Ny bog beskriver med humor og intelligens den hvide mands identitetskrise

De amerikanske anmeldere har kaldt ham det største talent i sin generation, men herhjemme er det de færreste, der kender forfatteren Ben Lerner. Skal man tro de danske anmeldere, kan det meget vel ændre sig med udgivelsen af ”Topekaskolen”

"Topekaskolen" af forfatter Ben Lerner - udgivet på Gads Forlag - beskriver på flot vis spillet mellem tildækning og afsløring i den maskuline identitet.
"Topekaskolen" af forfatter Ben Lerner - udgivet på Gads Forlag - beskriver på flot vis spillet mellem tildækning og afsløring i den maskuline identitet. .

”Jeg er bærer af en ældgammel maskulin vold, som litteraturen skal overvinde ved at erstatte fysik med sprog.”

Sådan siger Adam Gordon, hovedpersonen i amerikanske Ben Lerners ”Topekaskolen”, som man uden at stramme den autobiografiske skrue alt for meget godt kan tillade sig at kalde forfatterens alter ego.

Han vokser op i byen Topeka i delstaten Kansas i 1990’erne, hvor han bruger sproget som våben, både som flittig deltager i diverse debatmesterskaber og i kampen mod sine psykologforældre, hvor ikke mindst hans mor gør sig bemærket og får stor succes med en populær selvhjælpsbog til kvinder, der blandt andet beskæftiger sig med den giftige maskulinitet samt med maskulinitetens grimme skrøbelighed.

Ben Lerner (født 1979) er digter, kritiker og forfatter og underviser desuden i litteratur på Brooklyn College i New York. Han har tidligere udgivet romanerne ”Leaving the Atocha Station” (2011) og ”10:04” (2014), der er udgivet på dansk i 2017 under titlen ”22:04”. Og med sin nye bog ”Topekaskolen” (på dansk ved Nete Harsberg, udgivet af Gads Forlag) bevæger han sig ifølge flere anmeldere mod en måde at skrive på, der er rodfæstet i det biografiske – som hans to første romaner – men samtidig i et dialogisk samspil med flere stemmer, da også hans forældre kommer til orde. Blandt andet spørger Adams mor, Jane, flittigt, hvorvidt maskulinitetens idealer vitterligt er giftige, eller om de først bliver det, når drenge og mænd oplever en indre konflikt mellem den måde, de ser sig selv, og de forventninger, de oplever i deres sociale og politiske rammer.

I Berlingske beskriver Mette Leonard Høeg romanen som et intelligent, fængslende og spændende værk, hvor idéer, æstetik og retorik forbinder sig meget tilfredsstillende:

”’Topekaskolen’ viser sig at være en universel fortælling om ungdom, usikkerhed, socialitet, psykologi og familiedynamik. Samtidig er det en skildring af en helt specifik ungdom, nærmere bestemt ’den privilegerede klasses fortabte sønner’ og ’Midtvestens mutte drenge’ i USA i start-90’erne. Romanen skildrer skarpt disse mandebørn og deres famlen efter status, retning, mening og bekræftelse, deres ubehjælpsomme brug af koder, deres drukkultur, deres kejtede forsøg på appropriation af hårdkogt sort rap- og bandekultur, deres aggressioner, usikkerheder og længsler og deres både grimme og smukke maskuline skrøbelighed.”

Hun giver fem stjerner ud af seks mulige til romanen, præcis som David Trads, der i Morgenavisen Jyllands-Posten finder, at Ben Lerner fornemt beskriver det tab af dominans, som mange hvide, især hvide mænd, åbenlyst føler, samt at romanen, der er såvel stærk som sjov, trækker en af de helt centrale årsager til Trumps popularitet tydeligt frem:

”Den fortæller – ofte underholdende som i en ældre Woody Allen-film – om, hvordan den hvide mand begyndte at tabe; først til kvinderne, siden til minoriteterne, og hvordan det uundgåeligt førte til en ’toksisk maskulinitet’, som Trump ifølge Lerner er kroneeksemplet på.”

I Politiken er Alexander Vesterlund knapt så begejstret for ”Topekaskolen”, selvom han betegner den som forfatterens mest tilgængelige til dato og konstaterer, at den placerer Ben Lerner blandt tidens store amerikanske fortællere.

Men han slår sig på, at den er fortalt mere eller mindre som enhver anden stor amerikansk roman fra dette århundrede og nævner i den forbindelse blandt andre Garth Risk Hallbergs ”Byen brænder” og Atticus Lishs ”Forberedelse til næste liv”:

”En generation af mandlige amerikanske forfattere, der udråbes til genier, og som skriver en virtuos form for creative writing – de underviser også typisk på et universitet i New York (Lerner på Brooklyn College). Groft sagt skriver mange af disse forfattere ens, hvad der i løbet af deres glimrende romaner altid kommer til at kede mig en lille smule. Til gengæld er ’Topekaskolen’ særlig i sit portræt af den hvide mands identitetskrise, den offentlige samtales sammenbrud og det store meningskollaps, der kulminerer med Trump.”

Det bliver således til fire hjerter ud af seks mulige til en roman, der trods sit bundsolide essayistiske overskud, sin overlegne orkestrering og sin suveræne mundtlige syntaks ifølge Alexander Vesterlund føles lidt som noget, der – i ordenes bedste forstand – er trukket i den store amerikanske roman-automat.

Den automat vil Tonny Vorm imidlertid gerne putte sine penge i, for han er absolut begejstret for ”Topekaskolen” i Information og for dens fortælling om, hvordan de maskuline aggressioner har afløst samtalekunsten, og hvordan det USA, som vi alle sammen troede, vi kendte, blev revet fra hinanden, da den hvide mands dominans begyndte at falde fra hinanden:

”Det er et dystert portræt af USA, Ben Lerner tegner, men det er gjort med en humor og intelligens, der underholder og trods alt giver håb. ’Topekaskolen’ vidner på mesterlig vis om, at der i hvert fald i amerikansk litteratur er plads til både sund fornuft og sproglig styrke.”

I ”Bogen i tiden” skrives om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.