Ny biografi rummer lige lovlig meget af Jens Otto Krags følelsesliv

”JOK – Jens Otto Krag” kan mere end rigeligt måle sig med en mængde journalistiske politiker-biografier, men man kunne nok håbe på lidt mindre privatliv

Ny biografi rummer lige lovlig meget af Jens Otto Krags følelsesliv

Socialdemokraten Jens Otto Krag var en af det 20. århundredes betydeligste danske politikere. Han var en dygtig strateg, taktiker og forhandler. Som statsminister førte han i 1972 Danmark ind i EF, nu EU. Desuden var han helt fra 1947 en central minister i en række regeringer, der stod i spidsen for en hurtig økonomisk vækst og modernisering i Danmark. For Krag handlede det om økonomisk vækst, velfærdsstatsudvikling og Danmarks indtræden i EF.

I de sidste år af den lange politiske karriere var Krag ved at være slidt op. Han gik tragisk i opløsning, da han i 1972 havde trukket sig fra det politiske liv. Alkoholiseret døde han i 1978 som kun 63-årig.

For 20 år siden fik Lidegaard en stor salgssucces med en tobindsbiografi om Jens Otto Krag.

Den gav et bredt indblik i Krags liv og politiske virksomhed. Den ordrige biografi var med sine omkring 1600 sider dog vel lang. Blandt andet kunne der i mine øjne godt have været færre ”dyneløft” om Krags mange ”romancer”. Nu har Lidegaard opdateret bogen i en halvt så lang udgave.

Lidegaard har et overordentligt godt overblik over det 20. århundredes danske historie. Beundrende ser han Krag som vidtskuende ”statsmand” (forlagsannoncerne kalder endog Krag for det moderne Danmarks arkitekt). Krags deltagelse i det storpolitiske spil såvel som de snørklede veje til dansk medlemskab af EF er i al fald godt belyst.

Hvis man vil forstå, hvorfor det parlamentariske spil især fra 1965 gjorde det svært at balancere den buldrende økonomiske vækst, er bogen oplysende.

De gamle partier gav staten mange udgifter, som ikke alle vælgere så nødvendigheden af, men ville nødig tage ansvar for finansieringen. De blev straffet for deres uansvarlighed ved jordskredsvalget i 1973, hvor skatteundvigeren Mogens Glistrup med 28 mandater stormede ind i Folketinget.

For lidt om Krags svagheder

Krag stod i den sidste tid af Besættelsen i spidsen for udarbejdelsen af Socialdemokratiets efterkrigsprogram ”Fremtidens Danmark”. Lidegaard kalder endog Krag for Socialdemokratiets ”chefideolog”. Det vil dog kræve mere detaljerede analyser end Lidegaards, hvis man vil kortlægge den socialdemokratiske idéudvikling under Besættelsen og frem til det nye principprogram i 1961 – hvis det overhovedet er muligt. Mange bidrog i al fald. Eksempelvis var K.K. Steincke og Viggo Kampmann de første med idéen om folkepension til alle. Hans Hedtoft og Krag var i begyndelsen imod.

Lidegaard bruger ofte udtrykket ”velfærdsprojektet”.

”Projekt” kan her kun være en metafor, for der har aldrig eksisteret et samlet velfærdsprojekt. Heller ikke i ”Fremtidens Danmark”. Ordene ”velfærdsstat” eller ”velfærdsamfund” er upræcise og ideologisk ladede betegnelser for det samfund, Danmark blev i Krags tid. Med mange aktører med forskellige og ofte skiftende politiske mål involveret.

Krags svagheder som politiker går Lidegaard let hen over: Han var ikke en medrivende taler eller debattør. Han savnede tv-tække. Og hans idiosynkratiske personlige modvilje mod den konservative Poul Sørensen og den radikale Hilmar Baunsgaard vanskeliggjorde parlamentarisk samarbejde. Og Krag udskrev valg i 1966 efter et upopulært boligforlig. Det gav socialdemokratisk tilbagegang og kritik af Krag fra Viggo Kampmann.

I forhold til tobindsværket har Lidegaard skruet op for indblikket i Krags urolige følelsesliv. Vi får rigelig besked om mange af Krags affærer. I flere tilfælde med kendte skuespillerinder. Vi får også besked om flere illegale aborter, en af dem er rystende udførligt beskrevet. Det meste er trist. I grunden også meget repetitivt. Kvindenavnene veksler, men historien er den samme: I årevis kan parterne hverken finde hinanden eller holde sig fra hinanden. Indtil han møder skuespillerinden Helle Virkner og over hals og hoved gifter sig med hende. Helle Virkners yndige ansigt er betegnende nok helt fremme på bogens forside. Men Helle Virkner når ifølge Lidegaard næppe nogensinde ind til Krags inderste. Det ender med skilsmisse.

Det mest forbløffende er, at Krags amorøse liv og for den sags skyld også hans alkoholforbrug kun influerede lidt på hans embedsførelse som minister i omkring 18 år. Men enkelte gange skaber Krags livsstil problemer for ham som minister. I 1949 blev han som handelsminister af Ekstra Bladet mistænkt for at være årsag til, at en veninde ud fra insiderviden fik en aktiegevinst. Og i 1965 var han og Helle Virkner til et selskab hos den legendariske svenske statsminister Tage Erlander (S). Krag forlod selskabet et stykke tid med en svensk embedsmandsfrue. Bagefter gav Erlander ham en opsang. Forholdet mellem de to socialdemokratiske statsministre var i forvejen ikke hjerteligt. Hverken det eller Krags ægteskab blev bedre af den episode.

Skråsikre vurderinger

Krag drømte ofte om at forlade politik for at blive skønlitterær forfatter. Det er lige før, man kunne mistænke Lidegaard for det samme. Hans mange psykologiske betragtninger om Krags sære, splittede sind er pakket ind i et velsmurt og fortsat ordrigt sprog, der kan grænse til det forførende og patetiske. Lidegaards skildring af Krags forelskelse i skuespillerinden Birgit Tengroth er i ugebladsstil.

Ugebladsromanen går dog itu på deres bryllupsdag i 1950, hvor den utilfredse svenske brud så det som en spejderjamboree, da en gruppe ufølsomme mandlige socialdemokratiske koryfæer afsang arbejdersange.

Krag var altid en observerende deltager i det sociale og politiske liv, og mange direkte citater fra Krags optegnelser løfter bogen. Strengt taget kunne bogen undvære Krags kostelige beskrivelse af en pæn frokost med en krukket Karen Blixen i Paris. Men den er morsom, og man forstår godt, at Krag gerne ville være forfatter i egen ret.

Lidegaards lange billedtekster er præget af kategoriske og idylliserende virkelighedsantagelser. Den danske statsforvaltning er en af verdens bedste på næsten alle parametre, hedder det med sædvanlig dansk selvros. Hvilke parametre må vi selv om. Skandaler er vi i al fald ikke uden.

At Thorvald Stauning (S) i 1939 gik af som partiformand, tilskrives ”format”. Lidegaard tillægger ham ”mægtig livskraft”. Reelt var Stauning nok snarere nedslidt og på kanten af en depression. Han ville også gerne gå som statsminister, men han blev presset af partikammerater til at fortsætte.

Lettere er det at forstå, at Lidegaard i en sammenligning med Krags afdæmpede udenrigspolitik skyder på det 21. århundredes mere aggressive værdipolitik, som ”kan lyde godt indadtil, men har typisk ringe eller ingen virkning for de forhold, vi synger med om”. Nej, dansk udenrigspolitik har ikke godt af at blive et indenrigspolitisk show.

Bogen kan mere end rigeligt måle sig med en mængde journalistiske politikerbiografier. Men man kunne nok håbe på lidt mindre privatliv, lidt mindre statsmandspanegyrik og færre skråsikre vurderinger af komplicerede forhold fra en dr.phil. i historie.

Tim Knudsen er politisk kommentator, tidligere professor i statskundskab ved Københavns Universitet og forfatter til fembindsværket ”Statsministeren”.