ikke at frygte, at Oluf Høsts dagbøger afslører den berømte maler som nazist, fastslår Jens Henrik Sandberg.
Det var han ikke! Han var i det hele taget meget lidt politisk. I 1920erne skrev han i sin dagbog: Vi stemte i dag konservativt (jordlovene), men inderst inde er jeg kommunist. Det viser jo, hvor pragmatisk han tænkte i 1920erne.
Et af Oluf Høsts værker blev endda stemplet af nazisterne som degenereret kunst og smidt ud af en tysk kunstudstilling i godt selskab med andre degenererede værker af blandt andre van Gogh. Og det passede Høst aldeles fint, fortæller Jens Henrik Sandberg og tilføjer, at en af Oluf Høsts nære venner dog blev glødende nazist. Og det var oven i købet Oluf Høsts udstillingsarrangør, Fritz Waschnitius.
Fritz Waschnitius havde arrangeret udstillinger for Høst, og han var også en fast gæst i hjemmet i Gudhjem. Han var en god intellektuel. Aldersmæssigt befandt han sig mellem Oluf Høst og sønnen Ole Høst, og det er ret sandsynligt, at han kom til at overbevise Ole Høst om at blive nazist, siger Jens Henrik Sandberg og tilføjer:
Der er ingen tvivl om, at Ole Høst troede på nazismen. Ellers havde han aldrig meldt sig til SS-tjeneste på Østfronten. Og det kom til at plage Oluf Høst resten af livet, at han måske havde skyld i det, når han havde introduceret ham for Fritz Waschnitius, siger Jens Henrik Sandberg og tilføjer:
Oluf Høst følte nok lidt, at han selv havde lukket Djævelen ind i sit eget hjem.
Oluf Høst vedblev dog med at betragte sig selv som en international maler med stærk inspiration fra den franske maler Cézannes værker. Men motiverne fandt han på Bornholm dels i sin have, dels på sin gård Bognemark, som han malede igen og igen. Og når man besøger Oluf Høst Museet i Gudhjem, der er indrettet smukt i Høsts gamle hjem med en enestående idyllisk have fuld af klipper, skaber det mindelser om en anden malers have Monets.
Ligesom Monet malede Høst også de samme motiver igen og igen, og ligesom Monet blev hans værker stadig mere abstrakte med alderen.
Høsts tidlige værker gav ham slægtskab med de såkaldte mørkemalere, men den ældre Høst var præget af en lettere stil både i sind og kunstnerisk stil, forklarer Jens Henrik Sandberg.
Oluf Høst var en metafysisk maler hele sit liv, og det er også sådan, man skal forstå hans kunst. Når han malede sin gård, Bognemark, igen og igen, var det jo ikke for at male en gård, men for at forsøge at skildre det store uden for sig selv. Han skrev sjældent om Gud, men han var et søgende menneske. Han søgte meningen med livet i de solnedgange, han blev ved med at male over Bognemark, siger Jens Henrik Sandberg, der også mener, at det beroligede hans sind.
Et sted i hans dagbøger står der i hvert fald: Jeg er bange for livet, når jeg ikke kan male mere.
