Ny bog: Filosof undersøger hjemløshed som socialt, kulturelt og litterært fænomen

Den danske filosof, Ole Thyssen, undersøger begrebet hjemløshed, men synes præget af et mantra om at stille spørgsmål i stedet for at give svar

Forfatteren til en ny bog om hjemløshed er en "stilistisk flottenheimer, der kan få forkerte slutninger til at lyde besnærende rigtige," skriver denne anmelder
Forfatteren til en ny bog om hjemløshed er en "stilistisk flottenheimer, der kan få forkerte slutninger til at lyde besnærende rigtige," skriver denne anmelder Foto: Leif Tuxen

Henrik Ibsen erklærede: ”Jeg spørger helst; mit kald er ej at svare.” Sådan er det også med filosoffen Ole Thyssen. Thyssen analyserer fænomenet hjemløshed uden at levere grydeklare løsninger på problemet.

Men Thyssen kan oplyse, at der i Danmark er cirka 20.000 hjemløse, og at de i gennemsnit koster de offentlige kasser 300.000 kroner årligt: ”De gamle hjemløse var fattige på et niveau, som i dag ville skrige til himlen”.

Nu om stunder kan den hjemløse sågar søge ekstra ydelser og klage over afslag: ”De kan ansøge om hjælp til at deponere deres møbler, mens de bor på herberg. De kan stille krav om skæve arbejdstider og kollektiver for hjemløse”.

Da George Orwell i sine første bøger skildrede de hjemløse, var fattigdommen af en helt anden karakter, men de hjemløse var til gengæld ikke stofmisbrugere eller alkoholikere. Det er nutidens svøbe:

”Uanset hvad man mener om den frie vilje, må man konstatere, at mange hjemløse vælger ikke at bruge den. Svaret på deres pine er ikke arbejde, men rus.”

Hjemløse er derfor ganske snu, når det gælder om at undgå aktivering. ”Han kender reglerne og ved, hvilke sygdomme det giver gevinst at spille på. Hans svage vilje supplereres med en vilje til svaghed”, bemærker Thyssen med en sproglig finurlighed, der bringer mindelser om Villy Sørensen.

Litteraturen spiller da også en stor rolle i bogen. Henrik Pontoppidans ”Lykke-Per” bliver udlagt som en anti-dannelsesroman, idet hovedpersonen ikke finder hjem, men tværtimod bliver stadig mere hjemløs. Thyssen forklarer, at ”der er mange sjæle i ham, men ingen, som kan skabe hjemlighed omkring ham. Hans indre mangel farver de rum, han bor i. Han er en brik i udviklingen fra kristent landbrugssamfund til verdsligt industrisamfund”.

Er analysen rigtig? Mig forekommer den at være forkert. Per er ikke en brik i udviklingen af et industrisamfund. Pers ulykke er karakterbestemt. Han formår ikke at blive ved noget – hverken sine projekter eller sine kvinder. Det har ikke at gøre med, at religionen forsvinder, og ”markedet tager over og tager religionen med”. Thyssen er ofte en stilistisk flottenheimer, der kan få forkerte slutninger til at lyde besnærende rigtige.

Forfatteren belyser til gengæld hjemløshedsbegrebet kontant i forhold til migrantkrisen i Middelhavet: ”Ingen har bedt dem om at komme. Alligevel gøres de rige lande ansvarlige, hvis flygtninge drukner eller sendes tilbage til usle lejre. De kan reddes, ergo skal de”.

Hvordan de rige lande ifølge forfatteren bør reagere på migrationsproblemet står dog ikke helt klart. Også her lægger Thyssen sig tæt op ad Ibsens mantra om at spørge i stedet for at svare.

”En lille bog om hjemløshed” er moderne i sin skepsis, bister i sin humor og reaktionær, når det gælder troen på forandringer.

Bogen er ikke helt dårlig – men den kunne have været bedre.